Smokepurpp viser flere sider af Soundcloud-rappen med gade-trap og druggy autotune

Smokepurpp viser flere sider af Soundcloud-rappen med gade-trap og druggy autotune
Smokepurpp.
Smokepurpp viser flere sider af Soundcloud-rappen med gade-trap og druggy autotune - Deadstar
4 6
Smokepurpp
'Deadstar'

Album, Alamo Records

Det har længe været svært at kende forskel på Smokepurpp og hans yngre makker Lil Pump, der tilsammen udgør den berygtede duo Gucci Gang.

Det var Smokepurpp, der sidste år hev Lil Pump med i studiet for første gang, og de har siden da hjulpet hinanden på talrige tracks, der med eksplosiv fart har skudt dem til toppen af Soundcloud-rap-bølgen. Nu er begge rappere ude med deres debutalbum, og med Smokepurpps skridt i en mere alsidig og eksperimenterende retning, er forskellen nu tydelig at se.

Den nye lyd kommer dog ikke til udtryk med det samme, da ’Deadstar’s første halvdel omkredser den samme gadetematik og præsenteres med de samme dystre trap-beats som tidligere. Gadelivet præsenteres aggressivt med hjælp fra Chief Keef og Yo Gotti på ‘I Don’t Know You’, og de anarkistiske energiudladninger, der længe har domineret den nye Miami-lyd, trives i bedste velgående på hittet ‘Audi’ og Lil Pump-samarbejdet ‘OK’.

‘Deadstar’ består af hele 18 tracks og altså nærmest 48 minutters konstant trap-hi-hat, hvilket i forvejen kan være svært at overskue. Når flere af numrene så består af klicheer med mere eller mindre idéløse hooks – som ‘Streets Love’, ‘No Safety’ og ‘Krispy Kreme’ – bliver det straks endnu sværere. Heldigvis byder albummets anden halvdel på et helt nyt udtryk, der med overdrevne autotune-fraseringer og eksperimenterende lydbilleder viser en ny, interessant retning i Smokepurpps musik.

Rapperen introducerer blandt andet sin nye lyd med hjælp fra Yo Gotti (‘Count Up’) og autotune-kongen Travis Scott (‘Fingers Blue’), der med deres druggy og melodiøse fraseringer er castet perfekt.

Produceren bag albummet, Ronny J, eksperimenterer både med beats og legende vokal, der gør de ellers noget slidte tekster om stoffer og våben mere nuancerede. Eksempelvis i disse linjer fra ‘To the Moon’: »In a fast coupe like a kook / baby in a ‘Rari, it go zoom / maybe if I die tonight, then I go to the moon«, eller i omkvædet på et af albummets mest vellykkede tracks ‘Different Color Molly’: »Yeah made that chopper sing like Beyoncé / I got different color molly, yellow ombré«

Og som noget helt nyt træder Smokepurpp endda (næsten) helt ud af gangster-jargonen med mere ærlige tekster. Som i hyldestsangen ‘RIP Max’ med »I miss my brother Max / damn, i miss my brother Max« og på den hypnotiserende langsomme autotune-ballade ‘Purgatory’: »She want my, yeah / she don’t know me deep inside, yeah / I’ve been feeling dead inside / I’ve got two cups with the Sprite«.


Kort sagt
18 trappede hiphop-sange er meget at indtage på én gang, og flere af albummets svageste tracks kunne med fordel have været skåret fra. Den anarkistiske og effektive trap-energi er stadig intakt, men Smokepurpp går også helt nye veje på ‘Deadstar’ og eksperimenterer blandt andet med druggy autotune og anderledes lydbilleder, som også udvider det lyriske univers.

Læs også: 10 essentielle sange i den nye bølge af rowdy Soundcloud-rap