St. Vincents ’Masseduction’ er avant-pop som skamløs forførelseskunst – en triumf

St. Vincents ’Masseduction’ er avant-pop som skamløs forførelseskunst – en triumf
St. Vincent.
St. Vincents ’Masseduction’ er avant-pop som skamløs forførelseskunst – en triumf - Masseduction
6 6
St. Vincent
'Masseduction'

Album, Caroline

Der er sket meget, siden jeg så Annie Clark stå på en scene for første gang. Det var i Store Vega i 2009, hvor hun varmede op for Grizzly Bear, der dengang var talk of the town i en grad, der er nogenlunde omvendt proportional med Brooklyn-kollektivets beskedne evne til at sætte en kulturel dagsorden i musikkulturen anno 2017.

Clark lignede allerede hin novemberaften et oplagt bud på en fremtidig stjerne: Hendes rumvæsen-agtige, nærmest selvlysende skønhed med de årvågne, intelligente øjne og de ekstremt markerede kindben og, ikke mindst, hendes tekniske chops som guitarist med de allerede dengang nærmest naturstridigt forvrængede riff, der injicerede dynamik og vildskab i musikken som var der tale om en perfekt eksekveret sample på en hiphop-skæring.

Tegningen til noget stort har været der hele tiden. Og nu – otte år senere – leverer den 35-årige amerikaner et af efterårets mest imødesete album.

St. Vincent har med hvert album siden dengang (hvor hun turnerede på baggrund af sit andet album ’Actor’) – ’Strange Mercy’ (2011) og ’St. Vincent’ (2014) – lagt yderligere alen til sin egen formåen: Hun har vundet en bedre fornemmelse for det æstetisk formfuldendte og en større kunstnerisk rækkevidde, ikke mindst takket være en større interesse i at sætte strøm til en popmusikdiskurs, der ellers ikke er hendes eget udgangspunkt som skabende kunstner. De skarpe riff har ikke mistet deres bid, men er tværtimod blevet mejslet fast i melodiernes tjeneste. Alt overflødigt fedt er skåret væk.

Det er ikke i sig selv overraskende, at St. Vincent anno 2017 nedbryder endnu flere skel mellem sit udgangspunkt i det avantgardistiske og så den syntetisk-plastiske popmusik, der kendetegner store dele af den kontemporære musikscene. Som performer, sangerinde og – i stigende grad – som berømthed er hun trådt tydeligere frem. I sidstnævnte funktion investerer hun noget i at fremstå ikonisk på en stramt koreograferet, og så alligevel henkastet, måde. Der er noget både tøjlet og tøjlesløst over Annie Clark som St. Vincent og en fornemmelse af, at hun hele tiden kan bygge oven på sin allerede betragtelige lytterskare og manøvrere den kulturelle zeitgeist med overblik og overskud.

Det er heller ikke så overraskende, at hun på ’Masseduction’ bombarderer sin lytter med en undersøgelse af temaer som succes, berømmelse, magt og medier samt den intime forbindelse mellem forbrug og lyst (og løftet om seksuel ekstase) blandet op med en lettere foruroligende mængde dødsfantasier. Alt i alt er der tale om en tematisk såvel som æstetisk overload, der understreges af, at sangerinden jonglerer med genrer, stilgreb og tonelejer med en blanding af nonchalance og, nå ja, dødsforagt.

Forskellen mellem minimalismen på åbningsnummeret ’Hang Over Me’ og den efterfølgende maksimalistiske banger, ’Pills’ – med det radiojingle-swingende omkvæd: »Pills to wake, pills to sleep/ pills, pills, pills, every day of the week« – er emblematisk for lytteoplevelsen. Det underspillede og indadvendte afløses af det bredt teatralske, for ikke at sige hyperaktive. Attention-deficit disorder omsat til musik – sådan omtrent.

Alt det går godt i spænd med den persona, Clark har søsat i den offentlige bevidsthed siden sit seneste album: Som blikfang for et prominent juvelerfirma, en catwalk-egnet garderobe, iøjnefaldende musikvideoer, kendiskærester (supermodellen Cara Delevigne og filmstjernen Kristen Stewart) og så videre.

Det vil derfor være (for?) oplagt at se det nye album som en direkte kommentar til det cirkus, hun er blevet en del af – og næres ved.

Spørgsmålet i forbindelse med ’Masseduction’ – et album, der i kraft af sin forførende, for ikke at sige sexede overflade, nærmest trygler efter opmærksomhed – er om Clark er blevet en fange af sin egen stigende succes, synlighed og sit behov for at styre sin karriere i retning af det både kunstnerisk formnedbrydende og det kommercielt appellerende på én og samme tid – eller om eksponeringen omvendt potenserer hendes kunst, det vil sige gør den mere engagerende og skarpt vinklet.

Annonce

Albummet går overfladisk vurderet en hårfin balancegang mellem det leflende – kendetegnet ved samarbejdet med hitsangskriveren Jack Antonoff, der i år i tilgift tager sig af comebackskiver for ingen ringere end Lorde og Taylor Swift – og det tematisk og æstetisk overspændte, hyper-selvbevidste, idiosynkratiske og voldsomt ambitiøse mindfuck af et state of the art-projekt, hun samtidig forsøger at formulere.

Sagen er den, at de mange æstetiske signaler og stillejer på albummet kan virke distraherende ved første indtryk. Ældre fans vil endvidere måske opleve sange som førnævnte ’Pills’ og ’Sugarboy’ som kalkulerede forsøg på at udnytte Jack Antonoffs pop-knowhow til at overhale Taylor Swift indenom som den nære fremtids popstjerne. Førstnævnte får oveni al sin i forvejen hektiske opkørthed plads til Kamasi Washingtons saxofon og backingvokal fra Jenny Lewis, og sidstnævnte er en manisk opkørt omgang mareridtsfunk med huggende synths (med klar adresse til Bowies ’Boys Keep Swinging’ med sine ’boys’/’girls’-råb, der falder som taktfaste klapsalver).

Omkvædene til albummets bangers er skamløst afhængighedsskabende – som et sukkerrush til blodårerne – og iscenesættelsen så zappende, opklippet og spændt til bristepunktet med det Antonoff selv har kaldt for ’tatoveringsværdige oneliners’ og produktionsfinesser, at man forpustet tjekker pulsen og med en blanding af skam og ekstase må indrømme, at man som lytter føler sig fascineret og forført. Hvis man føler sig ført en kende bag lyset, bør man huske på, at lidenskab og kunstfærdighed ikke lige er sådan at skelne fra hinanden i St. Vincents komplekse sangkunst.

Stilistisk skyder St. Vincent med spredehagl, men jo mere man flytter ind i disse sange og forsøger at optage deres sjæl (eller syntetiske replikaer af en sjæl) i sig, des mere giver spændvidden og opbuddet af strittende tonelejer perfekt mening:

Stille, eksistentielle – og ofte, ekstremt sørgmodige – sange som ’Happy Birthday, Johnny’, hvor Clark vender skytset mod sig selv i form af titelfigurens tryglende »Annie, how could you do this to me?«, den overdådigt svale førstesingle ’New York’, der sidestiller byen med en stemning af dyb melankoli og ensomhed (»New York isn’t New York without you, love«), åbningsnummeret ’Hang Over Me’ og de afsluttende ’Slow Disco’ og ’Smoke Section’ lyder som beslægtede opskrifter på stjernelivets paradoksale blanding af uendelige muligheder og social isolation.

At lytte til disse sange er lidt som at opleve genfærdets fremmedgørelse i mødet med menneskenes verden. Sangenes jeg-fortæller er i hvert fald ude af sync med verden. Eller som den drilsk begavede og altid hyper-selvbevidste sangerinde selv formulerer det på ’Smoke Section’: »I feel like an inland ocean / too big to be a lake, to small to be an attraction«.

St. Vincent er også overbevisende, når hun inden for rammerne af den samme sang mikser (og bemestrer) stemningsskift af ret radikal karakter. ’Pills’ toner som sagt ud til lyden af Kamasi Washingtons avant-jazz, ’Los Ageless’ (med det sylespidse omkvæd: »How can anybody have you and lose you and not lose their minds too?«) har en halvandet minut lang outro, der består i et statisk comedown af stemmer og strygere. ’Savior’ blander funk på Prince-måden med en eftertænksom outro, der punkterer det seksuelle rollespil, der fremmanes i lyrikken. Det er lidt som en lolitadukke, der mister luften midt i akten.

Og så er det næppe tilfældigt, at titelsangen (kendetegnet ved sine sære, religiøst ladede billeder: »Nuns in stress position / smoking Marlboros«, »Teenage Christian virgins / holding out their tongues«) er valgt som netop titelsang. Sangen indeholder en linje, der kan stå som en art credo for albummet som helhed: »I can’t turn off what turns me on«.

Som menneskeligt credo er det måske nok et sørgeligt/patetisk statement, men som artistisk trosbekendelse kan det være opskriften på stor succes. Er der ligefrem tale om en faustisk pagt?

Uagtet de personlige omkostninger er det for vi, lytterne, en ubetinget styrke, at Annie Clark på en og samme tid iklæder sig et væld af former, farver og fremtrædelsesformer og i samme paradoksale bevægelse klæder sig helt af til skindet.


Kort sagt:
Det er svært at forestille sig, at der vil udkomme et mere smittende og fascinerende album i brydningen mellem pop og avantgarde i 2017. St. Vincent skruer på ’Masseduction’ op for brugen af hooks, synths og beats, men uden at ofre den idiosynkratiske og konsekvent begavede tilgang til sin kunst, der har kendetegnet hende fra starten. Resultatet er et album, der på én gang er overstyret og hyperaktivt samtidig med, at det fremstår som sangerindens mest reflekterede og, hvem ved?, personlige album til dato. En triumf.

Læs også: Her er syv nye album, du skal høre i dag – bl.a. St. Vincent, King Krule og Gucci Mane