Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – Fever Ray-comeback og dansk rap i flere afskygninger

Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – Fever Ray-comeback og dansk rap i flere afskygninger
Sampha.
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.

1. Sophie ’It’s Okay to Cry’

Sophies syntetiske popmusik har alle dage været kategorisk umedgørlig. Denne tendens lyder ikke umiddelbart til at ophøre på hendes nyeste ’It’s Okay to Cry’, der er et noget mere sitrende udspil end hendes tidligere cv af normbrydende popkonturer, som blandt andet har budt på k-pop og morphet electro. Singlen agerer Sophies første af slagsen siden 2015’s vellykkede ’Product’.


2. Raske Penge ’Blodsukker’

Som led i DR’s nye historiekyndige musiksatsning har Raske Penge lavet nummeret ’Blodsukker’, der fortæller om slaveriets frigørelse i det tidligere Dansk Vestindien. Den informative single er lavet i samarbejde med Pato, TopGunn og Morten McCoy. Tidligere har også Suspekt, Shaka Loveless og Fallulah bidraget med numre, der beretter om specifikke dele af danmarkshistorien.


Bobby Shams.

3. Bobby Shams ’Blå’

Seneste afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast serverer vanen tro en eksklusiv premiere af et dansk rapnummer. Denne gang er der tale om søsætningen af Bobby Shams, som med ’Blå’ (officielt ude 27. oktober) nærmest skaber et Ukendt Kunstner-lignende potpourri af tung produktion og gennemgribende lyrisme. Tidligere har rapperen med det borgerlige navn Babak Vakili udgivet politisk hiphop under Vakili, men med dette nye projekt forankres musikken dybere i selve gaden.

Hør sangen omkring 43:20 inde i Standard-podcasten (men lyt også lige til hele udsendelsen, nu hvor du er i gang).


4. Miink ‘Who Are You?’

Så snart man har hørt Miinks ‘Who Are You?’, får man ironisk nok lyst til at stille debutanten samme spørgsmål. Den 23-årige londoner holder i øjeblikket kortene tæt ind til kroppen, så vi må nøjes med bare at lade hans sarte falset og funklende klaustrofobi føre ordet. Det minder næsten om James Blake og How To Dress Well, men… hvem er du, Miink?


5. Niki Bernard feat. Felix de Luca ’Lonnie’

Det er ikke altid, at danske rappere lykkes med det engelske tungemål, men der er altid undtagelser til reglen. En af disse undtagelser er Niki Bernard, der på sit nye udspil ’Lonnie’ blander blod med den lige så engelskmestrende dansker Felix de Luca. Som sædvanlig er der kompromisløs storytelling på menuen, denne gang i et tilbagelænet og jazzet lag.


6. J’Danna ’All I Need’

Hun startede i det beskedne, men nu er J’Dannas tid kommet. Med en baggrund som både backup- og gospelkorsanger og vokalist for house-produceren Julio Bashmore er det ikke overraskende, at sangerinden kipper med hatten til et væld af genrer på ’All I Need’. Debutsinglens sammenkog af både r’n’b, hiphop og gospel oser af attitude.


7. Tomas Barfod feat. Jonas Smith ‘Family’

Tomas Barfod, som du muligvis kender fra WhoMadeWho, har et nyt soloalbum på bedding. Det snarlige album ’Paloma’ lander den 3. november, og som promovering har produceren nu delt singlen ’Family’: En boblende synthpop-sag med himmelstræbende lydflader og en insisterende trommemaskine, der spædes op med lidenskabelig vokal fra Blaue Blumes Jonas Smith.


Blikfang: David Engelbrecht og Sean Gade. (Foto: Andreas Graham)

8. Blikfang ’Jeg vil gerne vide’

Fortiden kryber frem fra den inderste bevidstheds gemmer på Blikfangs Drake-influerede ’Jeg vil gerne vide’, hvor selv de lykkeligste minder forvandles til falmet kærlighedssorg. Vi har før skrevet om duoen bestående af rapper Sean Gade og producer David Engelbrecht og hele musikkollektivet Citadel, som de er en del af. Citadel-fællen Hingst udsendte også for nylig en ny single med titlen ’Månelys’.

Hør sangene på Spotify HER (Blikfang) og HER (Hingst).


9. Everything Is Recorded feat. Syd & Sampha ’Show Love’

Det er ikke ligefrem hver dag, at en pladeselskabshøvding slipper tøjlerne for selv at påføre sig et kunstneralias. Ikke desto mindre er det præcis, hvad XL Recordings-bossen Richard Russell orkestrerer med projektet Everything Is Recorded, som nu kaster en køligt soulet Syd- og Sampha-godbid af sig. ’Show Love’ er nyeste skud på stammen fra projektet, der tidligere i år resulterede i ep’en ’Close But Not Quite’.


10. Fever Ray ’To the Moon and Back’

Efter en række mystiske vignetter på sociale medier står Karin Dreijer omsider klar med sin første originale single som Fever Ray siden 2009. ’To the Moon and Back’ popper frenetisk rundt i et lysere synthpop-univers end Fever Rays dunkle debutalbum, men det kan måske være svært at høre, hvis man tager et kig på singlens mildest talt bizarre billedside. Det vides endnu ikke, hvorvidt nummeret løber forud for et kommende album.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.

Læs også: Her er seks helt nye album, du skal høre i dag – bl.a. Jessie Ware og Krept & Konan