Torres’ kantede guitarriff minder om St. Vincent, men vægter antydningens kunst over hooklines
I videoen til sangen ’Skim’ fra sit nye, tredje album bevæger Torres, med det borgerlige navn Mackenzie Scott, sig rundt i et hus, mens kvindearme og -ben stikker ud fra døråbninger og dukker frem fra bag møbler. De griber ud efter og befamler sangerinden, der er iført jakkesæt og elektrisk guitar.
Modstillingen mellem Scotts maskuline fremtoning (på et tidspunkt spiller hun sågar guitar på en af de ansigtsløse kvinders ben) og inverteringen af de befamlende subjekters køn, er oplagt at se som en kommentar på kønsroller, der jo ikke er mindre relevant eller presserende i netop en rockmusikkontekst, der traditionelt støder op imod – og udgrænser – det feminine.
Ligesom Scott ikke en eneste gang slipper øjenkontakten med kameraet og dermed beskueren i videoen til ’Skim’, ligeså ufravendt er hun i sin lyrik, hvor hun tematisk kredser om besættelse og begær og de mere eller mindre fastlåste forestillinger, der knytter sig til krop, seksualitet og kønsidentitet.
På ’Three Futures’ fjerner hun sig fra gængse popskabeloner i større grad end på den to år gamle forgænger, ’Sprinter’, hvor sangerinden var mere optaget af struktur og umiddelbarhed.
Denne gang skorter det på forløsende eller berusende omkvæd, til gengæld hersker der en murrende stemning over de ti sange, der netop finder sin spænding i bristepunktet mellem uro og inerti – mellem de stemninger, der ikke just trænger sig på, men nærmest flyder ud, så de opløses som vandfarver i et stort bassin, og de mere knudrede, abrupte stemninger, der river og flår og ikke sådan uden videre giver slip.
Torres har med ’Three Futures’ ikke skabt en ligefrem uforsonlig eller avantgardistisk sangcyklus. Der er tilløb til det støjende og cirkulært kværnende på især albummets afsluttende to skæringer: De kompromisløst utøjlede ’Concrete Ganesha’ og ’To Be Given a Body’ – sidstnævnte titel opsummerer meget godt sangerindens optagethed af krop og køn. Men overordnet er der tale om et forholdsvis inviterende møde mellem elektroniske og (rock)elektriske udladninger.
Grænsefladerne mellem det organiske og det artificielle er i opløsning på lidt samme måde som hos St. Vincent, hvis forvrængede og kantede, men selvbevidste guitarriff, Torres i vid udstrækning lægger sig opad – for eksempel på det glimrende titelnummer, der snildt kunne have været et outtake fra St. Vincents 2011-værk ’Strange Mercy’.
Generelt opsøger Torres dog færre hooklines og færre dynamiske eksplosioner i sin musik end sin mere berømte kollega. Hun stiller sig tilfreds med antydningens kunst, i en grad hvor sangenes potentiale ikke altid bliver foldet ud, men får lov til at stå som tankestreger eller ansatser til et konkret narrativ. I den forstand er ’Three Futures’ et interessant album at fordybe sig i, fordi Torres bestandigt synes at skubbe lytteren fra sig, netop fordi der mangler mere oplagte knager at hænge sangene op på, og så alligevel bevarer en fascinationskraft netop fordi hun tør at lade sangene stå og knitre i deres egne små (lukkede?) kredsløb.
Den kortere, mere aggressivt antændte ’Helen in the Woods’ er en velkommen undtagelse med sin fyrige energi og sit mere bastante omkvæd. En stil, der passer Torres godt, og som hun måske med fordel kunne have gjort mere for at udforske.
Det kan godt være, at hun modsat Annie Clark aka St. Vincent ikke har datet en supermodel (Clark har datet Cara Delevigne) eller arbejdet sammen med en hitsnedker-du jour som Jack Antonoff (som Clark gør på sit næste St. Vincent-album), men Torres har i den grad bukserne på i sit eget projekt.
Jeg er sikker på, at Clark ville klappe i hænderne (eller nøjes med at nikke anerkendende, alt efter hvor konkurrenceminded hun er), hvis hun en sen aftenstund falder over ’Skim’ på i sin iPhone.
Mon ikke netop Clark kan genkende og bifalde budskabet? En kvindelig musikers bøn om at blive set, registreret og vurderet som et kreativt snarere end som et kønnet væsen.
Spørgsmålet er, hvor mange, der vil opfange signalet – for musikken på ’Three Futures’ kommunikerer ikke nær så klart som den visuelle ledsagelse (i form af videoen til ’Skim’).
Kort sagt:
Torres (aka Mackenzie Scott) bevæger sig på sit tredje album længere væk fra det popvenlige spor, der prægede de bedste sange på den stærke forgænger ’Sprinter’. Hendes kantede, distortede guitarriffs minder om St. Vincents, men Torres er mindre tilbøjelig til at kommunikere direkte og bredt end sin mere berømte kollega. Hun foretrækker de murrende, uhåndgribelige stemninger frem for stærke udråbstegn bøjet i neon. Det er der kommet en fascinerende, men også lidt ukonkret lytteoplevelse ud af.