’Vi er et boyband’: Sådan gentænker Brockhampton crew-tanken i hiphop

’Vi er et boyband’: Sådan gentænker Brockhampton crew-tanken i hiphop
Brockhampton.
Det klassiske hiphop-crew er et slæng venner, der er vokset op sammen. Brockhampton er det modsatte: En flok outsidere, der har fundet hinanden gennem internettet og fælles interesser. Er sådanne kollektiver fremtidens hiphop-crews?
’Vi er et boyband’: Sådan gentænker Brockhampton crew-tanken i hiphop
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

Det er ikke hver dag, at en rapper kalder sit crew for et ’boyband’. Det er til gengæld Kevin Abstracts betegnelse for Brockhampton; Abstracts kunstnerkollektiv, der består af rappere, designere og kunstnere, der har fundet hinanden på internettet.

Denne her skæve og originale gruppering har fanget vores opmærksomhed i en sådan grad, at vi har dedikeret det nye af afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast til kollektivet. Her tager jeg og min medvært, Mads Viktor, en snak om fænomenet med hiphop-skribent for Soundvenue og Brockhampton-ekspert, Denis Kostic.

Vi kom hurtigt frem til, at en af de centrale ting, det her ’boyband’/kollektiv/produktionsselskab rykker ved, er selve ideen om, hvordan et hiphop-crew skal se ud og fungere. Hvad sker der, når et hiphop-crew pludselig bliver til et ’boyband’ med tværfaglige evner, hvor medlemmerne har fundet hinanden via digitale kanaler?

Det klassiske hiphop-crew

I den klassiske hiphopfortælling har rapperen nærmest en tjekliste over ting, han skal gøre, når han slår igennem og får fingrene i de store penge. Mor skal have et hus, familien skal forsørges – og så skal alle vennerne selvfølgelig også med på vognen. Derfor har så mange rappere også altid haft et stort vedhæng af rappere af ofte tvivlsomt talent omkring sig: Det var nærmest deres ansvar, at vennerne også slog igennem.

Nogle gange var man heldig. Barndomsvennerne Mase, Cam’ron og Jim Jones var alle sammen karismatiske personligheder, og vennegruppen fra Staten Island, der blev til Wu-Tang Clan, var også en exceptionelt karismatisk flok. Men oftest har en god rappers crew været et sammensurium af venner og hang arounds, som man var nødt til at leve med. (Der er vist ikke mange, der savner 2Pacs Outlawz-crew, Eminems gruppe D12 eller Nas’ The Bravehearts.)

Den crew-tankegang har ændret sig hos en række af de seneste grupper, der er brudt igennem. Blandt andet Odd Future og ASAP Mob har nytænkt crew-formatet som en slags kreativt kunstnerkollektiv, mens ’boybandet’ Brockhampton nærmest har revolutioneret hele konceptet – de er nemlig en flok internet-bekendtskaber, der har slået sig sammen i den virkelige verden, hvor de nu bor i et slags kunstnerkollegie. Hvordan ændrer de hiphoppens crew-koncept?

Kevin Abstract til Tyler, The Creators Camp Flog Gnaw Carnival i 2016. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Annonce

Fra crew til boyband

Der er et par grundlæggende træk, der adskiller nutidens grupper fra det klassiske hiphop-crew: De mødes på nettet (og ikke på gaden), medlemmer kan operere inden for mange genrer eller felter, og de har progressive værdier.

For at starte med førstnævnte: Ja, det er efterhånden en gammel åbenbaring, at hiphoppens nye stjerner fødes på nettet. De to største sange på den amerikanske hitliste er lavet af artister, der enten begyndte som internet-fænomener (Cardi B), blev ufrivilligt meme-ificeret (Post Malone) eller har brugt et meme som album- og turnétitel (21 Savage og ’Issa’-memet.) Men Brockhampton er det første større act, hvis medlemmer decideret har mødt hinanden på et internetforum.

Og det er ikke hvilket som helst forum. KanyeToThe er oprindeligt et Kanye West-fanforum, men har de seneste år været en ekstremt livlig legeplads, der især favoriserer rappere, der går en smule skævt af mainstreamen – undergrundshelten Chief Keef er stor her, og det samme er den oprindelige emo-rapper Kid Cudi. Derfor er det heller ikke overraskende, at en gruppe outsider-skikkelser med unik æstetik mødtes netop her. ASAP Mob og Odd Future er også store på KanyeToThe, og de er samtidig forløbere inden for hiphop-crews, der i ligeså høj grad er internetfænomener som lokalt forankrede grupper.

ASAP Mob, Odd Future og det moderne crew-ideal

ASAP-holdet orienterede sig stilistisk via ASAP Yams blog, der lagde dagsordenen for crewets lyd. Odd Future derimod havde sin egen hjemmeside, der fungerede som et slags manifest i permanent udvikling.

På samme måde var diversitet, musikalsk flersidighed og progressive holdninger allerede begyndt at sive ind hos både ASAP-crewet og Odd Future. Rocky talte om, at han var vegetar og udfordrede de maskuline normer ved at kalde sig ’pretty motherfucker’.

Odd Future var ekstremt homofobiske ved første øjekast, men de udfarende angreb fra det unge skater-crew fra Los Angeles virker nu mere som choktaktikker mod, hvad gruppen omkring Tyler, The Creator opfattede som politisk korrekthed – eller som voksnes rynkede næser.

I virkeligheden var Odd Future fra start af præget af ekstremt mange strømninger – som blandt andet Frank Ocean og The Internets sofistikerede r’n’b og Earl Sweatshirts eftertænksomme stoner-rap. Også Tylers seneste udgivelser er både sårbare og nuancerede – og senest er han endda (delvist) sprunget ud af skabet som bi- eller homoseksuel.

De to crews virkede i høj grad som ret klassiske hiphop-crews, der prøvede at finde frem til noget nyt. ASAP Mob var fra New York og Odd Future var fra Los Angeles – to af de byer med mest hiphophistorie i verden. Det var fascinerende at se dem finde vej mod en mere progressiv og flersidig version af det klassiske hiphopkollektiv. Og det er fascinerende at se Brockhampton tage udviklingen skridtet videre.

Hiphop-crewet 2.0

Hos Brockhampton er den geografiske forbindelse løsrevet. Crewet accentuerer samtidig deres flersidighed og lægger ikke skjul på sin progressivitet. Frontmand Kevin Abstract rapper åbent om homoseksualitet, der er rappere fra mange baggrunde og racer, og visse af medlemmerne har intet med musik at gøre – der er også plads til kunstnere og designere i det her crew.

På mange måder har de afsluttet de nytænkende ideer, der kom frem gennem ASAP Mob og Odd Future og derved bevæget ideen om et hiphop-crew langt væk fra dets oprindelige betydning. Det her er ikke en bunke barndomsvenner, der vil klare den som rappere, men et kollektiv af unge, kreative folk, der har fundet hinanden gennem internettet.

Brockhampton er samtidig også den måske første hiphopgruppe, der går fra at fungere gennem eksklusion (os-mod-dem) til at være inkluderende – det handler om at rumme alle forskelligheder, som ugens Standard-gæst Denis Kostic også har forklaret i en tidligere artikel her på sitet.

Der er en omvæltning i gang med Brockhampton.

Men én ting har ikke ændret sig fra den helt grundlæggende crew-idé: Brockhampton ser sig stadig som en familie, der er der for hinanden uanset hvad. De er stadig en gruppe outsidere, der vil frem i verden. Loyalitet og støtte er stadig grundstenene. Så meget har crew-konceptet trods alt heller ikke ændret sig.

Hør det nye afsnit af Standard om Brockhampton via iTunes HER.