Alex Cameron på Ideal Bar: En croonende entertainer i øjenhøjde med publikum

Alex Cameron på Ideal Bar: En croonende entertainer i øjenhøjde med publikum
Alex Cameron på Ideal Bar.
Foto: Kristian Gade
Alex Cameron på Ideal Bar: En croonende entertainer i øjenhøjde med publikum
5 6
Alex Cameron

Koncert, Ideal Bar

Setliste

Happy Ending
Real Bad Lookin'
The Comeback
Candy May
The Chihuahua
True Lies
Runnin' Outta Luck
Stranger’s Kiss
Take Care of Business
Marlon Brando
Politics of Love

I Alex Camerons sangbuket blomstrer en række underfundige skæbner. Den australske synthpop-crooner anskuer og beretter om verden gennem disse karakterer, og i Ideal Bar blev vi blandt andet præsenteret for ham, der føler sig som den overvægtige, diabetesramte Hollywoodstjerne i ‘Marlon Brando’, samt den sørgelige internet warrior i ’True Lies’, der jagter online-kærligheden velvidende, at det nok er »some Nigerian guy« på den anden side.

Men ligeså interessant og vigtigt var det, at man også kom bagom Camerons fascination for disse lettere patetiske arketyper og lærte ham selv bedre at kende. Varmt og imødekommende delte en veloplagt og snakkelysten hovedperson gavmildt ud af anekdoteposen og forklarede baggrunde og kontekster for sine sange – både fra livet på landevejen og kærlighedens genvordigheder. Det foregik oftest i en jovial ping-pong med det saxofonspillende sidekick Roy Molloy, hvor man tydeligt fornemmede kemien mellem de to selvproklamerede ‘online cowboys in the wild west days of the world wide web’.

Saxofonisten gav repertoiret den helt rette dosis af kælne og velplacerede partier i blandt andet ‘Happy Ending’ og holdt sig da heller ikke tilbage for et par jokes på scenen, hvor han for eksempel anmeldte sin stol til karakteren 4/5 stjerner.

De resterende musikere gjorde også ganske fin figur. Den kvindelige keyboardspiller tog sig af Angel Olsens vers i ‘Stranger’s Kiss’ og formåede hertil at balancere en kop te i den ene hånd, mens hun leverede de svulmende synthmelodier med den anden. Endelig skal der lyde applaus til Camerons trommeslager, som var et stort aktiv for, hvorfor man blev draget ind i liveoplevelsen med subtile, men virkningsfulde detaljer på hi-hat i ‘Candy May’ og tam’erne i ‘Marlon Brando’.

Men hovedfokus lå naturligvis på manden i midten, som havde svaj i hofterne og croon i stemmen på ‘Take Care of Business’ og selv greb den akustiske guitar, når de fortællende sange skulle have ekstra pondus under for eksempel ‘Running Outta Luck’, der ansporede til herlig fællessang.

Koncerten havde været udsolgt længe, og Camerons popularitet var tydelig – også hinsides Ideal Bars lokale, idet han underfundigt bemærkede folk, der stod udenfor på gaden og således tog gratis del i seancen, omend det kun var på kiggeniveau.

Indenfor var man blandt de heldige, som på denne kolde novemberaften fik varmen i selskab med en veloplagt artist, der ganske vist synger om triste fortællinger og drages af skæve eksistenser, men som på sympatisk og imødekommende vis mødte sit publikum i øjenhøjde, så vi også kom lidt nærmere på, hvem Alex Cameron selv er for en størrelse.

Læs anmeldelse: Alex Cameron ‘Forced Witness’