Bullys autentiske ‘Losing’ svælger i følelsernes vold

Bullys autentiske ‘Losing’ svælger i følelsernes vold
Alicia Bognanno.
Foto: Alysse Gafkjen
Bullys autentiske ‘Losing’ svælger i følelsernes vold - Losing
4 6
Bully
'Losing'

Album, Sub Pop

Tennesseeanske Bully trækker umiskendeligt store veksler på 90’ernes amerikanske alternative rockscene – helt ned til detaljer såsom, at de (selvfølgelig) udkommer på grunge-højborgen Sub Pop, og at Alicia Bognanno, primus motor, guitarist og forsanger, har stået i lære hos selveste Steve Albini og har indspillet og produceret albumtoeren ’Losing’ helt selv i hans legendariske Electrical Audio-studie i Chicago. Opskriften er tried-and-true firemands-(m/k) rock med to guitarer, bas, trommer og ikke mange flere dikkedarer.

Men hvad Bognanno og hendes band ikke besidder i umiddelbar musikalsk originalitet, gør hun op for med autenticitet i spandevis. Som albummet skrider frem, er man som lytter aldrig i tvivl om, at emnerne, Bognanno synger om, rent faktisk er dybt autobiografiske, og at alle de bittersøde sindstilstande, numrene driver af – indifferens, begær, vrede, kærlighed – allesammen er indrømmelser fra hendes personlige dagbog.

Koblet med den stilsikre levering af loud-quiet-loud-formlen og surt-med-sødt-kontrasterne mellem Bognannos skiftevis fine, ømme og råhjertet skrålende vokaler samt guitarernes velgørende skærveknuseri, burde ‘Losing’ måske snarere hedde ‘Winning’. Det er i hvert fald opskriften på et album, der, om ikke kanaliserer rendyrket riot grrrl-vrede, så fint kan holde til at svælge i følelsernes vold.

Der lægges nemlig nærmest umenneskeligt stærkt fra land med en lige højre, et jab og en opfølgende knockout med de ligeligt potente ‘Feel the Same’, ‘Kills to be Resistant’ og ‘Running’, som i sekventiel orden tackler breakup, forelskelse og fortrydelse på forrygende vis.

Albummets ømme punkt er dets bug midtpå, hvor et par lidt for tilforladelige sange ikke helt besidder det raseri, som klæder Bully bedst, nemlig trekløveret ‘Seeing It’, ‘Guess There’ og ‘Blame’. Det ville være synd at kalde dem decideret filler, men det er omvendt heller ikke disse numre, der driver albummet.

Heldigvis vender biddet tilbage stille og roligt med ‘Not the Way’, ‘Sprial’ og ‘Either Way’ som en næsten lige så stærk tretrins-raket som indledningen, og man tager sig selv i at råbe med på Bognannos krigshyl på det førstnævnte nummer. Nej, Bully opfinder ingen dybe tallerkner med ‘Losing’, men det er evigt forfriskende at høre nogen på alkymistisk vis omdanne sine følelser så effektivt om til rent, ufortyndet fyr-den-af-brændstof.


Kort sagt
Tenneseeanske Alicia Bognanno kanaliserer med sit band Bully sin dagbog ud i konventionel firemands-rock, der trækker store veksler på 90’ernes amerikanske, alternative rockscene. Det er ikke den dybe tallerken, men autenticiteten og det, at man som lytter kan mærke, at hendes tekster er autobiografiske, er fine ingredienser i opskriften på et album, der på meget vellykket vis svælger i følelsernes vold.