Chance the Rapper disser respektløse Soundcloud-rappere i ‘SNL’-sketch

Chance The Rapper blev i februar kåret som årets bedste nye kunstner til Grammy-uddelingen i USA, men nu – ikke engang otte måneder senere – virker hiphopscenen til at være fuldstændig overtaget af Soundcloud-rappere, der anser Chance for at være et old school-fortidslevn.

Den kuriøsitet brugte Chance the Rapper blandt andet sin første – og meget vellykkede – værtstjans hos ‘Saturday Night Live’ til at udstille i den spoof-dokumentariske sketch herover, hvor Chance, Kenan Thompson og Chris Redd udgør det mavesure Soul Crush Crew fra 70’erne. De er tydeligvis frustrerede over, at nutidens kunstnere som Lil Doo Doo (Pete Davidson) ikke giver dem, den respekt de fortjener for deres utroligt meningsfulde tekster, ikke-gøglede outfits og crack-forherligelse. Nummeret ‘Doodie Gang’ og kniven i panden taget i betragtning, er det helt legitimt for Lil Pump og 21 Savage at føle sig truffet.

Både Questlove og Common giver også deres besyv med – selvom de ikke ligefrem bakker op om Soul Crush Crew.

Men det var ikke den eneste retro-fikserede sketch Chance the Rapper leverede. Med rnb-trioen De-Von-Tré tog han publikum tilbage til fløde-90’ernes Boyz II Men-herredømme og tiggede Barack Obama om at komme tilbage. Chance er i sandhed én af de få tilbageværende old school-rappere.

Læs også: Chance The Rapper tigger Obama om at komme tilbage i øm Boyz II Men-parodi hos ‘SNL’