Destroyers feel-good-tungsind var fornøjeligt i Lille Vega, men har Dan Bejar toppet?

Destroyers feel-good-tungsind var fornøjeligt i Lille Vega, men har Dan Bejar toppet?
Arkiv: Destroyer på Roskilde Festival, 2016
Foto: Peter Witt/Soundvenue
4 6
Destroyer

Koncert, Lille Vega

Dan Bejar kom stavrende ind med to øl i hånden og begyndte at kæmpe sig vej igennem åbneren ’Sky’s Grey’ fra sit nye album ’Ken’, mens han støttede sig til mikrofonstativet, som var det en stok, han var ved at falde sammen over. Alt var altså som det plejede med den indadvendte genrekamelæon.

Mange af de nye sange indeholder lyriske rædselsbilleder med et lys for enden af tunnelen – en naiv optimisme. Og med lukkede øjne og dybfølt croon virkede Bejar mere som jeg’et, der observerede linjerne »The groom’s in the gutter / and the bride just pissed herself« end det optimistiske jeg, der insisterende gentog »I’ve been working on the new Oliver Twist«.

Sådan fortsatte det meste af aftenen i Lille Vega. Den spansk-canadiske hovedperson gjorde næsten intet for at interagere med sit publikum udover at føle sine sange inderligt – hvilket han til gengæld gjorde.

Mens de syv backingmedlemmer for eksempel spillede røven ud af bukserne på en stærk, støjet version af den ældre ’European Oils’, lod Bejar sig (endnu en gang) falde på knæ i de instrumentale bidder, hvor han tyede til flasken. Det var et performancestudie i at lade musikken tale for sig selv.

Lykkedes det så? Med otte sange fra ’Ken’ blev det nye album også det mest definerende for aftenen og gengav netop den lytteoplevelse: Ganske fornøjelig med spændende, balancerede og adspredte musikalske ideer samt lyrisk ironiske godbidder, dog uden at nå Destroyers fokuserede topniveau.

Topniveauet blev man imidlertid mindet om, da en effekttung, avantgardistisk trompetsolo uden akkompagnement tog sig tid til at bryde med flowet i koncerten for derefter at glide over i den fantastiske ’Suicide Demo For Kara Walker’. Et højdepunkt fra ’Kaputt’-albummet, der skar fuldstændig igennem de ellers fine sange fra ‘Poison Season’ og ’Ken’.

Med ekstranummeret ’Bay of Pigs’ blev den følelse igen bragt i spil, hvilket sendte publikum hjem fra en fin koncert i Folkets Hus med en balanceret, forholdsvis lang sætliste og et vellydende band. Men koncerten efterlod også et uomgængeligt og rungende spørgsmål: Har Destroyer toppet med mesterværket ’Kaputt’?