First Listen: Vores førstehåndsindtryk af Taylor Swifts ‘Reputation’ – sang for sang

First Listen: Vores førstehåndsindtryk af Taylor Swifts ‘Reputation’ – sang for sang
Taylor Swift.
Rap, Max Martin, autotune, Jack Antonoffs patenterede lyd og masser af store popomkvæd. Vi har lyttet til Taylor Swifts nye album ‘Reputation’ hele morgenen og giver dig her en lyngennemgang – track for track.

1. ‘…Ready For It?’

Nummeret har være ude i noget tid nu, så der er ikke rigtigt tale om et førstehåndsindtryk. Men…

‘…Ready For It?’ er et bombastisk popnummer med trap-hurtig hi-hat, en insisterende, distortet bas, en EDM-agtig bro og en halvrappende Taylor. Fungerer det? Hmm. Omkvædet er et højdepunkt, mens versene ikke er superoverbevisende.

Nummeret fungerer dog på en lidt corny måde som åbningsnummer. Det er lidt over-the-top at åbne et album med en sang, der hedder ‘…Ready For It?’, men man kommer altså i gear, når Swift synger: »Baby let the games begin« og »Are you ready for it?«

‘Reputation’ er skudt i gang. Er vi ready for it? Klart.


2. ‘End Game’ feat. Future og Ed Sheeran

Taylor Swift, der rapper i dobbelttempo. Taylor Swift, der rapper med autotune.

Ja, ’End Game’ er noget helt specielt og også det nummer, som internettet har talt mest om op til udgivelsen af ’Reputation’ grundet de to ret så forskellige gæster.

Taylor Swift synger i omkvædet om, hvordan hun vil være førsteprioritet og bare komme i gang på trods af konsekvenserne, og det er faktisk de to mænd, der fyrer deres vers af, inden hovedpersonen selv nupper det tredje.

Ed Sheeran som rapper har aldrig været en god ting, men i sådan helt overordnet forstand – på trods af og i samspil med de mange WTF-faktorer – så er ’End Game’ faktisk er ret herligt og solskoldet hiphopnummer med fuldfede trommer og briselette synths.


3. ‘I Did Something Bad’

Mere autotune, en bouncy bas med masser af sidechain og lyden af pistolskud. ‘I Did Something’ er en stor mundfuld.

Taylor synger om, at hun er supertræt af mænder ‘who talks shit’, og det er en sang, der går i kødet på det ry, hun er lidt træt af. Hun synger endda om, hvordan hun føler sig som en del af en heksejagt.

Attituden fejler ikke noget på ‘I Did Something Bad’, men pistolskuddene og post-chorus’ets »ra-ta-ta-ta-ta-ta-death-trap«-hook er lidt sært.


4. ‘Don’t Blame Me’

Kærlighed er Swiftens drug, og hun vil være user resten af livet. Så er temaet i ’Don’t Blame Me’ ligesom på plads. »Lord Save me!«, synger hun. Ja ja, elsk du bare.

Det er lidt melodramatisk, men det lidt Lorde-agtige mellemtempo-nummer fungerer nu ganske udmærket. Synthtungt og mestendels elektronisk med et lidt dovent pre-chorus, men omkvædet kommer virkelig brusende. Ikke lige en single, men et fint albumtrack uden for mange dikkedarer. Det er det, Max Martin og Shellback bare kan.


5. ‘Delicate’

Wow –  Imogen Heaps autotune-slager ‘Hide And Seek’ er det første, der falder én ind, når man hører åbningen til ‘Delicate’. Og så er der derefter dømt calypso-beat, som man kender det fra blandt andet Justin Biebers ‘Sorry’ eller Drakes ‘One Dance’. Senere bliver beatet tilsat en stram lilletromme, der ændrer nummerets karakter lidt.

Det vilde kor fra introen går igen på hele nummeret, og det fungerer virkelig. Det er nok det første nummer på ‘Reputation’, hvor man møder en sårbar Swift, der rørende synger: »My reputation’s never been worse, so
you must like me for me«. Albummets foreløbige højdepunkt.


6. ‘Look What You Made Me Do’

Førstesinglen, der skulle meddele, at den gamle Taylor Swift var død, høstede en del skepsis og løftede øjenbryn. Som enestående single var den en kamel at sluge. Ingen catchy popfraser og en ret mystisk produktion generelt med et stramt beat og Swifts nye catch-phrase i titlen.

Så spørgsmålet her er, om den fungerer bedre i ‘Reputation’-regi? Næh… Vi har lige hørt den virkelig fine ‘Delicate’ med en følsom og sårbar Swift. Så det her føles lidt som en afbrydelse af noget, der ellers var ved at blive virkelig godt.


7. ‘So It Goes…’

Et nummer, der udelukkende lever for omkvædet. Og det er der jo som sådan ikke noget galt med i popland. Men verset her er altså ret kedeligt, hvilket trap-trommerne og de storladne action-synths i omkvædet ikke rigtigt kan skjule.

Annonce

8. ‘Gorgeous’

Nok den første sang, Swift har skrevet om utroskab. ‘Gorgeous’ er tredjesinglen fra ‘Reputation’, og udover det ret promiskuøse teksttema, er sangen sødere end sød. Det er endda en babystemme, der åbner nummeret. På mange måder minder nummeret om Swifts velkendte poppede lyd, men på en lidt skør, lillepigefnisende-agtig måde.
Det virker lidt akavet, når det kommer efter ‘So It Goes…’, der bød på en mere dirty Swift i sangens tekst.


9. ‘Getaway Car’

Igen møder vi det stramme autotune-kor, som man første gang hørte på ‘Delicate’. Swift synger ret anderledes på det her nummer – mindre poleret og mere excentrisk, end hvad vi har hørt før.

Hvis man var en af dem, der elskede ‘Style’ og ‘Out of the Woods’ fra ‘1989’, bliver ‘Getaway Car’ den helt nye store Taylor-forelskelse. Det er en euforisk popballade, der skal spilles på landevejen med ruderne rullet helt ned.

Og nummeret modulerer! Det er ikke sket i en Taylor Swift-sang siden ‘Love Story’. Fantastisk.


10. ‘King of My Heart’

Her er Swift igen på sin autotune-ting, og hele omkvædet er sådan set sovset ind i den forvrængende effekt.

’King of My Heart’ er faktisk en ret forvirrende sang, sådan lidt usammenhængende. Verset er relativt tilbagelænet, kaotiske trommer buldrer i pre-chorus, og så kommer det her autotune-tunge omkvæd. Det er lidt en treretters menu, som stritter i for mange retninger.


11. ‘Dancing With Out Hands Tied’

En anden lyd, end vi har hørt før. Nummeret har et beat med masser af fremdrift, fyldig og lidt ‘Stranger Things’-agtig synth og en melodi, der skiller sig ud fra de forrige numre – hovedsageligt takket været de hakkende trommer.

Man når lige at frygte, at omkvædet går over i en overgearet drum’n’bass-ting, men i stedet for er omkvædet i halvt tempo med EDM-store synthdrops.


12. ‘Dress’

’Dress’ er lavet af Swift og Jack Antonoff, og man mærker det tydeligt i den minimalistiske poplyd, som er lidt ’Melodrama’-agtig (Antonoff lavede det meste af albummet sammen med Lorde).

Det er dog ikke et nummer, som vil særligt meget, og det lyder som noget, de begge ville kunne lave i søvne.


13. ‘This Is Why We Can’t Have Nice Things’

Er det her et Kanye diss-track?

Strygerne minder om dem, vi hørte på ‘Look What You Made Me Do’, som vist nok var rettet mod Kanye. I hvert fald synger hun igen om en, hun ikke kan holde sig gode venner med. Et lidt skørt track efter en række lidt mere rolige kærlighedsballader.


14. ‘Call It What You Want’

Da denne single udkom for præcis en uge siden, kunne man drage et lettelsens suk. For i modsætning til de forrige singler blev man overbevist efter blot én gennemlytning – ‘Call It What You Want’ er bare et virkelig godt popnummer. Det er følsomt og lækkert arrangeret, og man kan virkelig høre på melodien og Swifts stemmeføring, at Jack Antonoff har været inde over her.

Nummeret leder igen tankerne hen på Lordes ‘Melodrama’, og på det her nummer virker det også som om, at al PR og iscenesættelse af ‘den nye Taylor Swift’ er blevet lagt lidt til side.


15. ‘New Year’s Day’

Efter en hel plade med mestendels store, brusende popomkvæd, er det faktisk rigtig rart at slutte helt nede i tempo. Et klaver og så Taylor Swift, der synger om dagen efter festen – minderne, Polaroid-billeder på gulvet og selvfølgelig kærligheden, som ved nytår altid lige får et granskende kig.

En øm og værdig afslutning på ’Reputation’, som dog ikke når ‘1989’ til sokkeholderne. I hvert fald ikke efter de første par afspilninger.

Læs også: Taylor Swift er blevet mindre likeable – men mere troværdig