Her er ugens seks fedeste fester – Love Hangover, Red Bull-rave og K-phax

Her er ugens seks fedeste fester – Love Hangover, Red Bull-rave og K-phax
Foto: Victor Jones/Soundvenue
Vi guider som altid til de bedste festtilbud i nattelivet.

Torsdagsfest på Jolene
På Jolene er hver torsdag en festdag, når Manna fyrer op under lille fredag med livemusik og dj’s. I denne ombæring kan man opleve det skæve popband Ecstasy in Order, der for tiden arbejder på musik til en ny udgivelse, i levende live, mens Mikkel Okine og Mannas egen Dee Brown vender plader resten af aftenen.

Manna Live: Ecstasy in Order
Torsdag den 23.november
Jolene
Læs mere om festen på Facebook


Vice fejrer nyt magasin på Ideal Bar
I ’The Music Issue’ sætter Vice spot på dansk musik, og det nye magasin fejres fredag med releasefest på Ideal Bar. Meget passende byder aftenens program på masser af hjemlige talenter.

Der er således både koncerter med den engelsksprogede tyggegummirapper K-Phax og Ecstasy in Order (igen!) og Anders Boserup, der begge er tilknyttet musikerkollektivet Vellness Plader. Derudover kan man finde Ena Cosovic og Chanel Bigum bag pulten i selskab med franske Alexandre Papatheodorou.

Vice præsenterer ‘The Music Issue’
Fredag den 24. novembe
Ideal Bar
Læs mere om festen på Facebook


Red Bull Music Academy indtager Boxen
Næste år fejrer Red Bull Music Academy 20-års jubilæum, og i den anledning rykker akademiet for talenter inden for elektronisk musik tilbage til ’fødebyen’ Berlin. I Danmark fejres begivenheden allerede i denne weekend, hvor Red Bull Music Academy rykker ind på Culture Box med et ekstremt solidt line af house- og techno-dj’s.

Den legendariske tysker Superpitcher er aftenens utvivlsomme hovednavn, men han bakkes op af stærke danske navne som Kasper Bjørke og Kasper Marott, mens også islandske Sexy Lazer er på plakaten.

Red Bull Music Academy Club Night
Fredag den 24. november
Culture Box
Læs mere om festen på Facebook

Annonce

Tysk techno på Grønttorvet
Et andet godt bud på tysk rave-stemning kommer fra Et Andet Sted på Grønttorvet. Her kan man fredag opleve to tyske techno-acts i skikkelse af Tiefschwarz og Sierra Sam, begge med flere årtiers erfaring, mens danske M€RCY står for opvarmningen. Obligatorisk gæsteliste på Etandetsted.com.

Et Andet Sted: Souvenir Label Night
Fredag den 24. november
Grønttorvet
Læs mere om festen på Facebook


Wavy langer beats over disken
For nylig blev klubkonceptet Wavy forfremmet til en fast månedsklub på Rusts mainfloor, hvor skibet er ladet med cremen af kontemporær amerikansk hiphop og r’n’b. Forvent derfor floorfillers fra navne som Future, Migos, Travis Scott, Drake og The Weeknd, når Lisa Forsmark, Emil Bagger, Sajaan og Natasja Califano står bag pulten.

Wavy
Lørdag den 25. november
Rust
Læs mere om festen på Facebook


Love Hangover spreder disco-kærlighed
Efter at have huseret på forskellige locations har Love Hangover-crewet fundet et fast månedligt helle i Vega, hvor deres fetich for groovy og ofte obskure 70’er-disco-tracks er blevet lidt af et tilløbsstykke. Lørdag er det tid igen, og aftenens soundtrack leveres af Steen Kong, Karsten Loud og Anders Midtgaard.

Love Hangover – An Autumn Affair
Lørdag den 25. oktober
Ideal Bar
Læs mere om festen på Facebook