Jaden Smiths debutalbum er et kunstnerisk ingenmandsland

Jaden Smiths debutalbum er et kunstnerisk ingenmandsland
Jaden Smith.
Jaden Smiths debutalbum er et kunstnerisk ingenmandsland - Syre
3 6
Jaden Smith
'Syre'

Album, Sony

Der hersker ingen tvivl om, at blåt Hollywood-blod strømmer i Jaden Smiths årer. Will og Jada Pinkett Smiths førstefødte har i en alder af bare 19 år flere filmroller på samvittigheden, og så har han den der excentriske opførsel, der næsten kun er en kunstner værdig. I hans tidligere teenageår manifesterede det sig blandt andet i oceaner af pseudofilosofiske nonsens-tweets.

Så det var forventet, at Jaden med ’Syre’ nu albumdebuterer som rapper. Musikken har, ligesom film- og modeverdenen, ligget i kortene for ham i årevis. Vi snakker om en gut, der som en besat tjekker alle underholdningsbrancherne af på cv’et.

Forventning er dog ikke altid lig med kvalitet, for ’Syre’ er et overgjort virvar af halvbagte og genbrugte ideer, der næsten får én til at savne den yngre Jadens sofistiske munddiarré på Twitter. Selv om han dengang indiskutabelt prøvede for hårdt, var hensigten i det mindste at fremstå særegen. På ’Syre’ er anken modsat, at han hævet over enhver tvivl bøffer ideer fra etablerede rappere og jokker rundt i et kunstnerisk ingenmandsland.

De soleklare imitationer indebærer ’Watch Me’, hvis marching-band-trommer og rå vibe peger tydeligt i retning af både Kanye Wests ’Black Skinhead’ og Kid Cudis ’Surfin’, og ’Batman’, hvis Batman-gentagelser utvivlsomt slår mønt på hooket i Drake og Futures trap-mastodont ’Jumpman’. Af mindre åbenlyse kopier er der ’U’, hvor autotunen kolliderer så karakteristisk med den tonstunge Mike Dean-agtige synth, at Travis Scott næsten kunne lægge sag an.

Det hjælper ikke på det, at Jadens tekstlige færdigheder ikke når fordum Twitter-tiders sindrigdom til sokkeholderne. Lyrikken kører i ring: På ’Icon’ såvel som ’Hope’ proklamerer han, at konkurrenters vers lyder som »dirty dishes« (what?), og det samme gælder de regelmæssige Tesla-shoutouts, som er go-to-finten på både ’L’, ’Batman’ og ’Rapper’.

Annonce

Når han endelig vover sig ud i ordspil på eksempelvis ’U’, tyr han til grøntsagshomofoner, der ikke fuldender meningscirklen: »Man, I’m artichokin’, man, I’m artichokin’ / I can’t breathe, that’s the art of chokin’«.

Og så er der flowet. Det kan lige så godt påtales i ental, da Jaden stort set tonser sig gennem hvert nummer med samme højoktane levering, ligegyldigt om beatet ansporer det eller ej. Det er ikke fordi, han er off beat – der skal lyde et cadeau for at have mestret staccato-tempoet – men man bliver rundtosset af at høre på one-trick-ponyens verbale V8-motor gennem 17 numre. I vel over en time.

Derudover forvilder selv de kortere af skæringerne sig ud i tvivlsomme beat-switches (ofte to-tre af gangen, jeg har ikke længere tal på det), der mere agerer irritationsmomenter end meningsfuld sekvensering. Særligt den neo-soulede, næsten otte minutter lange ’Ninety’ er et pragteksempel, hvor Jaden gjalder sig gennem tre vers og derefter faktisk rapper røven ud af bukserne i anden akt, blot for abrupt at spise lytteren af med et antiklimatisk »Miss one text, she gets pi- / fuck this, not recording anymore…«. Hvorfor kvæle sit eget momentum?

At Jaden har hovedet så langt oppe i egen røv er spild af talent. Som adskilte komponenter er flere af beatsene ganske habile kompositioner, men med hovedpersonens kunstlede tornadohjerne degraderes de til et inkompatibelt maskineri loddet sammen på må og få. Under hele rodebutikken ligger i øvrigt en slags handling begravet så dybt og gådefuldt, at den lige så vel kunne være skrevet med hieroglyffer.

Intet er dog så slemt, at det ikke er godt for noget. Som ’Syre’ lakker mod enden, begynder de ’gode’ ideer at slippe op, hvilket frigør plads til mere mundrette og simple bidder som den sfæriske r’n’b-ode ’Fallen’, hvor Jaden kender sin vokals begrænsninger og ikke gør de helt store armbevægelser som på resten af pladen. I det hele taget virker sidste del af albummet mere ligetil, men det ændrer næppe på, at hans debutalbum er en kvasi-intellektuel omgang ruskomsnusk.


Kort fortalt:
Jaden Smiths pseudofilosofiske debutalbum fortsætter i samme bane som hans tidligere teenageårs notoriske munddiarré på Twitter, bare med mindre idérigdom. Den debuterende rapper vælter rundt i et kunstnerisk ingenmandsland af mere eller mindre bøffede ideer fra toppen af hiphopverdenen, mens selve udførslen halter gevaldigt med tvivlsomme beat-switches og en utydelig, underliggende handling.