Julien Baker pakker sin inderlighed ind, så det næsten føles harmløst

Julien Baker pakker sin inderlighed ind, så det næsten føles harmløst
Julien Baker pakker sin inderlighed ind, så det næsten føles harmløst - Turn Out the Lights
3 6
Julien Baker
'Turn Out the Lights'

Album, Matador/Playground

Den svære toer er som et begreb i kunsten og særdeleshed populærmusikken en udfordring, mange kunstnere kæmper med – især folk, der, som i den tenneseeanske singer/songwriter Julien Bakers tilfælde, er druknet i anmelderroser over en overraskende vellykket debut.

En ofte benyttet opskrift til at tackle problemet er en kontrolleret eventyrlyst: Behold, hvad der fungerede på debuten og vind land ganske forsigtigt, udvid lydpaletten blot en smule, så dit publikum ikke føler, at de bare får mere af det samme. Den formel har givet pote for mange. Men metoden kan også gå hen og blive en hæmsko. I Bakers tilfælde virker det endda som om, den helt ender med at kvæle hendes sange på hendes albumtoer ‘Turn the Lights Out’.

Hvor debuten ‘Sprained Ankle’s kvaliteter i høj grad lå i, at Baker turde indspille det så nøgent og spartansk, som det var tilfældet – hun turde lægge hovedet på blokken og (med en lidt fortærsket anmelderkliché) være hudløst ærlig over for lytteren – så gør den ekstra instrumentering på toeren intet godt for udtrykket.

Dynamikken mellem hendes knoklede, skeletale Telecaster-guitar, hendes stærke vokaler og så selvfølgelig det knugende tomrum omkring de to elementer, drukner ofte. I stedet får man serveret Baker i bredformat-udgaver, hvor hun udover guitaren synger i kor med sig selv og bliver bakket op af forsigtige strygere, undertiden orgel – men alleroftest ordinære mol-klavertoner, så man skulle tro, hun havde forvildet sig ind i studiet til Agnes Obel. Med så spage arrangementer er det næsten komisk at skulle råbe om overproduktion, men det er en nærliggende diagnose at stille. Bevares, ’Sprained Ankle’ havde også overdubs, men intet, der føltes så høfligt og harmløst som dette.

Om ‘Turn the Lights Out’ kunne have været bedre uden alle de ekstra bells’n’whistles, er svært at gisne om. Sangene rammer ikke helt samme niveau som debutens, og indimellem ender de endda med at blive lidt for monomane. Det er som om, de ekstra lag også har skullet dække over, at hun ofte lidt for let falder i de samme riller – at instrumenteringen ender med at blive det ekstra krydderi, der gør, at man som lytter kan differentiere sangene fra hinanden.

Det fungerer bare ikke. I stedet må man plukke lidt i albummet og finde lyspunkterne – for de findes skam, og de cementerer, at Baker vitterligt er en stærk sangskriver, som bare enten har misforstået, hvad det var, der gjorde ‘Sprained Ankle’ magisk, eller er blevet misforstået.

I midten af albummet sidder to fuldtræffere i form af ‘Sour Breath’, hvor det er svært at lægge de små hår på armene ned, når Baker mere og mere intenst repeterer, at »the harder I swim / the faster I sink«, og ‘Televangelist’, hvis billedsprog er ganske originalt, mens ‘Even’ mod slutningen af albummet rammer lidt af den samme æstetik som debuten.

Hendes inderlighed kan man ikke tage fra hende, men inderlighed behøver ingen indpakning.


Kort sagt:
En ofte benyttet opskrift til at tackle den svære toer er en kontrolleret eventyrlyst: Behold, hvad der fungerede på debuten og vind land ganske forsigtigt, udvid lydpaletten blot en smule, så dit publikum ikke føler, at de blot får mere af det samme. Julien Bakers take på den formel ender desværre med, at hun er kommet til at smide den dynamik og skeletale nøgenhed, der rent faktisk var drivkraften på hendes debut ud til fordel for en bredformat-instrumentering med masser af klaver og strygere, og det virker gennemgående misforstået.