Mac DeMarco sætter sin gamle sofa til salg – donerer overskuddet til rocklejr for piger

Mac DeMarco sætter sin gamle sofa til salg – donerer overskuddet til rocklejr for piger
Mac DeMarco i Den Grå Hal. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Mac DeMarcos gamle sofa er nu en af de mange ting, man kan købe på eBay, og for hardcore fans kan sofaen betragtes som lidt af et Mac-relikvie. Det var i netop den sofa, at Mac DeMarco skrev sangene til sit gennembrudsalbum ‘2’.

At dømme ud fra de appellerende billeder af sofaen på eBay, er man ikke i tvivl om, at møblet emmer af ‘Cooking Up Something Good’ og ikke mindst cigaret-oden ‘Ode to Viceroy’. Bogstavelig talt. Sofaen har en god portion patina over sig med store huller og gammelt pudefyld stikkende frem hist og her, der er forsøgt dækket af et noget uhumsk udseende fleecetæppe. Hverken tæppe eller hund medfølger dog, skriver pladeselskabet Artubus Records, der har sat sofaen til salg.

Overskuddet fra sofaen går dog til en god sag og bliver doneret til Rock Camp For Girls Montreal.

I skrivende stund er højeste bud på sofaen 305 dollars, og auktionen lukker på onsdag.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af