Mø udgav for nyligt ep’en ‘When I Was Young’, og i et nyt interview tager hun på en ‘date’ med Vevos Kim Taylor Bennet, hvor de taler om alt mellem himmel og jord – heriblandt også den nye ep.
Særligt går snakken på Møs kærlighedsliv, og hun bliver bedt om at nævne fem ting, der ville få hende til at afvise en fyr. Den vigtigste dealbreaker lader til at være, at han skal kunne lide katte. Derudover bliver der også talt kort om Møs fortid i punkbandet Mor, og om det stadig er vigtigt for hende i dag at være politisk i sin musik.
Da snakken falder på Møs nye ep (som ikke var udkommet, da interviewet blev lavet), fortæller Mø, at ep’en har en overordnet rød tråd, der kanaliserer hendes indre Peter Pan og en manglende lyst til at være voksen og tage ansvar. Et tema man godt kunne fornemme på titelnummeret ‘When I Was Young’ og den tilhørende musikvideo, der er inspireret af et Edvard Munch-maleri.
For nylig har Mø også udgivet singlen ‘Get It Right’ sammen med Diplo.
Læs også: Mø er trådt ud af Diplos EDM-skygge – hendes nye ep føles som en frisk begyndelse.