N.E.R.D.’s comeback overskygges af rappende Rihanna, der ikke giver en fuck

N.E.R.D.’s comeback overskygges af rappende Rihanna, der ikke giver en fuck
Pharrell og Rihanna.
Foto: Christopher Polk/Getty Images for NARAS
Det burde egentlig være spændende nok, at N.E.R.D. med ‘Lemon' har udgivet deres første track i syv år. Men når man inviterer Rihanna med for at rappe i et helt minut, er det selvfølgelig Barbados-sangerindens mikrofon-skills, det hele kommer til at handle om.
N.E.R.D.’s comeback overskygges af rappende Rihanna, der ikke giver en fuck
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

KOMMENTAR Det overraskende er ikke, at Rihanna rapper. Det overraskende er, at hun rapper som hun var feature på en Puff Daddy-sang fra ‘The Saga Continues’-albummet fra 2001.

Popstjernen fra Barbados har tit leget med hiphop-flows. Singler som ‘Pour It Up’ og ‘Bitch Better Have My Money’ nikker til syngende trap-flows fra Atlanta-artister som Future, og senest havde hun en tilbagelænet rap-gæsteoptræden på Kendrick Lamars ‘Loyalty’.

Men på N.E.R.D.’s nye single ‘Lemon’ – gruppens første i syv år – er der ingen moderne sangrap eller afdæmpede flows. Det er rendyrket, gammeldags rap. Ingen autotune, ingen effekter, bare et minimalistisk beat og en cocky vokal.

Når Rihanna rapper »I told you we wont’ stop«, lyder hun nærmest som Puffy selv på et af hans tracks fra cirka 2000, der altid havde beats fra Pharrell og Chad Hugos producerduo The Neptunes og tilbagelænede rapvers.

Produktionen gør sit til at lægge fokus på vokalen. Beatet er ekstremt spartansk: Det er i princippet ‘bare’ tunge 808-trommer og blippende lyde. Lidt som klassiske Neptunes-beats a la Clipses ‘Grindin’’, Snoop Doggs ‘Drop It Like It’s Hot’ eller Puffys ‘Diddy’.

Blot med den forskel, at der her er skruet lidt op for både tempo og variation i beatet – det hele er lidt mere hektisk. Hvor N.E.R.D.-projektet – bestående af Pharrell Williams, Shay Haley og Chad Hugo – før udforskede et rap/rock/funk-lydbillede helt ved siden af Neptunes’ lyd, er det som om, ‘Lemon’ remixer Neptunes-universet på forvrængende vis.

Pharrell har tit gæstet på de numre, han har produceret. Det gik for eksempel ret genialt for sig på ovennævnte ‘Drop It Like It’s Hot’. Men han er bestemt ikke ufejlbarlig. Lad os bare blive enige om at glemme solo-tracket ‘Can I Have It Like That’ med Gwen Stefani fra 2005 og dets tåkrummende punchlines (»Fly like a bird, like Nelly Furtado!)«

Annonce

Hans optræden her er solid, fordi han mest holder sig til sang. Det er Rihanna, alles øjne hviler på.

Hvordan klarer hun sig så?

Først og fremmest: På trods af internettets (og Rihannas gigantiske fanbases) kollektive eufori over det faktum, at hun rapper, er verset mere solidt end decideret strålende. Hun lyder ikke lige så magtfuld og selvsikker som i mere hjemmevante omgivelser a la trap-bangeren ‘Bitch Better Have My Money’. Men hun har stadig to af hiphoppens vigtigste kvaliteter: Umiddelbar genkendelighed i vokalen og nok attitude til at få N.W.A til at droppe sidste bogstav af deres navn.

For mens introduktions-sætningen »I get it how I live it / I live it how I get it« lyder en smule rusten, finder sangerinden, undskyld, rapperen, hurtigt sin stemme. Når hun rapper om at ryge weed ud af vinduet på dyre biler fremstår det autentisk.

Derudover er hun faktisk stærkest, når hun fylder sætninger som »I told you we won’t stop« eller et simpelt, hårdt »It’s Rihanna, nigga« med så meget personlighed, som kun en rappende popstjerne, der ikke giver nogen som helst fucks, kan. På et tidspunkt udbryder hun »this beat tastes like lunch«, og det lyder som noget, Lil Wayne kunne have rappet for ti år siden. (Jep, det er snart ti år siden, Lil Wayne var på sit allerbedste. Men det er en anden historie…)

Det er frem for alt aldrig kedeligt at lytte til Rihanna, og det er klart hendes vokal, der gør ‘Lemon’ til mere end blot endnu et funket, semiinteressant N.E.R.D.-nummer med en Pharrell-vokal, vi føler, vi har hørt ret mange gange før. Derfor er det også svært at sige, hvordan et fremtidigt N.E.R.D.-album kommer til at lyde – for det her nummer er i så høj grad domineret af Rihanna.

Men gæsteartistens store rolle, kombineret med beatets tydelige nik til tidligere Neptunes-produktioner, kunne godt antyde, at N.E.R.D.-universet ikke længere er så klart afgrænset fra Neptunes-udtrykket. Og det giver måske meget god mening. For da Pharrell, Chad Hugo og Shay Haley grundlagde gruppen, var det netop for at have en legeplads ved siden af de populære Neptunes-beats. Nu, hvor produktionsholdet Neptunes ikke i samme grad dominerer hitlisterne, er der måske ingen tvingende grund til at opretholde det skel.

Uanset hvordan albummet kommer til at lyde, står ‘Lemon’ tilbage som en sang, der lever på sine egne præmisser. Med dets oldschool-flows og minimalistiske, eksperimenterende beat føles det som det modsatte af et pophit i 2017.

Men på den anden side – The Neptunes og N.E.R.D. lød jo aldrig som nogens konventionelle idé om hitlistemusik. Så hvem ved? Måske er det netop et skævt, spartansk Neptunes-beat med en straight up rappende Rihanna, der skal til for at toppe hitlisterne.

Læs også: Rihanna får en vej opkaldt efter sig på fødeøen Barbados