Premiere: The New Spring synger til månen på singlen ‘The Moon’

Premiere: The New Spring synger til månen på singlen ‘The Moon’

The New Spring udgiver i februar albummet ‘Wholly Wholly’, og i dag er Bastian Kallesøe på banen med andensinglen ‘The Moon’.

‘The Moon’ er, som titlen antyder, en sang til og om månen, og Bastian Kallesøe fortæller i en pressemeddelelse, at månen altid har fascineret ham: »Jeg har altid været besat af månen, og jeg har skrevet utallige sange til den og om den. Dette er dog den første der kommer på et album. Det meste af, hvad vi tror, vi ved om månen, er løgn. Mennesket har aldrig gået på månen og kommer heller aldrig til det. Månen er lige så langt væk som de fjerneste stjerner, og vi er dømt til at beundre den på afstand og bilde os selv ind at den er tæt på. Derudover er månelys ikke en refleksion af solens lys – lyset kommer faktisk fra en kilde inde i månen«.

Selv om månen på mange måder er omgærdet af mystik, er ‘The Moon’ dog et energisk, udadvendt og popfolket nummer, hvis guitarspil og rytmesektion leder tankerne hen på Paul Simon.

‘Wholly Wholly’ er The New Springs fjerde album og udkommer 2. februar – førstesinglen ‘Gershwin Wakes Up Singing’ udkom i september.