Oplev Andy Serkins Oscar-værdige præstation i 'Abernes planet: Opgøret'

Queens of the Stone Age i Forum: »Det er jo fadølsrock for intelligente mennesker, ikke ligesom Volbeat«

Queens of the Stone Age i Forum: »Det er jo fadølsrock for intelligente mennesker, ikke ligesom Volbeat«
4 6
Queens of the Stone Age

Koncert, Forum

Setliste

If I Had a Tail
Monsters in the Parasol
My God is the Sun
Feet Don't Fail Me
The Way You Used to Do
You Think I Ain't Worth a Dollar, but I Feel Like a Millionaire
No One Knows
Leg of Lamb
Avon
Smooth Sailing
Domesticated Animals
Make It Wit Chu
I Appear Missing
Villains of Circumstance
Little Sister
Sick, Sick, Sick
Go with the Flow
Song for the Dead

»I don’t have any words of wisdom tonight. I just wanna fucking play, dance, get laid and drink«.

Josh Homme indkapslede ganske glimrende essensen af sit band i denne hilsen halvvejs inde i koncerten med Queens of the Stone Age tirsdag aften i Forum.

En koncert, der blev skudt i gang med ‘If I Had a Tail’ og ‘Monsters in the Parasol’, hvor californiernes modus operandi bestående af effektive riff og tunge grooves fremgik tydeligt for selv nye fans. Eller som en koncertgænger bemærkede til stor morskab for sine venner: »Det er jo fadølsrock for intelligente mennesker, ikke ligesom Volbeat«.

Den muntre stemning blandt publikum kunne desværre ikke camouflere, at Forum atter mindede os om sin status som messecenter frem for spillested, og både hittet ‘No One Knows’ og den afdæmpede ‘Villains of Circumstance’ havde ikke optimale arbejdsbetingelser, idet de melodiske nuancer druknede i et lydmæssigt pløre.

Sidstnævnte føltes underligt malplaceret og tegnede sig for et lavpunkt, eftersom Queens of the Stone Age i så høj grad vægtede de medrivende rockbaskere. Det hulemands-kværnende beat i ‘Domesticated Animals’ og ‘You Think I Ain’t Worth a Dollar, but I Feel Like a Millionaire’ med Hommes primalskrig var blandt aftenens højdepunkter i en rockkoncert, der trods sine øjeblikke af katarsis ikke desto mindre fremstod lagt på kuglelejer.

Således var der ingen svinkeærinder, da Homme og co. kværnede sig gennem ‘My God is the Sun’, ‘Feet Don’t Fail Me’ og ‘The Way You Used To Do’. Effektivt, men også en anelse automatpilot-mageligt, hvor musikernes roller virkede nøje indstuderede.

I den forbindelse skal der lyde en bøn til John Theodore, som ellers gjorde en glimrende figur bag tønderne: Konceptet ‘trommesoloer’ hørte hjemme i 70’ernes progrock og gjorde bestemt ikke noget videre godt for førnævnte ‘No One Knows’ og ekstranummeret ‘Song for the Dead’.

Selv om Homme tidligere havde proklameret, at han ingen visdomsord havde, blev vi alligevel trakteret med et længere rant om det utal af tåbeligheder på internettet, han er stødt på, og umiddelbart inden ‘Song for the Dead’ adresserede den temperamentsfulde frontmand pludseligt en sviner til de forreste rækkers tilsyneladende passivitet.

Det kunne virke arrogant, men det ansporede bandet til at give fanden i det veltilrettelagte rockshow i det sidste nummer, der kulminerede med, at Homme kastede guitaren ind i trommesættet og demonstrativt væltede mikrofonstativet, da han forlod scenen. En befriende forløsning, der kastede grus i en ellers velsmurt koncertkarburator.

Læs anmeldelse: Queens of the Stone Age ‘Villains’