Run the Jewels tævede Tap1 med smittende lune og lyriske lussinger

Run the Jewels tævede Tap1 med smittende lune og lyriske lussinger
4 6
Run the Jewels

Koncert, Tap1

De går (traditionen tro) i ringen til Queens ‘We are the Champions’, før publikum får den første bas-mavepuster. Med brede grin og smittende lune lægger Killer Mike og El-P op til øretæver, og de stikker lystigt den ene lyriske lussing efter den anden.

Run the Jewels er en hiphopgruppe i absolut sværvægtsklasse, og det er der adskillige grunde til. Først og fremmest har de lige siden deres selvbetitlede debut i 2013 styrket og forfinet deres udtryk af stærke, detaljerige produktioner og vanvittigt skarpe tekstunivers af opfindsomme bars – det ene øjeblik nådesløst samfundsrevsende, det næste rablende humoristisk. Det umage makkerskab er stødt blevet stærkere, ligesom El-P’s rapskills efterhånden også er trådt markant mere i karakter overfor Killer Mikes altid overlegne flow.

Men foruden den frugtbare symbiose, der er mødet mellem El-P og Killer Mike, omfatter de en modenhed, der tvinger duoen op i den helt tunge hiphop-vægtklasse. En modenhed, der vidner om en duo, der hviler i sig selv og deres udtryk. På ét og samme nummer (‘Legend Has It’) er de det ene øjeblik den nye »PB & J« (aka. peanutbutter and jelly-sandwich) – det næste et »murderous pair«, der ikke giver en fuck. Uanset om de sammenligner sig selv med en børnevenlig klapsammenmad eller massemordere, er de lige troværdige, da linjerne bliver leveret med lige så meget varmt lune som kølig fandenivoldskhed.

Da Run the Jewels denne torsdag aften indtog et halvfyldt Tap1, var det dog først og fremmest et smadret lydbillede af øredøvende bas, der knockoutede publikum. En slem og desværre ikke sjælden skam Run the Jewels har på samvittigheden i livesammenhæng, hvilket er så himmelråbende frustrerende, når El-P’s virtuose produktioner sejler og Killer Mikes komplekse rimstrukturer og spidsfindige budskaber drukner.

Det amerikanske makkerpars snilde og veloplagthed herskede der dog på intet tidspunkt tvivl om. Med konstant energi og nærvær gennemgik de det ene ‘RTJ3’-højdepunkt efter det andet – inklusiv et par kærkomne ture i bagkataloget med blandt andet ‘Blockbuster Night Part 1’ og ‘Close Your Eyes (And Count to Fuck)’ samt det stærke DJ Shadow-hit ‘Nobody Speak’ – indtil de overraskende sindigt (og alt for tidligt) afsluttede med ‘2100’ og ‘Down’, hvis dystre dybsindigheder desværre havde svært ved at bundfælde sig for bassen.

Showet sluttede med endnu et højdepunkt i form af ‘Angel Duster’, hvorpå Run the Jewels kunne tage afsked med de den halvfyldte sals knyttede næver og pistol-gestik. Vi fik præcis den lune og de tæv, vi kom efter – leveret »with a grin and a gun«.

Run the Jewels vandt kampen overlegent, men de kan sagtens lave en regulær knockout.