The War on Drugs i Tap1: Rockfest i blinde
The War on Drugs er blevet store. Sådan rigtigt store. De har bevæget sig støt højere og højere op mod rockmusikkens tinder og formået at gøre det på deres egen drevne facon. Fra Loppen i 2012 over Store Vega i 2014 til det nye – og endnu større – Tap1, hvor Adam Granduciel og co. i går spillede et udsolgt show foran 3.500 mennesker. Og søndag aften spiller de der igen.
Lørdag lagde sekstetten afmålt ud med ’In Chains’ fra det nyeste album ’A Deeper Understanding’, hvor udtrykket simrer, mere end det bulderkoger. Derfor kunne man frygte, at koncerten ikke per automatik ville blive det store rockshow, der nu engang var lagt i ovnen til. De bange anelser gjorde Philadelphia-bandet dog hurtigt til skamme med den energiske uptempo-sag ’Baby Missiles’, hvor Granduciel nærmest speed-talkede, mens de floromvundne guitarfigurer klæbede sig til det rytmiske projektil af en trommeslager som efeu ad en mur.
Man havde næppe forventet det i Kløvermarkens råkolde industri, men lyden var passende varm og fyldig indenfor, og publikum var højspændt af iver og klappede snart sagt enhver sats i gang som om vi var til håndboldkamp i Ikast. Det var vi ikke. Måske derfor tændte nogle rebelske typer op i en pind. Andre reloadede magasiner af fadøl i femstyksformat og glemte vist helt, hvad det egentlig gik ud på.
Det var Adam Granduciel til gengæld mand for at forklare: »I wanna find what can’t be found«, intonerede han Dylan’sk bag den flagrende manke til tonerne af den populære slowburner ’Pain’, mens det melodiske tema flyttede sig rundt mellem vokal, guitar og bas.
Ironisk eller profetisk, så fandt han netop det på efterfølgeren ’An Ocean Between the Waves’, der tegnede sig som sætlistens clou med sin støjende guitarsolo, så intens at man næsten kunne bære over med, at man faktisk ikke kunne se manden. For det kunne man ikke.
Havde Granduciel vrikket som Elvis, hvilket han muligvis gjorde, så fik man ikke chancen for at opleve det her. Scenen i Tap1 er grotesk lav. I betragtning af hvilke bands, venuet sigter efter at huse, virker det enormt dumt. Med mindre rockfester i blinde er et nyt strategisk koncept.
Heldigvis for The War on Drugs er musikken det centrale. Det stod klart særligt under koncertens midterste del.
Balladen ’Strangest Thing’ flød så formidabelt og dynamisk overlegent, og ’Nothing to Find’s krautbeat hakkede sig hypnotisk fast gennem leret af marihuana i luften, der pludselig føltes så sød i ekkoet af mundharmonikaens metalliske vrængen. Hittet ’Red Eyes’ var en spruttende vulkan af fuzz og drive, og ekstasen var tydelig blandt hæren af sorte silhuetter. Hildemænd, hvor blev der hoppet og banket i vejret, peget mod himlen.
The War on Drugs viste så tydeligt, at de er midt i deres velmagtsdage lige nu. Den popularitet, de oplever, imødekom de ved at spille bedre end nogensinde før. Og selv om bandet ikke hev mange kaniner op af hatten, var koncerten, der lukkede svøbt i den blåt glødende melankoli på ’You Don’t Have To Go’, påfaldende god at være en del af.
At man ikke altid kunne se attraktionen er en fæl streg i regningen, som det gamle Carlsberg-spillested bør betale. For The War on Drugs’ vedkommende: Probably the best band in town.