Top Tracks: Hør ugens otte bedste nye sange – skæv dansk hiphop og (sorry) et smukt jule-cover

Top Tracks: Hør ugens otte bedste nye sange – skæv dansk hiphop og (sorry) et smukt jule-cover
Jazz Cartier.
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.

1. Maxo Kream ’Bussdown’

Houston-hiphoppen er en slags forgænger til Atlanta-rappens sejlivede dominans, men derfor er den heldigvis ikke en saga blot. Spørg bare Maxo Kream, der flekser sig hele vejen igennem sin nye party-banger ’Bussdown’. Houstons velkendte chopped n’ screwed-æstetik lever i bedste, bouncy velgående her.


2. Schultz and Forever ‘Backwards’

Tre års retræte for danske Jonathan Schultz alias Schultz and Forever ophører nu for fuld udblæsning med singlen ’Backwards’: Et retro-brusende popnummer, der med sit potpourri af 80’er-kitschet synth, panfløjte og guitar lyder som revet ud fra Fleetwood Macs sene velmagtsdage. Singlen er første oplæg fra Schultz’ kommende album ’Grand Guignol’, der lander den 23. februar.


3. Phoebe Bridgers ’Have Yourself a Merry Little Christmas’

Julen er småt over os, hvilket naturligvis bringer os (sorry!) til julenumre. Til alle, der af forskellige årsager alligevel måtte foragte denne traditionsrige sæson, anbefaler vi 22-årige Phoebe Bridgers’ sitrende cover af ’Have Yourself a Merry Little Christmas’. Hendes vemodige touch gør, at jule-evergreenen i denne variant ikke bliver helt så risengrødskvalm, som visse andre juleslagere har det med at være.


4. Holy ’Heard Her’

Svenske Hannes Ferm er gået fra at være styrmand i et band til at satse på en fuldblodssolokarriere, der indebærer at spille stort set alle instrumenter selv. Projektet hedder Holy og kaster her ’Heard Her’ af sig: Et stilistisk nybrud, der spinder rundt som en psykedelisk karrusel af kolliderende guitarer og rullende trommer.


5. Jazz Cartier ’How Did I Get This Deep’

Den seneste tids aftagende Toronto-hype har givet plads til at skille fårene fra bukkene, hvoraf Jazz Cartier er af førstnævnte stof. Kloge hoveder spår ham til at være Canadas næste store rapper, men den klokkesvingende banger ’How Did I Get This Deep’ – første single fra rapperens kommende ’Fleurever’-mixtape – er næppe triumferende. I stedet grubler Cartier her over sine haters. Der er som bekendt koldt på toppen.


6. G Perico ‘Affiliated’

G-funkens storhedstid i 90’erne synes næsten en menneskealder siden, men det forsøger G Perico hårdnakket at lave om på. Af samme årsag er der ikke så meget pis over ’Affiliated’, som med sine skingre synths og tonstunge klaverakkorder snildt kunne tages for at være et beat fra Dr. Dres epokegørende ’The Chronic’.


7. Fraads ’Heroppe’

Det københavnske musikkollektiv Citadel fortsætter ufortrødent Top Tracks-stimen med duoen Fraads’ ’Heroppe’, der udspringer fra synet af ens første og evige kærlighed i armene på en god ven. Vokalist Frederik Espersens vokal beklager sig næsten som Lord Sivas, mens producer David Engelbrecht forlener nummeret med dvælende piano. ’Heroppe’ er første udspil fra Fraads’ kommende ep, og duoen er nu kommet i stald hos Sony.

Hør sangen på Spotify HER.


8. Azekel ‘Can We Have Fun (In This House Tonight)’

Azekel er et hidtil ubeskrevet blad, men r’n’b-sangerens nye single kan meget vel placere ham på manges læber snart. Manden med det næsten bibelske navn har tre ep’er og et ’Humanz’-samarbejde med selveste Gorillaz på samvittigheden, og nu bager han op til sin første langspiller med falset og hele horntøjet på den festtændte ’Can We Have Fun (In This House Tonight)’.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.

Læs også: Hør ugens fem vigtigste nye album – bl.a. Björk og August Rosenbaum