Uffe Lorenzens soloalbum er et analogt sammensurium af galimatias og stærke melodier

Uffe Lorenzens soloalbum er et analogt sammensurium af galimatias og stærke melodier
Uffe Lorenzen.
Foto: Zarko Ivetic
Uffe Lorenzens soloalbum er et analogt sammensurium af galimatias og stærke melodier - Galmandsværk
4 6
Uffe Lorenzen
'Galmandsværk'

Album, Bad Afro

Uffe Lorenzen (aka Lorenzo Woodrose) er bedst kendt som frontfigur i Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, men med sit første soloudspil understreger han, at han mestrer at blande fortidens subgenrer og føre dem op til samtiden med fornyet styrke og relevans. I et analogt sammensurium af psykedelisk rock, protestsange, fuzzguitar og eksotiske instrumenter som drejelire, sitar og tablas, går Lorenzen i flæsket på fænomenet ’dansker’, sig selv og alt derimellem.

‘Galmandsværk’ er på mange måder et sprælsk, alsidigt og kaotisk album, men grundstenen – Lorenzens vokal og akustiske guitar – formår at styre og samle albummet, så lytteren fornemmer en rød tråd og ikke bliver ledt på afveje af tossede ’Jethro Tull-fløjteklange’ (som på ‘Flippertøs’) eller mumlende stemmekor (’Høj som et højhus’).

Albummets helt store lyspunkter er faktisk, når Lorenzen fokuserer på noget så konventionelt som den gode melodi: Med numre som ’Rimets tyranni’, ’Ridset plade’ og ikke mindst ’Ny by’ viser Lorenzen, at han mestrer håndværket med at smede stærke melodier sammen. Her er han snildt på højde med de bedste numre, han skabte sammen med Spids Nøgenhat og Baby Woodrose.

Der, hvor albummet bliver lidt forvanskede, er, når Lorenzen tyr til rollen som rendyrket protestsanger. Der er ni originale skæringer på ’Galmandsværk’ samt en fortolkning af ’Sang om merværdi’, der er skrevet af Benny Holst og Jesper Jensen. Lorenzens version af den ikoniske protestklassiker er desværre en lidt kluntet og forhastet udgave, der har fjernet det helt særlige udtryk, den oprindelige udgave besidder.

’Min skygge’ er faktisk mere samfundsforankret og interessant end den vrængende fortolkning af ’Sang om merværdi’ eller den endnu mere vrængende åbningsudladning af gammelmandsgalde ’Dansker’, der med løftet pegefinger postulerer, at vi som danskere er en flok selvmedicinerede og hjernevaskede forbrugssvin, der blindt flyder rundt i en verden præget af magt og vold. Duh! What else is new!?

Men ’Min skygge’ rammer smukt den indre skizofreni, det moderne menneske gennemlever, når det føler sig fanget på gyngende grund og konfronteres med sine mindre flatterende, personlige træk. Sangen indkapsler på allerbedste vis den klaustrofobiske desperation, der følger med i individets samfundskamp på at blive et helt og sammentømret menneske.

’Galmandsværk’ er til tider en gal mands værk og til tider en genial mands værk, og lytteren må selv vurdere, hvornår det er det ene, og hvornår det er det andet. Der er tale om et musikalsk kludetæppe, der består af klare referencer til bestemte 60’er- og 70’er-genrer (som Lorenzen altid sværger troskab til), fantastiske melodier og personlige observationer af Danmark og samtiden set gennem en af de mest interessante og alternative stemmer på den danske musikscene.


Kort sagt:
I et analogt sammensurium af galimatias og stærke melodier går Uffe Lorenzen i flæsket på fænomenet ‘dansker’, sig selv og alt derimellem. Med ’Galmandsværk’ understreger Lorenzen, at han mestrer fortidens subgenrer og at skrive personligt og relevant, hvilket får lytteren til at spidse ører.