Kultrapperen Yung Lean har aldrig lydt bedre: ‘Stranger’ er et gletsjerkoldt granatchok

Kultrapperen Yung Lean har aldrig lydt bedre: ‘Stranger’ er et gletsjerkoldt granatchok
Yung Lean.
Foto: Zak Arogundade
Kultrapperen Yung Lean har aldrig lydt bedre: ‘Stranger’ er et gletsjerkoldt granatchok - Stranger
5 6
Yung Lean
'Stranger'

Album, Year0001

Da Yung Lean i tidernes morgen første gang kom mig for øre, tog jeg det som en selvfølge, at hans alias var en reference til hiphoppens lillafarvede trylledrik. Hvad jeg dengang ikke vidste var, at der er substans bag rapperens tøhø-agtige alias: Det står for Leandoer, 21-årige Jonatan Håstads mellemnavn.

Dengang han og hele Sad Boys-kliken knopskød med troldbindende undergrundsklassikere som ’Ginseng Strip 2002’ og ’Kyoto’, lå det lige til højrebenet at afskrive Yung Lean som en useriøs meme-rapper. Førstnævnte nummer indledes eksempelvis med lyriske kuriositeter som »2003 / Arizona iced out boys« og »Emotional boys, 2001«, men samtidig var der allerede dengang noget enormt magnetisk over hans webpunkede æstetik og udblæste produktioner. Udtrykket var så weird, at det var lige tilpas.

Derfor var det ikke det mindste underligt, at Lean og Sad Boys – dengang blot en ubeskrevet amatørbrigade af sindssygt talentfulde producere – på ingen tid opnåede kultlignende status i hiphopmiljøet, særligt i USA. Stockholm-slængets ejendommelige og nonsens-lignende cloud rap førte til loyale fans, udsolgte shows og et liv i overhalingsbanen med alt, hvad det medfører af hårde stoffer, psykiske nedbrud og tragiske dødsfald. Gruppens alfaderlige USA-manager Barron Machat mistede nemlig livet i en trafikulykke i 2015, der for Lean spiralerede ud i et granatchok af pillemisbrug og en tur på den lukkede i Miami.

Foruden at være hans klart bedste album hidtil, er ’Stranger’ derfor også et enormt personligt kapitel i Leans bog. Hvor floden af Sad Boys-tårer førhen flød mere som ironisk æstetik end emotiv oprigtighed, tynger sorgen dødsens seriøst her.

Den et minut lange, søsyge ’Snakeskin / Bullets’ lyder eksempelvis som et dystert King Krule-nummer, hvor Lean obskurt hentyder til misbruget: »It’s a mystery, circus snakes in the mist / what a fool I was trying to give in«. På samme måde gemmer den smukke, pianoskælvende ’Agony’ på nogle af svenskerens bedste (sang)tekster til dato: »I’m chasing witches in the street / I’m the last page in your book / can’t write a song, only do hooks«.

Annonce

Der er noget ironisk såvel som enormt profetisk over, at Lean som ubekymret teenager dengang deklarerede sig som emotional boy, da han senere skulle vise sig at få selvmordstanker over en stribe katastrofale hændelser, han nok havde været foruden, hvis ikke det var for musikken, der netop tog tristessen som stilistisk gidsel. Det ville ikke være en tilsnigelse at kalde bølgen af emotionelle Soundcloud-rappere for disciple af Lean, eftersom han nærmest var Soundcloud-rapper, før Soundcloud-rappere overhovedet var en ting.

Selv om der stadig er reminiscenser af kultrapperens pubertære persona – »Sapphire diamonds, iced out, want my money right now«, lyder det på ’Silver Arrows’ – formår han gennem hele albummet at skabe et gletsjerkoldt udtryk, der rent lyrisk nikker til trap-troper uden nogensinde at fortabe sig i dem.

Når man hører linjer som »She licking my scars / she go down, I was mental / at the psych ward, couldn’t finish my sentence« oven på selvsamme nummers isnende synths, er det inkongruent dragende, fordi Leans flexing føles mere nødvendig end lystbetonet. Gule Hummers og diamanter på håndleddet er hans eskapisme. Deadpan-tonelejet og den forholdsvis tykke svenske accent får stadig Lean til at lyde som en rappende mannequindukke, men hans tekstunivers har samtidig aldrig været mere gennemført, for ikke at sige sjælesøgende.

Hofproducerne Yung Sherman, Yung Gud og Whitearmor overgår tillige sig selv og forlener værket med permafrostfnuggede mesterkompositioner, der næsten er mere synthwave end hiphop. Selv når beatsene på ’Red Bottom Sky’ og ’Hunting My Own Skin’ lyder som soundtracket til sneklædte terræner i et muntert Yoshi-spil, er de tungt tågede med så godt som symfoniske syntharrangementer, der former sig som krystaller i lydbilledet: ’Metallic Intuition’s mesterlige progression emmer for eksempel af Burial’sk tusmørke, mens ’Skimask’ agerer albummets alternative banger.

Det fremstår næsten uvirkeligt, men med ’Stranger’ udretter Yung Lean det, som mange (inklusiv undertegnede) troede var umuligt: At lægge gimmick-rappen bag sig og blive til en seriøs kunstner med seriøse temaer. Leans kunstneriske evolution kommer i slipstrømmen på skæbnesvangre og katastrofale følger, og universet kræver stadig tilvænning, men han har ganske enkelt aldrig lydt bedre.


Kort fortalt:
Yung Leans ’Stranger’ er kultrapperens hidtil stærkeste værk, der risler ned ad ryggen som et gletsjerkoldt granatchok. Man finder stadig reminiscenser af Leans obskure gimmicks, men udtrykket er forfinet og modnet i en sådan grad, at det ikke længere kun er produktionerne, der trækker læsset, selv om de isnende beats fra Sad Boys-producerne atter engang er fantastiske.