Agentfilm med overskud – se 'Kingsman: The Golden Circle' på C More her

Årets 13 mest markante musikvideoer

Årets 13 mest markante musikvideoer
Katy Perry i videoen til 'Bon Appetit'.
2017 har budt på et væld af stærke musikvideoer: Smukke, grimme, tankevækkende, mærkelige, opfindsomme og med stærke budskaber. Vi har kåret årets mest markante musikvideoer, som hver især og på deres helt egen måde har gjort et indtryk. Listen er ikke rangeret.

1. The Blaze ’Territory’

Den franske duo The Blaze har en enkelt ep i bagagen, og videoen til titelnummeret ‘Territory’ er et sandt mesterværk. The Blazes første musikvideo til ‘Virile’ portrætterede en bromance af en tomandsfest, og i ‘Territory’ er det igen mandlige, men også familiære relationer, der er i højsædet.

Videoen er en stærk visuel fortælling om at vende hjem til noget efter lang tids fravær, og der er virkelig intense øjeblikke og følelser på spil. De formidles igennem semi-koreograferede bevægelser og dragende slowmotion-scenarier, som den euforiske dansescene midt i videoen eller den efterfølgende strandscene. Videoens excentriske ‘abescene’ sætter punktummet for en af de absolut flotteste og mest rørende musikvideoer i år.


2. Kendrick Lamar ‘Humble’

Videoen taler næsten for sig selv. Det går ned i ‘Humble’. Nummeret var den vanvittige førstesingle fra ‘Damn’, og i videoen ser man en brændende Kendrick, en genskabelse af Den Sidste Nadver, tunge religiøse symboler og måske – mest usædvanligt – vaskeægte appelsinhud i en storstilet hiphopvideo. Kendrick blæste alle bagover med ‘Damn’-albummet, og det gjorde han bestemt også med denne video (plus de efterfølgende…).


3. Jay-Z ‘Moonlight’

Nogle gange dukker der musikvideoer op, der bryder fuldstændig med formatets konventioner – det gjorde Jay-Z’s ‘Moonlight’ fra ‘4:44’-albummet i den grad. Det er en gengivelse af et afsnit af tv-serien ‘Friends’, hvor det velkendte cast er blevet erstattet af sorte skuespillere.

Videoen, der i starten gentager eksakte replikker fra tv-serien, udvikler sig dog til mere end blot en 1:1-gentagelse af en ‘Friends’-episode og viser sig at være en kommentar til repræsentation- og raceproblematikker i Hollywood. Det med udgangspunkt i den fatale ups’er til årets Oscar-uddeling, hvor prisen for bedste film fejlagtigt blev overrakt til ‘La La Land’. Den gik selvfølgelig i virkeligheden til ‘Moonlight’.


4. Charli XCX ‘Boys’

Joe Jonas, der spiser pandekager, Mac DeMarco, der slikker på sin guitar, og Diplo omringet af hundehvalpe. Videoen til ‘Boys’ er fyldt med kendismænd, soverkammerøjne og lyserøde rekvisitter.

Det er morsomt og uimodståeligt, men også en stikpille til den kedelige tendens i musikvideoverdenen, hvor kvinder bare optræder som sexede rekvisitter. Charli XCX udstiller tendensen ved at vende den på hovedet og lave en video, hvor i alt 60 mænd blev sat til at udleve alle de videoklichéer, kvinder ofte skal trækkes med. Resultatet er fantastisk.


5. Benal ‘Uh Babe’

‘Uh Babe’ handler om en ung forelskelse, og den flotte dansevideo tager seeren igennem alt, hvad det indebærer – fortalt gennem dans, slåskamp og mystiske rekvisitter. Det er en farvestrålende, rørende musikvideoperle, hvor det bastante, næsten snublende beat hænger utrolig flot sammen med den elegante, udtryksfulde billedside.


6. Young Thug ‘Wyclef Jean’

‘Wyclef Jean’ markerer sig primært ved, at Young Thug slet ikke dukkede op til indspilningen af videoen. Den er derfor lavet ud fra et kort memo, hvor rapperen beskriver, hvordan han synes videoen skal se ud. Det betyder let påklædte damer, poolparty og pølsespisning med heftige seksuelle undertoner.

Hiphopklicheerne står nærmest i kø, og det giver videoen et absurd, satirisk lag. Undervejs tager instruktøren, Ryan Staake, seeren igennem de hovedløse og tilfældige beslutninger, der blev taget undervejs i en af årets mest absurd komiske video. Afslutningsvis understreger instruktøren, at videoen kostede 100.000 dollars at lave – og hovedpersonen dukkede ikke engang op. Du kan også se en underholdende behind-the-scenes-video fra shootet HER.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

7. Taylor Swift ‘Look What You Made Me Do’

Taylor Swift stod for et af årets mest opsigtsvækkende popstjerne-comebacks, og det var blandt andet også denne video, der var årsag til, at mange rynkede på næsen af hendes nye ‘rå’ udtryk.

Videoen til ‘Look What You Made Me Do’ skulle for alvor markere, at Swift var blevet bad, men kom langt fra i mål. Instruktør Joseph Kahns vilde over-the-top-æstetik og en latexklædt, piskesvingende dominatrix-Swift efterlod verden måbende. Ikke rigtig på en udelukkende god måde, men vigtig for den popkulturelle samtale, det var den.


8. St. Vincent ‘Los Ageless’

St. Vincent er udforskende og grænsesøgende i både musik og sin visuelle stil, men hun er stadig æstetiker til fingerspidserne. Det mærker man i den grad på dette års ‘Masseduction’ og i den pangfarvede video til ‘Los Ageless’.

Her udstiller St. Vincent aka Annie Clark forfængelighed med den ene absurditet efter den anden, og udover at være tankevækkende er videoen også en fryd for øjet. Den er fuld af skarpe kontraster, stærke farver, underlige objekter og den altid dragende og humoristiske St. Vincent.


9. Katy Perry ‘Bon Appetit’

Man kan vist roligt sige, at det går mod popkulturens ligestillingsstrømninger, når Katy Perry i videoen til ‘Bon Appetit’ udstiller kvindekroppen som et stykke kød, der æltes, koges, bages og serveres på et sølvfad.

Men hvad så, når videoen hører til en sang om, at Katy Perry bare gerne vil have noget oralsex asap, og at hun har »the world’s best cherry pie«? Så bliver det – som det mindste – interessant at diskutere. Bon appetit baby.


10. Lil Peep ‘Awful Things’

Lil Peep døde i en alder af 21 år i starten af november – med sin genremiksende emo-rap var han en prominent figur i bølgen af Soundcloud-rappere.

Videoen til ‘Awful Things’ er en dyster manifestation af en ulykkelig highschool-forelskelse, der i sidste ende driver Lil Peep til at sætte ild til sig selv. Den kreative leder af videoen, Sus Boy, har sagt om videoen: »High school is hell, but it feels like heaven to Peep«, og det høres tydeligt, når Lil Peep med en snert af nydelse synger om de pinsler, hans forelskelse trækker ham igennem.

Det er umuligt ikke at se Lil Peeps univers af depression og stoffer med andre briller efter hans død, men denne video indkapsler i den grad meget af det, der gjorde ham til en af årets vigtigste og mest interessante personer på hiphopscenen.


11. Kelela ‘Blue Light’

En sælsom video, der ikke har fået den store opmærksomhed, men den er uden tvivl ét af Kelelas stærkeste visuelle udspil hidtil. Blå baggrund, en hidsig gul kjole (der ret hurtigt forsvinder) og Kelelas mørke dreadlocks er de eneste virkemidler i ‘Blue Lights’, men de rækker altså virkelig langt. Det er sexet og ekstremt dragende, når den stønnende Kelela langsomt vikles ind i sit eget hår. Nogle gange skal der ikke mere end én god, simpel idé til at skabe stor kunst.


12. Haim ‘Little of Your Love’

Nøje koreograferet musikvideodans havde sine kronede dage i starten af 00’erne, men det er efterhånden et sjældent syn i musikvideoer i dag. Det lavede Haim dog om på med videoerne til ‘Little of Your Love’ og ‘Want You Back’ fra albummet ‘Something to Tell You’.

‘Little of Your Love’ foregår på en line dance-bar, hvor de tre Haim-søstre bringer stemningen op med 100 procent, mens de nøje koreograferet danser sig gennem det motown-inspirerede nummer.

Mere synkrondans i 2018, tak.


13. Tove Lo ‘Disco Tits’

Tove Lo forsøger både igennem sine sangtekster og sine visuals at normalisere kvindelig seksualitet, og i 2016 var det eksplicitte billedmateriale blandt andet årsag til, at dele af svenskerens ‘Fairy Dust’-video blev fjernet fra Youtube.

På den svedige, varmblodede ‘Disco Tits’ er Tove Lo kommet ud over dét problem ved at gøre sin sexpartner til en vamset, gul dukke, og videoen er både sjov, skør og fyldt med underlige, plyssede sexscener, der i den grad fastholder seerens lidt skamfulde og voyeuristiske øje.

Læs også: Fem tendenser, der gjorde 2017 til et af de mest skelsættende år i hiphop nogensinde

Se hele vores Året Der Gik-dækning af 2017 HER.

Advertisement