Årets bedste udenlandske album: Top 25-11

Årets bedste udenlandske album: Top 25-11
Migos.
Så er tiden kommet til at kåre årets bedste album fra det store udland! Vi starter med at tælle ned fra 25-11, hvor man blandt andet finder King Krule, Migos og Fever Ray.

25. Perfume Genius ‘No Shape’

»I’m here. How Weird«, lyder slutordene på Mike Hadreas’ coming out-album som popkunstner og som fortaler for langtidsforhold. Der er en særlig ægthed over den nærhed første del af udsagnet beskriver og den forbløffelse anden del af udsagnet indfanger, der kendetegner Hadreas’ kunst. Musikalsk som lyrisk kan han som få andre konkretisere følelser og stemninger, så de ikke alene er til at spejle sig i, men også har en smittende virkning på lytterens eget humør.


24. Run the Jewels ‘RTJ3’

Komboen af El-P og Killer Mike under Run the Jewels-fanerne er efterhånden et par træfsikre gæster på disse årslister. Men selv om det kan være svært at skelne udspillene fra hinanden, når det kommer til karaktergivningen, er vi nødt til at understrege, at ‘RTJ3’ er deres magnum opus til dato. Ambitionerne og armbevægelserne er større, spilletiden længere og albummets imponerende gæstegalleri æltet så kærligt ned i bolledejen, at det må være én af de mest elegante måder at få serveret så brutal en hiphop-kæberasler på i årevis.


23. Fever Ray ‘Plunge’

Karin Dreijer sprang med sit andet soloalbum ud som en, om muligt, endnu mere manisk og mareridtsagtig udgave af sig selv. ’Plunge’ er som en vild, højhastigheds feberdrøm, hvor aggressive technobeats, konstante, hårdtslående kicks og seksualpolitiske tekster tæver dig i hovedet. Dreijer er tydeligvis ikke interesseret i at gøre sin musik til et behageligt sted at være, men er det ikke også en af opskrifterne på god kunst?


22. Lil Peep ‘Come On Over When You’re Sober (Part One)’

Lil Peep døde i november, så ‘Come On Over When You’re Sober (Part One) blev også hans sidste udgivelse, mens han var i live. Det var også rapperens officielle debutalbum efter en række emorock-samplende ep’er på Soundcloud.

Dét gør albummet til den første store grundsten i undergenren emo rap, som Lil Peep skabte ved at forene Atlantas hiphop med emo og poppunk. Han gik væk fra samples og skabte det første selvgjorte værk i en ny genre. Det fortjener at blive husket.


21. Stormzy ‘Gang Signs & Prayer’

Det er ikke for sjov, at ordet ’prayer’ indgår i titlen på Stormzys debutalbum. For udover den slags grime-magtdemonstrationer, som har gjort London-rapperen kendt (’Big For Your Boots’, ’Cold’), byder udgivelsen også på ømme, gospel-inspirerede sange som ’Blinded By Your Grace’, der kunne have været på et Chance the Rapper-album.

Den store, stygge grime-rapper viser sig som en spirituel mand, der modigt nok lod troen skinne ind i sine sange: Dét vendte alle forventninger (fordomme?) på hovedet.


20. Migos ‘Culture’

Trap-artister laver egentlig oftere stærke singler end gennemførte album. Migos har for eksempel udgivet tre studiealbum, en ep og 15 (!) mixtapes af svingende kvalitet.

Men på ’Culture’ klikker alt: Fra kæmpehittet ’Bad & Boujee’ til Gucci Mane-samarbejdet ’Slippery’. Ikke fordi Atlanta-trioen ændrer deres opskrift: Det er stadig de samme mekanisk hypnotiserende flows, 808-tunge beats og skøre adlibs. I år havde de bare et af den slags øjeblikke, hvor alt falder på plads.


19. Hurray for the Riff Raff ‘The Navigator’

Alynda Segarra og hendes varme New Orleans-gumbo af country, soul og et par latinamerikanske strejf er sikkert kommet ind med den puertoricanske modermælk, og ‘The Navigator’ er et forfriskende, feminint take på americana-genren med masser på hjerte. Og om emner, der ikke mindst fremstår ekstra relevante i mødet mellem Segarras immigrantbaggrund og det stadigt mere fjendtlige miljø for indvandrere i Trumps USA.

Annonce

18. SZA ‘Ctrl’

Ingen skildrer det moderne datingliv og kvindelig selvkærlighed så godt, som stjerneskuddet SZA gør på sit debutalbum. Over varme, soulede beats og et halvt syngende, halvt afslappet rapflow lukker den 26-årige, TDE-signede newyorker os ind i sit dagbogsagtige univers med tekster om at knalde med ekskærestens ven for hævn, arbejde på en stripklub efter college og, vigtigst af alt, ikke at lade uværdige mænd »trivialize this pussy«. Female empowerment i sin fineste form.


17. Brockhampton ‘Saturation I’ + ‘Saturation II’

Brockhampton er Odd Future med omvendt fortegn: En gruppe outsider-kids der har fundet sammen om et kunstprojekt, de stadig er ved at definere. Produktionerne nikker til Odd Futures The Neptunes-inspirerede stil, og tekstskrivningen er teknisk ambitiøs og ofte imponerende personlig. Men hvor Odd Future satte en fuckfinger til omverdenen forrest, er Brockhampton inkluderende. Der skal være plads til alle – ikke kun dem, der allerede er med i kollektivet, men til os alle.

At Brockhampton inden for ét år formåede at forfine deres udtryk så markant fra ‘Saturation I’ til efterfølgeren ‘Saturation II’ understregede kun det enorme potentiale. Sidste led i trilogien er sat til at udkomme inden 2017’s afslutning.


16. King Krule ‘The Ooz’

Unge Archy Marshall fik hurtigt tilranet sig en skriveblokade, men slap ved hjælp af en spansk muse (intet mindre!) heldigvis ud af den igen med ‘The Ooz’ under armen. Et plumret, søvnigt og diset konceptalbum, som smuldrer i ørerne på lytteren i en halvfordøjet crumblekage af slackerrock, barflue-romantik, loungemusik og r’n’b, der er på fugtig famletur under lagnerne.

Det lyder på papiret som noget rod, og albummets mere end timelange spilletid samt mylder af numre tænder også advarselslamper, men heldigvis folder ‘The Ooz’ sig ud som et uperfekt og diffust mesterværk, der kan ose ethvert rum og sind til.


15. LCD Soundsystem ‘American Dream’

Man kunne sagtens tænke sit, da James Murphy gendannede LCD Soundsystem efter blot et halvt årti i mølposen. Var det pensionsopsparingen, der lige skulle pimpes med en stribe velplacerede og -lønnede festivalgigs? Men nej, han mente det virkelig, og beviset kom i form af ‘American Dream.

Murphy er, selv om han startede sent, kun blevet bedre, bitrere og skarpere med alderen, og albummets mest voksne momenter som for eksempel lukkeren, den 12 minutter lange Bowie-hyldest ‘Black Screen’, er blandt hans mest åbenhjertige. Ikke hits, men en formfuldendt slow burner af et album.


14. Kelela ‘Take Me Apart’

Kelela egentlige debutalbum har været længe undervejs, men den amerikanske r’n’b-sangerinde mere end indfriede forventningerne med ’Take Me Apart’. Albummet er et perfekt destillat af Kelelas futuristiske, nærmest mekaniske, Arca- og Jam City-assisterede produktioner og sensuelle 90’er-referencer fra heltinder som Janet Jackson, Destiny’s Child og Faith Evans. Resultatet er et både komplekst, sexet, dansabelt og ultramoderne r’n’b-album, hvor Kelelas kvindelige styrker, svagheder og tvivl bliver udtrykt på fornem vis.


13. Tyler, The Creator ‘Flower Boy’

’Cherry Bomb’-albummet fra 2015 var en første frigørelse fra Odd Future-Tyler, men med ’Flower Boy’ fik rapperen omsider skabt det personlige, nuancerede og, ja, smukke album, der introducerer Tyler, The Creator 2.0.

Her er ulykkelig kærlighed, et ikke ukompliceret følelsesliv og endda et coming out på sangen ’Garden Shed’. Det virker næsten som om, vi her får alt det at se, som den performative aggression fra Odd Future-tiden prøvede at holde skjult.


12. Mount Eerie ‘A Crow Looked at Me’

Sorg har fungeret som kreativ katalysator for mangent et mesterværk gennem tiden, men få er så ærlige og åbenhjertige om det hele som Mount Eerie-bagmanden Phil Elverum. ‘A Crow Looked At Me’ handler om hustruen Genevieves død af kræft sidste år og forekommer så transparent som et vejviserkort for Elverums sorgbearbejdelse, ganske enkelt.

Det nærmest skeletalt underinstrumenterede og nøgne album er magnetisk dragende i sin majestætiske hyldest til Elverums kone og giver for alvor flosklen om den hudløst ærlige fortælling allerbogstaveligste ben at gå på.


11. Sampha ‘Process’

Vi pointerer igen: Ud af stor sorg kommer stor kunst. Samphas debutalbum er udsprunget af dødsfald, sygdom og tragedier i hans nærmeste familie, men selv om grundtonen altid er melankolsk hos den britiske musiker, kan man også mærke selvopdagelsen i det blåtonede univers. De ti sange er en blanding af øjeblikkeligt tårefremkaldende pianoballader som ’No One Knows Me (Like the Piano)’ og ængsteligt pulserende r’n’b-produktioner, der formidler savn, sorg og håb på hver deres dybt iørefaldende måde.

Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 10-1

Læs også: Årets bedste danske album: Top 10-1

Læs også: Årets bedste danske album: Top 20-11