Oplev Andy Serkins Oscar-værdige præstation i 'Abernes planet: Opgøret'
Alex Camerons popmusik karikerer menneskets grimme sider
Alex Cameron.

Alex Camerons popmusik karikerer menneskets grimme sider

Homofobiske hvide mænd, weirdos, sociale tabere og sørgeligt ensomme skæbner, der finder deres nærvær online. Alle kigger de ud fra sangene på australske Alex Camerons andet album, ‘Forced Witness’.

Normalt er det ikke den slags mennesker, man har lyst til at hænge ud med, men her træder de så levende frem, at det er umuligt ikke at relatere til dem, uanset hvor ynkelige eller ubehagelige de er. Man kan ikke undgå at se sig selv, eller dem man kender, i portrætterne – om det er i ensomheden eller idiotien. Midt imellem skarp ironi og dyb alvor både udstiller og omfavner Cameron os i al vores kompleksitet.

»‘Forced Witness’ er min undersøgende rapport om menneskeheden. Jeg zoomer ind på det, jeg kalder interessepersoner, og graver i deres indre dialoger. De er mennesker, som alle eksploderer i følelsesmæssige udbrud af en eller anden karakter«, siger han over linjen fra New York.

Jeg har fanget ham småsyg under et tæppe midt i et velfortjent hvil fra et travlt koncertprogram, der allerede tæller små 100 optrædener i 2017 – blandt andet på årets Roskilde Festival og Ideal Bar i København.

Vi kender det alle sammen. Hverdagens små eksplosioner. Et vredesudbrud, en afgrundsdyb ensomhed eller præstationsangst. De lurer under overfladen, men må for alt i verden ikke slå sprækker i vores facade.

Ligesom Father John Misty er Cameron et eksempel på en musiker, hvis ublufærdige og alternative menneskeportrætter ikke er bange for at skubbe klicheerne til side og udstille samfundets logik og vores fælles svagheder igennem charmerende sange, der er umulige at afvise.

Alex Cameron. (Foto: Sasha Maric/Soundvenue)

Deres ærlighed drager og fastholder os med socialrealistiske, bidske og samtidig dybt underholdende menneskeportrætter. Både Cameron og Joshua Tillman gør det, vi tror er vores egne sære neuroser eller pinlige fejl, til fælleseje.

I den digitale tidsalder, hvor vi alle har adgang til en uendelig strøm af musik og kultur, der ligner hinanden og reproducerer stereotyper om ufejlbarlighed, befrier de os ved at åbne op for de pinlige og grimme sider, som vi alle slæber rundt på. Ved at udstille vores svagheder og pille os ned, gør de os på en måde menneskelige igen.

»Popmusik er fyldt med løgn. Der er meget lidt sandhed derude i radioerne, og hverdagsmennesker er ikke noget, sangskrivere gider beskæftige sig med i dag. Derfor handler de fleste af mine sange netop om os, majoriteten, og alt det vi kæmper med i dagligdagen«, siger Cameron.

Tvangsvidner til verdens kaos

Med sine karakterfyldte sange er Cameron blevet et varmt navn – især takket være nogle musikerkolleger. Debutalbummet ‘Jumping the Shark’ gjorde nemlig ikke meget væsen af sig, da det først udkom i 2013. Ikke før Foxygen hørte ham spille en koncert i Paris året efter.

»Han stod der og fortalte os historier om nederlag og leverede en af de mest uforglemmelige, rørende koncerter, jeg har hørt«, har Jonathan Rado senere udtalt.

Siden har Cameron, der er vokset op i en forstad til Sydney, turneret med navne som Mac DeMarco, Whitney og Kevin Morby, og sidste år blev debutalbummet genudgivet på Secretly Canadian, som i september også udsendte ‘Forced Witness’.

Sammen med barndomsvennen Roy Molloy på saxofon og med producerhjælp fra Jonathan Rado har Cameron pakket menneskene ind i stramme og 80’er-glinsende produktioner over melodisk pop og softrock på sit nye album.

Sangene nikker mod sing-a-long-konger som Bruce Springsteen og Phil Collins, uden at han glemmer det egenrådige twist og den mere rå lyd, der kendetegnede hans debutalbum og kastede sammenligninger med Ariel Pink og David Bowie af sig.

Alex Cameron. (Foto: Sasha Maric/Soundvenue)

Men det er altså i teksterne, at Camerons force findes, når han udstiller vores problemer. Alle dem vi ikke ser, fordi hverdagen trods alt kører okay. Men vi bliver mere depressive og ensomme og får flere psykiske diagnoser, fordi vi drukner i sociale tragedier, mener han. Det er derfor, pladen hedder ‘Forced Witness’.

»Vi er blevet tvangsvidner til hele verdens kaos. Med vores uendelige adgang til medierne og hinanden er vi hjælpeløst tvunget til hele tiden at se og tage del i ting, der ikke har noget med os at gøre. Alt buzzer i vores lommer og kan nå os. Som empatiske væsner kan vi ikke lade være med at blive påvirket og føle os som medansvarlige for alt for meget«.

Det er den suppe, vi er endt i, og det informationsorgie skæbnerne på ‘Forced Witness’ er fanget i, forklarer han.

»De kæmper sig igennem et kaos af et samfund, der hele tiden forandrer sig. De kæmper blandt andet med kærligheden i en ny tidsalder, hvor internettet dominerer den måde, vi kommunikerer på. De er folk, der føler en vis selvmedlidenhed, og at samfundet er imod dem, og derfor slår de ud efter både fremmede og dem, der er tæt på dem«.

Charme kan inficere folks hjerner

At han interesserer sig for almindeligheden og ikke den karikerede figur, overrasker mig faktisk lidt. For Cameron er selv karikeret, og jeg har været i tvivl om, hvem jeg ville møde i den anden ende af telefonlinjen under interviewet.

Ville jeg komme til at tale med den karakter, man kan finde i musikvideoer, på Facebook og i interviews? Charmerende og kritisk, men samtidig dybt sarkastisk i sit valg af image som en slags moderne crooner i sit inderlige og overspillede showmanship. Ham der indtil for nylig fyldte sit website med dagbogs-rants og spiller på vores forestillinger om en falleret entertainer uden megen selvindsigt.

Man kan se den side af Cameron på Youtube i den absurde minidokumentar ‘Reflection’, hvor han traver målløst rundt til branchefestivalen South by Southwest i Austin, Texas i 2014 sammen med Roy Molloy. Her spiller han på et fortov, mens han danser som en billig Elvis-kopi foran en amatørgøgler, der sluger sabler og jonglerer med en motorsav. Han leger hele tiden med det karikerede, med ironien og tvetydigheden i sin parallelle entertaineridentitet.

Men det er ikke ham, jeg møder. På en måde er jeg lettet, for ironien er også svær. Man kan pakke sig så meget ind i tvetydighed, at samtalerne mister betydning. Den Alex, jeg taler med, svarer eftertænksomt og helhjertet. Og han ved godt, at humoren og ironien nogle gange kan være svær at forholde sig til som lytter, men han mener ikke, det afskriver muligheden for at være en ærlig og seriøs sangskriver.

»Når jeg skriver og optræder, mener jeg hvert eneste ord. Der er humor og sære twist i fortællingerne, men det handler udelukkende om at være en god historiefortæller. Det er ligesom den trojanske hest. Du skal snige din kritik ind og blødgøre den«, siger han og lægger ikke skjul på, at han gerne vil påvirke sine lyttere.

Med den slags tanker skiller Cameron sig ud fra Father John Misty. Da jeg interviewede Joshua Tillman tidligere i år, var hans eneste løsning på vores voksende apati at »skabe sin egen mening og sine egne værdier«. Et luftigt svar, der står i kontrast til Camerons mere håndfaste og løsningsorienterede tilgang. Han har en mission om at ændre os.

»Med charme kan du inficere folks hjerner, og det er du nødt til, hvis du skal få dem til at være åbne og villige. Jeg forsøger at pumpe positive kemikalier ind i hovedet på dem, så de er klar til at lytte til mine pointer. Jeg prøver aldrig at tilfredsstille mig selv, når jeg skriver sange. Mine sange skal tilfredsstille lytteren uden tvetydighed og ambivalens. For så virker en sang«.

Tre af Alex Camerons komplekse karakterer på ‘Forced Witness’

Studmuffin96
Under falsk navn sidder han om natten og taler beskidt med sin 16-årige online lover. Han er tydeligvis forgabt i hende og venter utålmodigt på, at hun fylder 18 år, så de kan mødes ude i virkeligheden. Studmuffin96 indikerer, at han er 21 år, født i 1996, men hvor gammel er han egentlig bag skærmen, og hvem er han?

The Chihuahua
En sang med selvindsigt, skrevet oven på Camerons eget lange og hårde brud. The Chihuahua er en apatisk fyr, der har ødelagt sit forhold og nu hænger fast foran sin computer, hvor han åndsfraværende drukner sig i nyhedernes katastrofer og onanerer til internetporno. Selv har han dog ikke fattet sin fortabte ensomhed – hjertesorger er for idioter, og han har ikke brug for sin pussy.

Marlon Brando
En reference til Hollywoods store machoideal, men i sangteksten tilføjer Cameron et »circa 1999« til navnet, hvor en afdanket Brando havde type-to diabetes, vejede 140 kilo og var notorisk ubehagelig at være sammen med. Tekstens Brando er en voldelig og passiv-aggressiv machofyr, der vælter rundt på MDMA, råber faggot efter folk, mens han bager på en kvinde, der er i et forhold, og blærer sig med, at han kan bænkpresse hendes kærestes kropsvægt.

Gemte empatien til sit eget liv

Man mærker omhuen i hver karakter. De er menneskelige og levende i det, de siger og gør. Ikke bare karikerede tegneseriefigurer. Og igennem deres komplekse personligheder er hver af dem et kritisk billede af vores samfund. Sangene viser, hvordan vi kæmper med os selv og med at tilpasse os den tid, vi lever i.

Historierne på albummet er blandt andet inspireret af Camerons tid bag skrivebordet på et regeringskontor i Sydney, hvor han arbejdede med korruptionssager. Hver dag læste han sig gennem dybt personlige dokumenter om mennesker, der kæmpede med ensomhed, ansvar og moral.

En af dem, der kæmper, er ham på ‘True Lies’. Sangen handler om en mand i et forhold, der er dybt fascineret af en anden kvinde. Hun sender ham billeder og poetiske tekster online, men i et absurd, og så alligevel realistisk twist lader Cameron manden tvivle på, om hun overhovedet er en kvinde.

»There’s this woman on the internet / She sends me pictures of her beautiful eyes / and I ain’t telling no one ‘bout the money I send / I don’t care if they’re just beautiful lies / There’s this woman on the internet / Even if she’s some Nigerian guy / Yeah well, you should read the poetry, it speaks to me / I don’t care if they’re just beautiful lies«, synger han.

Nummeret handler især om ét ord, Cameron ofte vender tilbage til i interviewet: Ansvar.

»Når du taler med en fremmed på nettet, får du stadig alle følelserne serveret, og det betyder ikke noget, om personen eller historien er virkelig eller ej. Du lever dig dybt ind deres historier. ‘True Lies’ handler om lettelsen ved at finde ud af, at den person, du er forelsket i, ikke er virkelig. For karakteren i sangen er det faktisk en lettelse, at der måske er en falsk person i den anden ende, for så får han en masse gratis følelsesmæssig stimuli, når de skriver, men har intet ansvar for en virkelig person«.

Sangen rører både ved tidens ureflekterede deling af vores privatliv og ved Camerons egen søben i menneskers virkelige følelser, som om det var underholdning. Før i tiden skrev han selv ofte med fremmede, som tog kontakt efter at have hørt hans musik, fortæller han. Mange delte meget intime dele af deres liv med ham og søgte råd. Han brugte så meget tid på det, at hans eget følelsesliv blev ramt.

»Det blev for meget at skrive breve og leve sig dybt ind i fremmede menneskers liv til sidst, og jeg stoppede, fordi jeg gerne ville gemme noget af min empati til mit eget liv«.

Men jeg undrer mig over en ting. Man kan få indtrykket af, at Cameron sidder på sidelinjen og betragter os i sine sange. Hvor er han egentlig selv henne?

»Karaktererne på pladen er også mig. Der foregår en indre kamp i dem, og de bærer rundt på en skyld. Det gør jeg også. Det er mine erfaringer og mine usikkerheder, der giver dem liv og tanker som tredimensionelle karakterer og ikke bare eksotiske eksempler«.

Han fortæller, at især hans egen tvivlende og angstfyldte hjerne giver ham ammunition.

»Jeg bruger meget tid på at være alt for selvbevidst og sætter stor pris på de øjeblikke, hvor jeg ikke ser mig selv udefra. Jeg er blevet behandlet for flere psykiske lidelser og har derfor et bedre billede af, hvordan min hjerne og min angst fungerer i dag, og hvad der trigger den. Jeg kender bestemt den enorme følelse af konstant isolation og usikkerhed om, hvad der venter rundt om næste hjørne«.

Især når han optræder, er det næsten umuligt at adskille ham og karaktererne, fortæller han.

»Med mine sange har jeg fundet en måde at udtrykke mig fuldstændig ærligt på. I de få momenter er jeg en mere ægte og fri version af mig selv, selv om jeg fortæller historier. På en bizar måde bliver jeg en kanal for den rigtige Alex Cameron, når jeg står på scenen«.

Alex Cameron. (Foto: Sasha Maric/Soundvenue)

Udleverer homofoberne

Der dukker også en anden slags stakkel op på ‘Forced Witness’, som eksempel på sangen ‘Marlon Brando’. En type Cameron kalder for »den aggressive hvide mand«, der går rundt og sparker højlydt nedad med sin homofobi og racisme.

Cameron møder tit den slags machofyre, fortæller han. Senest for en uge siden på en bar, hvor en mand ikke ville lade ham og hans kæreste i fred og endte med at få dem til at smutte, mens han jagtede deres taxa og råbte pussy efter Cameron. Den type udstiller og piller han ned til ingenting med skarp ironi.

Men hvorfor er det vigtigt at skrive om? Hvorfor skal de ikke bare ignoreres til døde?
»Der er fakta i fiktion, siger man, og vi lærer alle af bøger, serier og film. Jeg lærer selv meget mere fra fiktion, end jeg gør fra faktuelle medier. Der er en ofte en empati i fiktionen. Selv om vi ved, at disse indskrænkede mennesker findes, skal vi portrættere deres uretfærdige nedsmeltninger, og hvordan de angriber andre hver dag«, siger han og lyder næsten som en aktivist.

»Vi skal være opdaterede på, hvordan vi behandler hinanden. Det er en måde at lære noget om samfundet på. Den eneste måde at være ovenpå over for disse mennesker er at fortælle historien og udstille dem. Det er en værdifuld, moderne folkehistorie, der beskriver den verden, vi lever i nu, og kan fungere som vidnesbyrd for eftertiden«.

Han ville gerne skrive om en mere perfekt verden, hvor vi sammen har nået et niveau af tolerance, og minoriteter ikke oplever hate crimes. Men der er vi slet ikke.

»Jeg har en mulighed og en scene, hvor jeg kan udforske og udstille de negative sider af os mennesker, såsom homofobi og testosteronvold. Med alle de fordele, samfundet giver mig som hvid mand, er det uansvarligt ikke at sige noget om dybt intolerante mennesker fra samme privilegerede baggrund som min. Det er jeg nødt til, føler jeg«.

Og med ansvaret kommer også et håb. Han vil gerne ændre verden og give noget til fremtiden. Noget folk kan holde fast i. Historier, der kan uddanne dem med seriøsitet og charme på samme tid.

For som Cameron siger: »Det er nemt nok at tweete, at man er uenig i racisme og homofobi, men det er meget mere effektivt at lave sange, der rejser verden rundt og ændrer noget i mennesker«.

Læs også: Alex Cameron kommer til Danmark i 2018