Brockhampton runder ’Saturation’-trilogien af med manér

Brockhampton runder ’Saturation’-trilogien af med manér
Brockhampton.
Brockhampton runder ’Saturation’-trilogien af med manér - Saturation III
4 6
Brockhampton
'Saturation III'

Album, Empire

I en tid, hvor hiphopkollektivet som race ikke blot er truet, men nærmest udslettet, er Brockhampton en saltvandsindsprøjtning. Det 14 mand høje (plus/minus) selvudråbte ’boyband’, der gennem det seneste halve år har vundet indpas med først debutalbummet ’Saturation’ og sidenhen efterfølgeren ’Saturation II’, er nemlig ingen traditionel hiphopgruppe.

Her på ’Saturation III’ – sidste led i trilogien af samme navn – virker Brockhamptons lyd stadig som et destillat af blandt andre N.E.R.D., Clipse og det mere soleklare referencepunkt Odd Future. DIY-tilgangen og inspirationen fra den solskoldede g-funk lever ligeledes i bedste velgående.

Det samme gør klikens løse omgang med genrer, der på numre som den indiepoppede ’Hottie’ fluktuerer lige så bramfrit, som frontmanden Kevin Abstracts seksualitet gør på eksempelvis tracket ’Johnny’: »I could’ve got a job at McDonald’s, but I like curly fries / that’s a metaphor for my life, and I like taller guys«.

Brockhamptons store trækplaster har altid været, at de syv rappere/vokalister utrætteligt forsøger at one-uppe hinanden. På de to første ’Saturation’-album forekom det oftest på deres skæve posse cuts, hvor næste vers som regel skulle overgå det forrige. Den venskabelige konkurrence dukker igen op på denne tredje installation, bare i mere kollegiale og symbiotiske gevandter, hvor medlemmernes vers ofte synes næret af hinandens energi og vibe – ikke nødvendigvis altid i kronologisk rækkefølge, men også på kryds og tværs.

Det sker allerede på introen, den dansabelt infernalske horn-banger ’Boogie’, hvor Ameer Vann i første vers slår an med: »My niggas goin’ platinum / break necks, send you to the doctor«, mens doktoren først i fjerde vers åbenbarer sig i skikkelse af Joba, der ironisk nok lyder som om, han selv burde anbringes i en spændetrøje: »Break necks, I’m the chiropractor / come down, you know I gotcha«.

Brockhamptons lyriske pingpong ryger op, ned, frem og diagonalt tilbage over hele linjen uden at blive tabt. Det skyldes ikke mindst, at de fleste parter har skærpet pennen: Ameer Vann flyder måske rundt i det samme afventende flow som altid, men hans tilbagelænede abc-akrobatik er mere malerisk end nogensinde før på eksempelvis ’Alaska’. Det samme gælder de andre: Joba opnår generelt bedre sans for sin rolle som manisk wildcard, Dom McLennon stjæler showet med noget så beskedent som et c-stykke på den sitrende ’Bleach’, og Merlyn Wood omfavner endegyldigt sin excentriske stemme på ’Stupid’.

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Af og til mærker man dog også, at Brockhamptons tematiske motor kører på dampene af tidligere emner. Hvor Abstracts biseksualitet og resten af gruppens forsmåede outsider-tilståelser førhen var nærmest banebrydende elementer, bider de nu sig selv en kende i halen. Ashlan Grey fra kollektivets visuelle afdeling adresserer sågar selv problemet på blæserjuvelen ’Stains’: »Y’all motherfuckers made three albums / still talking about the same shit / the one gay, the one selling drugs / the one that’s tryna act like Lil Wayne / what the fuck is this shit, man?«.

Selvindsigten er lige så forfriskende, som den er korrekt. Sammenlignet med de to tidligere værker finder man nemlig ikke stor nytænkning på ’Saturation III’.

Selv om Bearfaces smørtenor og reverb-tunge guitar er kriminelt underanvendt, havde man næsten set den komme fra miles afstand på første halvdel af outroen ’Team’, eftersom den vitterligt er en videreførelse af lukkerne fra etteren og toeren. Alligevel betyder det ikke alverden, da størsteparten af numrene, ’Team’ inklusiv, stadig er godt håndværk med så tilpas meget oomph, at man ser igennem fingre med genbrugen.

’Saturation III’ sprænger ikke idéskalaen på samme vis som sine to forgængere, men det er stadig et prototypisk Brockhampton-værk i den forstand, at det indeholder et overflødighedshorn af magnetiske beats og posse cuts, der aldrig har fremstået mere sammenvævede. Lytter man sig igennem alle tre installationer i ét kronologisk hug, folder medlemmernes tekstlige progression sig ud i en slags kondenseret realtid, selv om den egentlig har været flere måneder undervejs.

Og det er netop humlen i ’Saturation III’, der ikke så meget er en afslutning på trilogien, som det er en afrunding, der fuldender kollektivets treleddede cyklus. I de døende sekunder af albumlukkeren ’Team’ hører man nemlig begyndelsen af ’Heat’, der er første albums intro.

Det siger ret meget om hele Brockhamptons holistiske trilogitænkning: Den går full circle rettere end at være enden på noget som helst, som Abstract ellers trollede fans med, at ’Saturation III’ var. For de er først lige gået i gang.


Kort fortalt:
’Saturation III’ fuldender Brockhamptons trilogi på efterhånden prototypisk vis. Man hører især den lyriske progression, hiphopkollektivet har opnået siden etteren, selv om de tematisk kører en anelse på dampene af tidligere anvendte tematikker. Det ændrer dog ikke på, at denne tredje og sidste ’Saturation’-installation stadig bugner af godt håndværk med tilpas meget oomph.

Læs også: Kollektivet Brockhampton er præcis det, hiphop har brug for i 2017

Advertisement