Er hiphoppens homoforskrækkelse fortid?

Er hiphoppens homoforskrækkelse fortid?
Kevin Abstract fra Brockhampton.
Foto: Frazer Harrison/Getty Images
Hiphopkulturen har længe iklædt sig homofobiens dunkle klæder lige så naturligt som sneakers og kasketter. Men de seneste år er et flersidigt mandebillede brudt igennem. Meget peger på, at genren endelig er klar til at omfavne homoseksuelle rappere.
Er hiphoppens homoforskrækkelse fortid?
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

KOMMENTAR Man ved, at homoseksualitet er ved at blive accepteret i en kultur, når den ikke konstant problematiseres og tematiseres. Når et menneske kan træde frem som homoseksuel, uden at det er det første, og nogle gange eneste, der fokuseres på.

Forandringen i amerikansk hiphopkultur er i år blevet understreget af, at rappere som iLoveMakonnen og Kevin Abstract fra crewet Brockhampton er sprunget ud, uden at det har skabt gigantiske jordskælv. Samtidig har Tyler, The Creator, der før har været anklaget for homofobi, antydet, at han er homo- eller biseksuel.

Især Kevin Abstract og Brockhampton har gjort udviklingen tydelig. For historierne om det unge, hypede crew har oftest handlet om, at de er en gruppe ekstremt alsidige kunstnere, der har mødt hinanden på et Kanye West-fanforum og nu bor sammen i et slags kollektiv i Los Angeles.

De er blevet sammenlignet med Tyler og Odd Future, et tydeligt forbillede, og hyldet for deres inkluderende og progressive budskaber, som ofte handler om at acceptere det, der er anderledes end en selv.

Brockhampton er faktisk blevet et af de mest omtalte hiphop-crews siden netop Tyler og co.’s gennembrud i 2012, ikke mindst takket være årets ‘Saturation’-mixtapeserie og kollektivets karakteristiske, Kevin Abstract-instruerede videoer, hvor forstadsomgivelser forvandles til surrealistiske undtagelseszoner for rappernes artistiske drengestreger.

Selvfølgelig har der også været historier om de facto-lederen Abstracts seksualitet. Men det har ikke defineret hans eller crewets identitet. Han har fået lov til at være en rapper, der rapper om homoseksuelle forhold i stedet for at blive til den homoseksuelle rapper. Og det på trods af, at han ret så frygt- og floskelløst rapper linjer som disse på nummeret ‘Junky’: »Why you always rap about being gay? / ’cause not enough niggas rap and be gay / where I come from, niggas get called faggot and killed / so I’ma get head from a nigga right here«.

En sådan henslængt bemærkning om at få et blowjob fra en anden mand ville have været svær at rappe for få år siden, umulig for ti år siden og totalt utænkelig for 20 år siden. Der er sket noget.

Udviklingen hænger sammen med en længerevarende bevægelse mod et mere flersidigt mandebillede i hiphopverdenen.

Før har vi set Kanye Wests mandeideal detroniserere gangstarapperen 50 Cent, mens Odd Future og ASAP Mob skiltede med en interesse i mode, som kulturen tidligere har klassificeret nedsættende som gay. Og det seneste års tid har Soundcloud-rappens æstetik budt ind med piercinger, punkede hals- og armbånd samt cross-dressing. Men hvordan er de lykkedes med at transformere kulturens maskulinitetsidealer?

No homo: Mellem fascination og foragt

Lad os lige slå fast, at der har været mange homoseksuelle rappere igennem tiden. Mest berømt er måske den gruppe af såkaldt queer rap, der opstod omkring 2011 i New York med flamboyante folk som Zebra Katz, Le1f og Mykki Blanco i spidsen. Fælles for dem var, at de præsenterede deres seksualitet stolt og ekspressivt og skabte deres eget hiphopudtryk.

Det må ikke negligeres, men scener som queer rap-miljøet er alligevel aldrig vokset ud af sin status som nytænkende nicher i det store hiphopperspektiv. Det, der gør udviklingen omkring Brockhampton så spændende, er, at den netop foregår i kulturens midte.

Derudover er det vigtigt at pointere, at der ikke nødvendigvis er et lighedstegn mellem hiphoppens omfavnelse af mode- og livsstilrelaterede fænomener og en større tolerance i genren. Homofobi kommer i mange afskygninger og i mange sociale sfærer. Men når den større diversitet i hiphop har været med til at rokke ved dens fordomme, er det, fordi den har eroderet et fastgroet mandebillede, der ellers syntes helt urokkeligt.

Der er mange eksempler på den hverdagslige og omfattende homofobi, der historisk har eksisteret i hiphopverdenen, og som har syntes helt uadskilleligt fra den. Et sigende eksempel er, at Beastie Boys oprindeligt ville kalde deres debutalbum, ‘License to Ill’ fra 1986, for ‘Don’t Be a Faggot’. Når selv genrens mest hvide, nørdede og sympatiske party-rappere slynger sådan en albumtitel ud, ved man, at der er noget råddent i kulturen. (Adam ‘Ad-Rock’ Horovitz fra Beastie Boys har i øvrigt for længst undskyldt officielt for den tidligere homofobi.)

Der findes dog især ét fænomen, som for alvor fremstiller hiphoppens hverdagslige homofobi og anskueliggør genrens komplekse forhold til maskulinitet.

Catchphrasen no homo var i princippet et meme fra tiden, før der fandtes memes. Rappere som Cam’ron, Lil Wayne og Kanye West sagde »no homo« efter sætninger, der kunne ‘mistænkes’ for at have homoseksuelle undertoner. På Cam’rons ‘Get ’Em Daddy (Remix)’ bliver det kogt ned i sin mest vulgære form, når han rapper til en modstander: »Suck a dick, no homo!«. Man skulle jo nødig tro, at Cam’ron var bøsse, bare fordi han beder en anden mand om at sutte pik.

På trods af de åbenlyse homofobiske undertoner i no homo-fænomenet rummer udtrykket ironisk nok kimen til et større opgør med mandeidealet i hiphop. De tre førnævnte rappere, der flittigst brugte udtrykket, er nemlig samtidig nogle af dem, der for alvor skubbede til hiphoppens forhold til seksualitet og moral.

Cam’ron var kendt for at klæde sig udelukkende i pink og have en pink bil, Kanye udtalte sig offentligt mod homofobi i 2005, og Lil Wayne lavede sange om, at han elskede at give oralsex (‘Pussy Monster’) – ikke just mainstream-sangmateriale i hiphoppens face down ass up-univers. Er det tilfældigt, at netop de rappere, der delvist bevægede sig uden for hiphopmaskulinitetens norm forsikrede sig mod homoanklager med et henkastet »no homo«?

Journalisten Jonah Weiner argumenterer i magasinet Slate for, at Lil Wayne og Cam’ron udvider hiphoppens udtryksfelt, når de siger no homo, ved aktivt at tænke homoseksuelle scenarier ind i deres musik. Ifølge Weiner smugler de en anden form for maskulinitet ind i hiphoppen ad bagveje.

På den måde bliver no homo et tvetydigt begreb, der indkapsler kulturens dybt splittede forhold til den mandlige seksualitet. På overfladen er udtrykket klart homofobisk, men det indeholder altså også en tilnærmelse, en skjult undergravelse af hiphoppens arkaiske mandebillede.

Annonce

Når gangstere går i kjole

Uanset hvad man mener om no homo-kontroverserne, så blev kimen lagt, til at hiphoppen kunne udforske nye former for maskulinitet. En bevægelse mod anderledes identitetsmarkører begyndte, og nu ti år senere er den endt i en decideret flirt med kønsroller, som når Atlanta-rapperen Young Thug poserer i kjole på coveret til sit album ‘Jeffery’.

I 2007 havde Kanye sit opgør med den sidste store, testosteron-gangsta, da han udsendte albummet ‘Graduation’ samme dag, som den hårdtpumpede og wifebeater-elskende superstjerne 50 Cent udgav et album, alle i dag har glemt titlen på. Kanye solgte langt mere end 50 Cent, og det føltes som et afgørende vendepunkt for hiphopkulturen.

Coveret til Young Thugs ‘Jeffery’.

De næste generationer af rappere er i højere grad børn af kunstneren Kanye West end gangsteren 50 Cent. Og de har deres flamboyante modesans fra folk som Harlem-rapperen Cam’ron og deres piercede, erotikfikserede persona fra Lil Wayne. Det er de generationer, der nu har taget det næste skridt mod en så normaliseret tilstand, at Kevin Abstracts homoseksualitet optræder som et faktum i rapperens biografi i stedet for et kontroversielt coming out.

Det interessante ved den nye bølge af rappere er, at de rykker ved forståelsen af manderollen i mange sfærer på én gang, på tværs af geografi og genrer. Young Thug kommer fra trap-scenen, der egentlig ikke er kendt for overdreven tolerance, men som i tiden efter Lil Wayne har bevæget sig i en mere excentrisk retning. Det er nu tilladt, at en rapper går i kjoler og siger, at han ryger joints så store som penisser, som Young Thug har skrevet på Twitter.

En anden sfære, der virker lige dele inspireret af Lil Waynes tatoverede og piercede rockstjernepersona og ASAP Rockys fashionista-tendenser, er den skæve subkultur af rappere på Soundcloud. Her finder man folk som Lil Yachty, Lil Uzi Vert og Playboi Carti, der har farverige dreads, piercede ansigter og musikalske tendenser, der søger mod alt fra emo til radiopop.

Selv om udviklingen ikke nødvendigvis er ensbetydende med større tolerance, så opstår der nye muligheder i hiphoppens rum, når mandebilledet går fra fastfrosset til flydende. Nu udforskes alle de muligheder, der før ville være blevet affærdiget med et no homo. Men der er langt fra at udfordre et maskulint ideal til fuldt ud at omfavne homoseksualitet. Og det er primært her, konflikterne i hiphopverdenen stadig udspiller sig.

Hvor står hiphopverdenen lige nu?

Hvis man vil se den forskel, som de seneste års gradbøjning af maskulinitet i hiphop har medført, kan man blot se på Odd Future og Brockhampton. For der er mange ligheder mellem de to crews. De er begge store, spraglede kollektiver, der bevæger sig inden for mange genrer og kunstformer. De har en lignende æstetik og indtog begge hiphoppen med et nærmest færdigformet udtryk.

Og så har begge crews medlemmer, der er bi- eller homoseksuelle. Men måden, som det faktum er blevet tematiseret på, siger meget om den udvikling, der er sket siden Odd Futures gennembrud i 2012.

Frank Oceans brev, hvori han tilkendegav sin seksualitet, blev en global sensation. Tyler, The Creator blev derimod anklaget for homofobi, fordi han ofte brugte ordet faggot i sine tekster. Han mente selv, at han ikke var homofobisk, men kun brugte ord som faggot og gay som synonymer for henholdsvis idiot og dårligt. Det skabte selvfølgelig en masse kontroverser, ikke mindst fordi han ud over Frank Ocean også var i samme crew som lesbiske Syd.

Historien har i år fået endnu et twist, da Tyler i juli udgav albummet ‘Flower Boy’, hvor han rapper »I’ve been kissing white boys since 2004« på nummeret ‘I Ain’t Got Time!’. Han har desuden tidligere skrevet på Twitter, at han har forsøgt at springe ud, men at alle var ligeglade. Los Angeles-rapperens udmeldinger skal måske tages med et gran salt, for man ved som bekendt aldrig, hvor man har ham.

Det gran salt skal dog også tildeles hans homofobiske bemærkninger, som tydeligvis er sagt med chokeffekt (uden at det retfærdiggør dem). Men det er nok de færreste, der tror, at Tyler, The Creator er homofobisk.

Faktum er dog, at det ikke var ukompliceret for Odd Future at være et crew af begavede, delvist bi- og homoseksuelle artister.

Derfor er det exceptionelt, at Brockhamptons historie kan få lov til at handle om alle mulige andre ting. Om musikken, om hvorfor i alverden Kevin Abstract insisterer på, at de er et boyband, og ja, også om homoseksualitet. Det virker, som om at udviklingen mod et flersidigt mandebillede endelig er nået til at være et mainstream-fænomen.

Virkeligheden er selvfølgelig noget mere kompleks. Der er stadig indgroet homofobi mange steder. Da Atlanta-rapperen iLoveMakonnen sprang ud som homoseksuel tidligere i år, kom der homofobiske kommentarer fra alle tre rappere i Migos. Takeoff sagde blandt andet, at »noget var galt med verden«. Den slags sker stadig, men det udvisker ikke det generelle fremskridt.

Tænk på, at den mest hypede hiphopgruppe lige nu har en frontmand med et flydende forhold til sin seksualitet, og langt de fleste reagerer ved at trække på skuldrene: En homoseksuel rapper? Det er da meget normalt.

Læs også: Kollektivet Brockhampton er præcis det, hiphop har brug for i 2017