Father John Misty udgiver terapeutisk video til den 13 minutter lange ‘Leaving LA’

Father John Misty har udgivet en video til nummeret ‘Leaving LA’,  og sangen, der med sine 13 minutter er den længste på Misty-albummet ‘Pure Comedy’, har selvfølgelig fået en lige så lang video.

‘Leaving LA’ retter en bitter kritik mod storbyen Los Angeles, men er også et eftertænksomt, selvransagende nummer, som Father John Misty selv kalder en ti vers lang, omkvædsløs tirade. Sangens statiske stemning er bestemt også genskabt i videoen, der udelukkende viser Father John Misty og hans strygerorkester i studiet. Det føles som en næsten terapeutisk, sort/hvid tidslomme i de 13 minutter, nummeret varer.

Father John Misty er netop blevet nomineret til en grammy i kategorien Best Alternative Music Album, netop for sit ‘Pure Comedy’-album. Han er også iblandt de offentliggjorte navne til næste års NorthSide, hvor han spiller lørdag den 9. juni.

Læs også: Hør Father John Misty gå ‘Pure Country’ på ny countryballade