KOMMENTAR. I weekenden Instagrammede Nicki Minaj et screenshot af den amerikanske hiphop-hitliste og skrev, at det var »en god tid at være en hvid rapper«. Som man kunne se på billedet, var de fire øverst placerede sange lavet af hvide rappere, mens kun tre sange i top ti var lavet af ikke-hvide artister.
Minaj har siden fjernet opslaget, men ikke før det nåede at starte en heftig debat. For netop en såkaldt ’hvidvaskning’ af rapmusikken, hvor scenen bliver ‘overtaget’ af hvide artister, har længe været et af hiphopkulturens største mareridt. Tidligere i musikhistorien er genrer som jazz og rock gået fra at være primært sorte udtryksformer til i forskellig grad at blive domineret af hvide kunstnere. Kan noget lignende ske i hiphoppen?
De spørgsmål blev for alvor rejst for første gang, da Eminem omkring årtusindskiftet blev verdens største rapper, og det er nok ingen tilfældighed, at Minaj bringer diskussionen på banen nu, hvor Eminem netop har udgivet sit niende album, ’Revival’.
For Marshall Mathers er på den ene side skoleeksemplet på en hvid rapper, der kommer frem takket være en sort mentor (Dr. Dre), og altid viser respekt for kulturen og dens ophav. Men på det seneste er han gået væk fra den traditionsbevidsthed for at skabe et anderledes udtryk, der appellerer til et andet publikum.
Og hvis man vil vide, hvordan den hvide rap har fået en så stor rolle – og undrer sig over, hvor det bærer hen i fremtiden – er man netop nødt til først og fremmest at se på Eminem.
Fødslen af ’hvid rap’ som genre
Det skyldes både, at Eminem selvfølgelig er en ekstremt stor kommerciel force, men også at han på ’Revival’ går endnu et skridt væk fra den hiphopkultur, han med inspiration fra Dr. Dre dyrkede på sine tidlige album. I stedet vender han sig mod et univers, der er fyldt med ikke-rappende, hvide gæster som Pink, Ed Sheeran og Skylar Grey og producere som Rick Rubin, der sampler klassisk, hvid rockmusik.
Da Eminem kom frem, gjorde han meget ud af at skrive sig ind i en klassisk hiphoptradition. Han lavede sange med Snoop Dogg og Xzibit og havde crewet D12, som han forsøgte at få frem. På de seneste album, og især på ’Revival’, er han meget langt væk fra den tilgang – for at sige det mildt.
Samtidig har en række hvide rappere vundet frem i kølvandet på Eminem. Der er den kristent orienterede NF, den politisk korrekte Macklemore og den slikkede, 50’er-stiliserede G-Eazy. Derudover kan man måske inkludere den storhittende, halvt hvide Logic i den kategori.
De nye hvide og ekstremt populære hvide rappere er alle meget inspirerede af Eminem. Både rent lydmæssigt, men også i de temaer, de tackler – nemlig personlige, komplekse følelser, indre dæmoner og opbyggelig selvhjælp. Ikke lige de normale hiphopemner med andre ord. Derudover har de hver hvide rappere typisk et mere udpræget fokus på lyrikken – det er til en vis grad anti-mumblerap.
Ingen af de nævnte rappere er desuden kommet frem gennem de typiske hiphopkanaler. De har ingen mentor, der er fast integreret i hiphopmiljøet, og de samarbejder tit med alt andet end den etablerede hiphopscene. Det er næsten en separat minigenre af hvide rappere, der er klart forskellig fra den omkringliggende scene, som en artikel i New York Times har konkluderet.
Det er netop nu, at de her hvide rappere for alvor har opnået en ekstremt stor kommerciel gennemslagskraft. For det er disse rappere, der sammen med forbilledet Eminem befolker den top-10, som Nicki Minaj problematiserer. Hvad betyder det for genrens fremtid, at sådan en hvid parallel-genre er begyndt at fylde så meget?
Forskellen mellem en ‘hvid rapper’ og en rapper, der er hvid
Den nye bevægelse af ’hvid rap’ var faktisk temaet i et samtaleinterview hos magasinet The Fader mellem den sorte rapper Vince Staples og den hvide rapper Mac Miller. For der har jo tit været hvide rappere som Paul Wall, Action Bronson eller Mac Miller selv, der kommer fra en organisk hiphopscene og deltager i kulturen. Men hvad betyder det, når der kommer udenforstående rappere og etablerer en form for parallel-genre af hiphoppen?
I interviewet taler Vince Staples og Mac Miller om, at hvid rap typisk er mere lyrisk orienteret og mindre grov, og at den har mere succes, fordi et hvidt (bredere) publikum støtter op om hvide artister. Og så laves der distinktionen mellem en ‘hvid rapper’ og en rapper, der tilfældigvis er hvid.
»Snakker vi om hvide folk, der rapper, eller hvide rappere? For der er en forskel. Hvide rappere er corny. Men hvide folk, der rapper, det er fint« siger Staples, hvortil Miller siger: »Genren hvid rap er ikke fed«.
Staples får derefter et aha-øjeblik: »Det shit er en genre, bro!«
Mac Miller bruger desuden en del tid på at forklare, hvor vigtigt en person som Houston-rapperen Paul Wall har været, fordi han viste, at man sagtens kan være en rapper, der er hvid, men samtidig være en del af hiphopscenen på samme måde som alle andre. For, som Staples og Miller bliver enige om, skal det jo ikke handle om, at kun én race eller kultur må lave hiphop. Det skal være en inkluderende ting, som alle er fælles om.
Men det er netop her, at genren ‘hvid rap’ skiller sig ud, fordi den netop er ret isoleret og ikke rigtig interagerer med resten af hiphopscenen. Faren er måske, at denne subgenre, der allerede fylder meget, kommer til at dominere det offentlige billede af hiphopkulturen, selv om ‘hvid rap’ egentlig er frakoblet den oprindelige kultur.
Det kan man også til dels se i Danmark, hvor ‘hvide rappere’ som NF, Macklemore og G-Eazy har store koncerter på tidlige tidspunkter i karrieren. NF har lige annonceret en koncert i DR Koncerthuset, og både Macklemore og G-Eazy har spillet de største scener på Roskilde Festival.
Når kunstnere fra ‘hvid rap’-scenen får lettere ved at nå frem og når ud til mange flere mennesker, er der en risiko for, at de kommer til at dominere billedet af hiphop i den brede offentlighed og et eller andet sted repræsenterer kulturen på nogle andre præmisser, end den er grundlagt på.
Rapperne er ikke problemet
Der er ikke noget galt med de kunstnere, der laver ‘hvid rap’. Selvfølgelig skal de have lov til at lave den musik, de laver, og lægge deres eget greb over hiphoppen, så længe det ikke føles som kulturel appropriation – hvilket det ikke gør med de rappere, der er bleve nævnt i denne her artikel.
Det mulige problem – som altså ikke er indtruffet endnu – er, hvis der opstår en konsensus om, at ‘hvid rap’ er den rigtige hiphop. ‘Hvid rap’ er en slags hiphop, som dog ligger relativt langt fra kulturens sociale, politiske og nogle gange musikalske ophav, og det handler dybest set om, at man ikke må glemme, hvor hiphoppen kommer fra, og hvad den repræsenterer.
Soundcloud-rap og alle mulige andre tendenser udfordrer konstant, hvad hiphop kan og skal. Det er en god ting. Men man må aldrig glemme, hvad hiphop betyder for sort kultur. Det kan godt være, at ‘hvid rap’ i øjeblikket taler til flest mulige lyttere, og sådan er det – smag er smag. Men lad os i det mindste bare lige være bevidste om udviklingen, så vi kan forholde os til og diskutere den, mens det sker.
Det er måske også det, Nicki Minaj indikerer, når hun som sort, kvindelig artist, poster et screenshot af en hitliste, der er domineret af hvide mænd. Screenshottet er selvfølgelig kun et øjebliksbillede, og Minaj har ikke som sådan kritiseret noget. Men man fornemmer, at hun undrer sig. Og hvis udviklingen fortsætter, er det kun forståeligt, hvis den undren bliver til bekymring.
Læs også: Fem tendenser, der gjorde 2017 til et af de mest skelsættende år i hiphop nogensinde