Lil Peeps ‘Save That Shit’ får posthum musikvideo med intime backstage-optagelser

Emorap-grundlæggeren Lil Peep udgav det genredefinerende album ‘Come Over When You’re Sober (Part One)‘ i august og døde af en overdosis kun to måneder senere – han blev 21 år gammel. Nu har et af højdepunkterne fra albummet fået en posthum musikvideo.

Billedsiden til ‘Save That Shit’ er mest grynede videoklip af Lil Peep på scenen, backstage og sammen med sine fans. Derudover er to piger, som Lil Peep var venner med i virkeligheden, med i videoen, der er instrueret af Mezzy, der er manden bag tidligere Peep-videoer som ‘Girls’ og ‘Benz Truck’, samt Heavyrayn, der har fulgt Peep på tour.

Dét giver ‘Save That Shit’-videoen et personligt og intimt præg. Nogle af klippene, hvor Peep ser ind i kameraet midt i en koncert, er virkelig smukke.

Videoen starter desuden med en skreven dedikation fra Lil Peeps mor, der også står for udgivelsen af videoen, og som har udtalt, at Peeps planlagte udgivelser i 2018 stadig kommer til at udkomme. Udtalelsen følger få uger efter rapperens producer, smokeasac, udtalte, at en efterfølger til albumdebuten også er klar til udgivelse, hvis Peeps familie siger god for det.

Læs også: Lil Peeps musik var ét stort råb om hjælp – hvorfor blev det ikke hørt?