N.E.R.D. er fulgt med tiden – på godt og ondt

N.E.R.D. er fulgt med tiden – på godt og ondt
N.E.R.D.
N.E.R.D. er fulgt med tiden – på godt og ondt - No_One Ever Really Dies
4 6
N.E.R.D.
'No_One Ever Really Dies'

Album, Sony

No One Ever Really Dies. Som de fleste ved, danner disse ord akronymet N.E.R.D., men i 2017 er det også titlen på kulttrioens nye album, der udkommer syv år efter deres seneste. Samtidig er albummet gruppens femte inden for femten år, der har budt på flere pauser og rygter om opløsning. Men som titlen tilsiger, så dør ingen aldrig helt rigtigt, og netop det budskab inkarnerer N.E.R.D. på ’No_One Ever Really Dies’. For selv om man kunne tro, at trioens musik er blevet bedaget med mere end et årti på bagen, byder det nye album på et belevent gensyn med Pharrell, Chad Hugo og Shay Haley.

Ikke alt er dog helt ved det gamle. Tidligere var N.E.R.D. kendt for at forene skatere, punkere og metalhoveder på tværs af genrer, generationer og subkulturer, fordi hver gruppering kunne finde deres egen indgang til musikken gennem så forskellige numre som ’Provider’, ’She Wants to Move’ og ’Hypnotize You’. En alsidighed, der ofte blev manifisteret gennem mangfoldige og uforudsete featurings som Good Charlotte, Daft Punk og Nelly Furtado.

I mellemtiden har den urbane musik imidlertid bevæget sig fra den populærkulturelle periferi til definitionsmagtens centrum, og det er i stedet hiphoppen, der udgør rammen om det nye album, hvor langt størstedelen af de gæstende artister er rappere – selv Rihanna får et vers på førstesinglen ’Lemon’, ligesom Pharrell selv leverer et par ellers sjældne af slagsen.

Det er dog ingenlunde et domæne, der er uvant for N.E.R.D., idet to tredjedele af trioen er udgjort af den legendariske produktionsduo The Neptunes, der om noget har sit præg på den urbane musiks udvikling, ligesom tredjemanden Shay ofte har leveret de få bars, der er at finde i deres hidtidige diskografi.

N.E.R.D. formår også at påføre numrene på ’No_One Ever Really Dies’ deres idiosynkratiske funk og fandenivoldske punk. For eksempel på et nummer som ’1000’, der på finurlig vis løfter Future ind i et N.E.R.D.-univers med sin vekslen mellem et stomp-agtigt staccato-beat og Southern bass-inspirerede trommeprogrammering. Eller det Gucci Mane og Wale-gæstede ’Voila’, der lyder som det perfekte mash-up mellem N.E.R.D.’s quirky tekster og de to rapperes karakteristiske flows.

Hvad der imidlertid også er sket siden det sidste album er, at Pharrell Williams er vokset til at være en verdensstjerne, og hvor hans solokarriere tidligere var et biprodukt af N.E.R.D. og The Neptunes, er det nu i høj grad omvendt. Man kan derfor heller ikke lade være med at få den mistanke, at ’No_One Ever Really Dies’ også er lidt af et opsamlingsheat for gammelt materiale, sideprojekter og nye numre – særligt med tanke på Pharrells kalender og det relativt korte aftræk, der var mellem albummets annoncering og udgivelse.

Post-disco-pastichen ’ESP’ kunne med sit catchy hook for eksempel sagtens have befundet sig på et Pharrell-soloalbum. Ligeledes forekommer et nummer som ’Lightning Fire Magic Prayer’ på trods af sit ellers effektive anslag underligt idéforladt og fortaber sig i mærkelige mutationer.

Nuvel, der er også numre til nostalgikerne. Tag bare ’Deep Down Body Thurst’, der med sin længselsfulde lyrik og spacede funk trækker tråde tilbage til debuten ’In Search Of…’.

Sådan et nummer minder os om, hvem artister som Thundercat og Tyler, The Creator står på skuldrene af. Og det minder os om, hvorfor N.E.R.D. har den kultstatus, de har.


Kort sagt:
‘No_One Ever Really Dies’ byder på et glædeligt gensyn med kulttrioen, men også med et N.E.R.D., der på godt og ondt er fulgt med tiden og nu gør kur til en ny ungdomsgeneration. Hvor trioen tidligere var kendt for sin genremæssige alsidighed er det i højere grad hiphoppen, der udgør rammen på det nye album, både hvad angår featurings og produktion. Det er dog heldigvis ikke en uvant genre for N.E.R.D., der formår at integrere de gæstende rappere i deres univers.