De største internationale hiphop tracks lige nu – lyt til ’Flow’ på Spotify

Sådan lavede man et hit i 2017 – fem tendenser, der regerede popåret

Sådan lavede man et hit i 2017 – fem tendenser, der regerede popåret
Daddy Yankee og Luis Fonsi i 'Despacito'-videoen.
Det kan være svært at finde nogen form for mening i det moderne popmusiklandskab. Trends ryger ud med badevandet, og nye hitskabeloner vinder frem på rekordtid, mens andre glemmes på nanosekunder. Men hvad skete der egentlig i popmusikken anno 2017? Hvilke tricks blev taget i brug, når hitlisterne skulle indtages? Vi stiller skarpt på fem forskellige trends, der alle har været med at forme popåret.

1. Stemmen rykker helt tæt på

I 2017 var et nyt ideal om sangstemmen ved at bryde igennem. I popmusik har idealet længe været, at sangere skulle være ægte sangere. Se enhver live-video med Ariana Grande eller Adele, og du vil blive ramt af en teknisk kunnen ud over det sædvanlige. Men mange sangere vælger nu at skrue ned for intensiteten og op for intimiteten.

Det er lige pludselig blevet moderne at synge med luft på stemmen og konstant lave små knæk og krumspring for at få en mere intim og autentisk lyd. Justin Biebers ’Purpose’ (2015) kan ses som en af frontløberne for denne trend, ligesom Selena Gomez også var det på 2015’s ’Revival’. I øvrigt er hendes single fra i år, ’Bad Liar’, også et pragteksempel på hviskesang.

Den rigtige historie her er dog sangskriveren Julia Michaels, som har skrevet et væld af hits for blandt andre netop Justin Bieber og Selena Gomez, og som nu er ved at bryde igennem som soloartist. Hendes nummer ’Issues’ fra i år når nye højder inden for denne sangstil. Den ekstremt minimalistiske produktion akkompagnerer Michaels’ skrøbelige, luftige og nærmest nøgne stemme. Hør hvordan hun konstant knækker i enden af fraserne, hvor meget luft der er på stemmen, og hendes sjove små personlige fortolkninger af, hvordan ordene skal udtales. Der er langt til Adeles virtuose power-sang.

Det paradoksale ved denne form for ’autentiske’ og ’nærværende’ stemmebrug er, at den indebærer en helt ekstrem grad af mediering. Den er et resultat af timer brugt på såkaldt ’vokal-comping’ og masser af digitale effekt-plugins.

Lytter man til ’Motorsport’ af Migos feat. Cardi B og Nicki Minaj, lyder Quavos auto-tunede stemme meget mere falsk end for eksempel Julia Michaels’ på ’Issues’, men sandheden er, at de nok er cirka lige producerede og efterarbejdede, bare på forskellige måder. I en post-sandhed, højteknologisk tidsalder er tidligere idealer som ægte og falsk snart døde og borte. Det, der betyder noget nu, er kun, om vi opfatter noget som mere ægte eller mere falsk, og ikke hvorvidt det rent faktisk er det.

2. Popdrops, tre akkorder og stemmesamples

2017 var fyldt med drops, stemmesamples og skrigende synths – og de samme tre akkorder overalt. Meget af det kan nok med rette tilskrives The Chainsmokers.

Deres EDM-pop-monsterhit ’Closer’ er selvfølgelig popdroppet i sin reneste form, hvor der bliver bygget op til et stort fedt drop med skinger synth og buldrende trommer. Siden har The Chainsmokers hittet med ’Something Just Like This’ feat. Coldplay, som også har et ordentligt drop. Også andre kunstnere benyttede sig af ’stille-opbygning-over-i-stort-drop’-formularen: Alessia Cara og Zedds ’Stay’ og Marshmello og Selena Gomez’ ’Wolves’. Og hvis man udvider konceptet lidt, kan man finde drops snart overalt. Er det et drop i ’New Rules’ med Dua Lipa?

I forhold til sangskrivningen er det, som der påpeges i denne kynisk sjove video, ikke kreativiteten, der flyder over hos The Chainsmokers. De bruger for det meste de samme tre akkorder og simple melodier. Men det virker. Stort set alle andre numre i samme stil, inklusiv alle numre nævnt ovenfor, bruger de akkorder. Det kan meget vel skyldes, at det bare er sådan ’musik lyder lige nu’ (så mange akkorder er der jo alligevel ikke at tage af, og det er normalt, at de samme progressioner bliver brugt igen og igen), men det er slående, hvor mange numre, der bruger de akkorder lige nu.

Til sidst er det moderne at sample og bruge stemmen som et form for instrument. Det fænomen stammer ikke fra The Chainsmokers, men fandtes allerede tilbage på ’Lean On’ og Biebers ’Sorry’ og ’Where Are Ü Now’.

Men man hører stadig stemmesamples rundt omkring: Lyt bare til ’Rockabye’ med Clean Bandit feat. Sean Paul & Anne-Marie, ’I’m the One’ (DJ Khaled og 100 features) og Lady Gagas ’The Cure’. Og igen ’Stay’ med Alessia Cara & Zedd, som scorer en perfekt 3/3 i denne pop/EDM-kategori.

EDM-formularen med opbygning og drop i stedet for vers og omkvæd har vist sig at være hårdfør, og mon ikke den også kommer til at fylde i 2018?

Annonce

3. Latinpoppens indtog

En af de helt store historier i popmusikken anno 2017, især post ’Summer of Despacito’, må siges at være latinpoppens indtog på hitlisterne. Dette manifesterede sig ved flere sideløbende trends. Den første, meget åbenlyse, er, at der begynder at dukke latinamerikanske popstjerner op på de globale hitlister.

Navnligt Luis Fonsi har gjort sit for at popularisere latinpoppen, og J Balvin hittede med den Beyoncé-assisterede ’Mi Gente’. Der har længe været crossover-artister og indflydelser fra Latinamerika i den globale (amerikanske) popmusik, men alligevel virker det til, at vi lige nu befinder os i et øjeblik, hvor det er ekstra meget til stede.

Rent musikalsk er der én trend, der har overskygget alt andet: Nemlig den allestedsnærværende, karakteristiske rytme, der bliver brugt på både ’Despacito’, ’Mi Gente’ og et væld af andre (latin)pop-hits.

Rytmen kaldes nogen gange en ’dembow’ efter Shabba Ranks’ (desværre noget homofobiske) dancehall-nummer af samme navn og har altid været meget brugt i de mere tropiske genrer, men nu er den altså også emigreret fuldt ud til mainstream-poppen. Det er svært ikke at høre dembow-rytmen, hvis man tænder for radioen eller går ind på en hvilken som helst pop-playliste på Spotify. Rytmens store popularitet skyldes måske, at den i virkeligheden er ret fleksibel. Man kan smide mange ting oven på en dembow og stadig være sikker på, at det kommer til at rykke i hofterne. Udover det, forekommer det også som en naturlig udvikling af sidste års tropical-bølge.

Patient 0 i latinpoppens crossover-togt er og bliver Luis Fonsi, som var med fra starten med sit ’Despacito’-remix med Justin Bieber og siden via efterfølgeren ’Echame La Culpa’ med Demi Lovato.

I den anglofone verden kan nævnes Anne-Maries ’Ciao Adios’, der har tydelige tropiske inspirationskilder, og French Montanas ’Unforgettable’, der er noget mere underspillet, men som dog stadig rummer tydelig inspiration fra latinpoppen.

4. Nye toner i hiphop

Den store trend inden for hiphop i 2017 var selvfølgelig Soundcloud-rap, som virkelig fik sit store gennembrud. Det virkede som om, rap i 2017 var fyldt med farvede dreadlocks og folk, der kaldte sig selv Lil et-eller-andet (Peep, Pump, Uzi Vert, Yachty). De har på hver deres måde fornyet hiphopmusikken.

Går man igennem Soundcloud-rappens portfolio, kan det virke som en lettere diffus samling af sange og stilarter. Men går man lidt mere i dybden, er der alligevel fællesnævnere – den første er selvfølgelig den, der også har givet navn til genren: Nemlig at genren stortrivedes på Soundcloud, inden den brød igennem til mainstreamen.

Det flow, der ofte anvendes i Soundcloud-rap, er blevet kaldt mumble-rap, fordi det er svært eller decideret umuligt at høre, hvad der bliver sagt. Lil Uzi Verts ’XO Tour Llif3’ og Lil Pumps ’Gucci Gang’ er stærke og ekstremt populære 2017-eksempler på dette.

I en genre som rap, der i sin oprindelige form bygger på stærke tekster og flows, er det radikalt, at mange rappere nu vælger at smide lyrik og skarpt flow overbord. Men noget af det mest catchy og fængende rap i år kom netop fra Soundcloud-rappen, som formåede at skabe melodisk og rytmisk stærke, nærmest poppede hooks.

Udover det har alle Soundcloud-rappere det til fælles, at de på en eller anden måde leder tankerne tilbage på punk og emo. Mange af instrumentalerne har en meget aggressiv og smadret lyd, der ikke hidtil er hørt inden for rap, men som må siges at rumme nogle af de samme kvaliteter som punk (hør Lil Pumps ’D Rose’ eller XXXTentacions ’Look at Me’).

Andetsteds er det mere emo-genren, der kommer til udtryk. På ’Awful Things’ af Lil Peep blandes 808-trommer med guitarer og vrængende sang til perfektion. Og så er sange om depression også noget, Soundcloud-rappen har lånt fra emo og punk. Det er pludselig blevet moderne at synge om de lidt sværere, følsomme ting.

Med Soundcloud-rappen tog hiphoppen i 2017 et skridt hvis ikke fremad, så i hvert fald til siden – men hits, det kom der ud af det.

5. Og i Danmark: Gilli og afrobeat dominerer

I Danmark har én trend overskygget alt andet.

På listen over årets mest spillede danske kunstnere i Spotify finder man Gilli (#1), Node (#5) og Sleiman (#8), der alle befinder sig i kernen af afrobeat-bølgen. Hertil kommer Kesi (#2), som også havde glimtvis afrobeat-feber på ’Følelsen’ og den über-catchy ’Mamacita’. Kombinationen Gilli/Hennedub er fortsat giftig, og Gilli har fra starten markeret sig som den danske afrobeats frontløber og scenens mest talentfulde og leveringsdygtige artist.

Afrobeat er delvist importeret fra Frankrig, men har fået sit eget liv i Danmark. Bølgen har ramt over hele linjen, og etablerede såvel som nye rappere har smidt track efter track med synkoperede trommer og instrumentale hooks. Selv Basim har meldt sig på banen med den stærke ’Comme Ci Comme Ca’ (feat. Gilli selvfølgelig).

Et af de slående karakteristika er, at selv om man skulle tro, afrobeat betød en måske lidt mere lalleglad drejning, er der bestemt ikke givet afkald på melankolien og dybden. Lytter man til Gilli, er det en melankolsk lyd, der dominerer, med historier om at være alene, om den uforståelige kærlighed og om livet på gaden.

Andetsteds er det den hårde gaderap, der dominerer, på for eksempel Fouli og Nodes ’De ved godt’, Nodes ’De snakker’ og Sleimans ’Sicario’ og ’Chico’.

Formularen med mol-akkorder (i øvrigt ofte de samme akkorder som i post-The Chainsmokers-bølgen), hooks, rap-sang og soca/latin/afro-inspirerede beats, der i grunden ikke er milevidt fra ’Despacito’, har indtil videre holdt.

Men for nylig udgav Gulddreng altså den parodierende ’U. P. N.’. Når en kunstner, der lever på at være så karikeret og for meget begynder at lave grin, er det måske et tegn på, at det er ved at være tid til en eller anden form for udvikling. Lad os håbe, at den danske rapscene ikke hviler på laurbærrene og bliver ved med at forny sig.

Læs også: Fem tendenser, der gjorde 2017 til et af de mest skelsættende år i hiphop nogensinde