Vores musikanmelderes favoritalbum fra 2017

Vores musikanmelderes favoritalbum fra 2017
Yaeji.
Her på musikredaktionen har vi i løbet af december kåret årets bedste danske og udenlandske album. Men hvilke album har vores stab af anmeldere som personlige favoritter fra 2017? Vi bad vores anmeldere udvælge ét yndlingsalbum fra 2017 med det ene benspænd, at det ikke måtte figurere på redaktionens lister. På den måde får vi nogle oversete perler i spil.

Daniel Caesar ’Freudian’

Valgt af Denis Kostic: »I år gjorde intet værk mig forelsket i r’n’b-genren på ny som Daniel Caesars gospelovertrukne, neo-soulede ’Freudian’. Den 22-årige canadiers fabelagtige debutalbum kredser om gejstlige kærlighedsballader, lufttætte tilståelser og åndssvagt stærke melodier, der umiddelbart føles som omnipotent katedralmusik, men egentlig nærmere destilleres til hjerteblødende mikromomenter. ’Freudian’ er ikke så meget et album om freudianske fortalelser, som det er et album om at snuble ind i kærlighedsrusen og ud af den igen på noget så sjældent som fattet vis. Sommetider finder man sindsro blandt murbrokkerne af et nedrevet forhold«.


The World Is Beautiful Place & I Am No Longer Afraid To Die ‘Always Foreign’

Valgt af Frederik Voss: »Emo-genren har lavet en overraskende tidlig Fugl Føniks efter den absolutte kommercielle nedsmeltning i 00’erne. TWIABP er en af denne andenbølges absolutte spydspidser. Amerikanerne har skærpet de postrockede produktionsidealer og skåret tidligere albums til tider unødvendige instrumentalstykker ind til benet. Det er derfor bandets hidtil strammeste overflødighedshorn af empati, kapitalisme-revselse og anti-racisme tilsat et par tak-for-alt-lussinger til den udstødte ex-guitarist Nicole Shanholtzer. ‘Alway Foreign’ burde være et selvskrevet musikalsk 2017-højdepunkt for andre lyttere med hang til systemkritisk melodrama«.


Karine Polwart & Pippa Murphy ’A Pocket of Wind Resistance’

Valgt af Mads Kjær Larsen: »Karine Polwart er en skotsk singer/songwriter, der i 2016 lavede sit første teaterstykke – en refleksion over tid, lokalhistorie og landskaber – som hun i år har omsat til et album, der indarbejder spoken word-passager og et diskret, men betagende lyddesign (ved Pippa Murphy). Folkballader møder spøgelsesfortællinger, beretninger om fuglemigration, erindringsskitser og filosofisk refleksion på et album, der ikke rigtig minder om noget andet. Kunne du lide Anaïs Mitchells folk-opera ’Hadestown’ eller ’Diamond Mine’, King Creosotes samarbejde med electronica-kunstneren Jon Hopkins, bør du dog definitivt ikke snyde dig selv for ’A Pocket of Wind Resistance’!


Baltra ‘No Regrets’

Valgt af Sophia Handler: »Brooklyns klubdarling Baltra har på ganske få år strøet om sig med ep’er. Men det melankolske lo-fi-univers, der kendetegner hans mange, mere eller mindre spontane udgivelser, fungerer bestemt også i albumformat. ‘No Regrets’ kan vel egentlig siges at være hans reelle debut på den internationale housescene. Uanset hvad er hans indadvendte fortolkning af tropical house-genren bittersødt forfriskende, det vil sige blandet op som et perfekt glas lemonade. Hans kompositioner er skrabede, men rummer kalejdoskopiske mønstre af synth og trommemaskine, hvilket gør dem yderst egnede til natlig storbysafari«.


The PLAYlist ‘Chasing Goosebumps’

Valgt af Simon Haugaard Corydon: »En uge, et tocifret antal musikere og et utal af jam-sessioner, alt sammen livestreamet på Facebook. Det er opskriften på et af det forgangne års mest forfriskende album fra supergruppen The PLAYlist. Kollektivet omfatter så forskellige navne som The Roots-medlemmerne James Poyser og Stro Elliott, broken beat-guruen Kaidi Tatham og neo soul-darlingen Glenn Lewis, mens masterminden bag er legendariske DJ Jazzy Jeff, der har lagt residens og udstyr til. Selv om albummet blev indspillet i løbet af februar kan det anbefales at genbesøge videoerne, hvor man kommer helt ind i musikernes værksted og ikke kan undgå at smittes af deres spilleglæde«.


Saint Etienne ‘Home Counties’

Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »Londons mest kvalitetssikre og – et par fjerne 90’er-hits fraregnet – oversete pop-romantikere tager os en tur til de sydengelske sovebyer. Fint afstemte doser af elektronisk bypuls og støvet baroklyd, gennem nostalgiens stikveje og slyngede stier, med Sarah Cracknells henførte pigestemme som forankringspunkt. ‘Warning: Extreme volume upsets neighbours’, står der skrevet på vinylpladens sticker inde i midten. De tre høfligt udseende briter nærer ingen ønsker om at skabe paladsrevolution i popland. ’Home Counties’ trækker i stedet elegant på tidligere plader, som en statusopgørelse over 25 års produktion. Saint Etienne burde blive nævnt i samme åndedræt som Pulp og Pet Shop Boys«.


Algiers ‘The Underside of Power’

Valgt af Jakob Matzen: »Amerikanske Algiers’ album ’The Underside of Power’ er et desperat skrig efter en mere progressiv og human samtid og fremtid end den, der udøves fra Twitter-kontoen i Det Hvide Hus. Gennem støjende og melodiøs gospelpunk formår Algiers at være et fandens vigtigt opråb og en vigtig lyd i en skrøbelig og turmult tid, hvor der i den grad er behov for intellektuel kunst og kultur til at rase mod verdensmagtens kollisionskurs. Gennem 12 industrielle rocksalmer har Algiers i min optik udgivet det bedste album i 2017 hvad angår melodi, tekst, lyd og relevans«.


First Flush ‘FUWA’

Valgt af Thomas Balslev Brandt: »Det danske band First Flush udgav i år deres andet album, og det er lidt af en overset undergrundsperle. Kvartetten lyder som en blanding af punk-avangardisterne Marching Church og vestegnsrapperen Sivas. De kombinerer ømt autotunede vokaler med twangy støjguitarer i et melodisk rockunivers, hvor strukturer brydes op og meditative jazzundertoner siver gennem melankolske klangrum som mælk i varm Himalaya-te. Helheden er både balstyrisk og balsamerende trods et væld af skønhedsfejl, som får sangene til at vralte af sted under de poetiske danske tekster, der er så tungt ladet med hårdtslående spleen, at man bløder lidt indvendigt«.


Fugleflugten ‘Bølgevækker’

Valgt af Nicklas Krarup Larsen: »Dansksprogede bands med karakteristiske mandlige forsangervokaler er blomstret på den danske musikscene i år. Og et af de mest kraftfulde blomsterskud er Fugleflugten, der med deres anden ep ’Bølgevækker’ for alvor har åbnet op for deres unikke, dansksprogede postpunk-univers. Rasmus Ydes forfriskende danske sangskrivning og halvråbende vokal rammer noget helt særligt i sit møde med floret af evig rumklangsguitar og galopperende trommer, og det mytiske, smukke visuelle univers i deres selvproducerede Youtube-videoer fuldender udtrykket. Fugleflugten vækker bølger i hele kroppen – både live og med volumen skruet helt op i høretelefonerne gennem en kold vinteraften«.


Yaeji ‘EP’ og ‘EP2’

Valgt af Mette Holm: »Yaejis to ep’er fra i år udgør tilsammen det mest hypnotiserende og catchy soundtrack, der ikke entydigt kan puttes i kassen elektronisk musik. Den amerikansk-koreanske kunstner formår med få virkemidler, som egentlig ikke burde passe sammen, at skabe sit helt eget univers, hvor en blanding af repetitiv koreansk og amerikansk hviske-rap, dybe housebeats, hiphop-referencer, følsom elektronik og hverdagspoetisk spoken word æder sig ind i dine øregange på samme måde som de mest formfuldendte popproduktioner. Og så er ’Raingurl’ måske det nummer fra i år, der er mest umuligt at sidde stille til«.


Her’s ‘Songs of Her’s’

Valgt af Agnete Fonvad Schou-Hansen: »Siden 2016 har sangen ‘What Once Was’ bevaret min nysgerrighed, og derfor var det ligeledes med stor spænding, da den engelsk/norske duo Her’s i maj debuterede med deres ni sange lange album ‘Songs of Her’s’. De to jangle-romantikere Audan Laading og Stephen Fitzpatrick skriver enkle omend sofistikerede, guitarbaserede sange, der rummer ungdommens sødmefulde kådhed og naive aura såvel som en mere moden og nærved dramatisk overbygning, eksempelvis foranlediget af Fitzpatricks intense spil mellem sin evne til både falset, baryton og dirrende vibrato fuld af nerve«.


Elder ‘Reflections of a Floating World’

Valgt af Martin Gronemann: »En af årets stærkeste udgivelser i min bog er fjerde album fra det amerikanske stoner/prog/psych/metal-band Elder. Gruppen excellerer i et bredspektret musikalsk rige med både hårdtslående guitarriff, atmosfæriske mellotron-klangflader og rytmiske krumspring. Med andre ord: En ordentlig mundfuld, men det er netop Elders fortjeneste, at de serverer noget himmelstræbende ambitiøst på en umiddelbar og yderst indbydende måde. En odyssé, hvor dragende kompleksitet og iørefaldende melodiøsitet med mange ind- og udtryk smelter overlegent sammen«.


Ho99o9 ’United States of Ho99o9’

Valgt af Emil Hansen: »Sidste år tog disse punkrappere Pavilion-teltet på Roskilde Festival med absolut storm, og selv om debutalbummet ikke er helt så kogende intenst som deres liveshow, så er New Jersey-duoens anarkistiske bud på kontemporær hiphop alligevel et af årets mere opsigtsvækkende. Her bliver horrorcore-rap og energiudladninger fra hardcore punk koblet med tidens traplyde og onde, industrielle beats i tråd med Soundcloud-rappens lo-fi-æstetik. Det er inkonsistent og ikke helt gennemført, men Ho99o9 samler alligevel det hele til sidst på det aggressive og catchy titelnummer, der med sine sirenesynths, et buldrende beat og gennemtrængende kampråb er et godt bud på årets protestsang«.


Guided By Voices ‘August By Cake’

Valgt af Anders Cold: »2017 har været et bannerår for Robert Pollard. Han fyldte 60 år i efteråret, men endnu mere imponerende er det, at han også har nået at udsende sine album nummer 100 og 101 (!) sammenlagt i år. Begge skiver fra i år er med moderskibet, Guided By Voices, og udstiller både bandet og frontmanden selv, den ultraproduktive eminence, i sjældent fin form. ‘August By Cake’ er et overvældende og bredtfavnende dobbeltalbum, der både stritter i utallige retninger, og, uden at overdrive, også er en powerpop-klassiker, der næsten er right up there ved siden af deres 90’er-lo-fi-mesterværker ‘Bee Thousand’ og ‘Propeller’«.


Sir Was ‘Digging a Tunnel’

Valgt af Maibritt Enevoldsen: »Det er halvt hiphop, halvt artsy-fartsy. Sådan betegner Sir Was sit debutalbum, og det er ikke helt dumt beskrevet. Den svenske multiinstrumentalist og producer (der tidligere har gjort sig som jazz-saxofonist og trommeslager for José Gonzáles) Joel Wästbergs album forener svedige samples og organiske instrumenteringer på en tilbagelænet, men ambitiøs facon på tværs af genrer og stemninger. J Dilla har tydeligvis ikke levet forgæves, når man lytter til Wästbergs lo-fi-skramlede hiphopbeats og småsyrede, smooth produktioner. En spændende og nysgerrig debut fra Sir Was, der snildt kunne gå hen og blive et rigtig spændende bekendtskab«.


Hak Baker ‘Misfits’

Valgt af Aske Buus Gladkow Johansen: »Da jeg hørte den London-baserede Hak Baker for første gang, fandt jeg mig selv i en uvant situation: Jeg kunne ikke putte ham i en kasse. Her adskillige gennemlyt senere har jeg givet op. Den 26-årige sangskriver og eks-grimerapper er kort sagt en omvandrende smeltedigel, og debut ep’en ’Misfits’ er en livsbekræftende trance af heterogene musikgenrer, sindsstemninger og tidsaldre – et absolut must-hear. For helt ærligt: Hvornår er du sidst stødt på gadepoesi og førstehåndsberetninger om ungdommens oprørskhed og autoritetsskepsis udtrykt med melankolske, grime-inspirerede flows, der præsenteres af en afvæbnende og syndefri stemme som støtter sig op af fingerspil fra en akustisk guitar?«

Redaktionens lister: Årets danske albumtop 20-11 og top 10-1

Redaktionens lister: Årets udenlandske albumtop 25-11 og top 10-1