Danske Courtesy har gang i en international dj-karriere af Mø-dimensioner
Courtesy.

Danske Courtesy har gang i en international dj-karriere af Mø-dimensioner

Najaaraq Vestbirk, i klubmiljøer bedre kendt som Courtesy, har lige dj’et til en warehouse-fest i Toronto. En af den ulovlige slags, hvor man skal stå på en hemmelig mailingliste for at komme ind. Taxaen satte hende af i et industrikvarter. Men hun blev i tvivl, om adressen var rigtig.

»Der var helt stille og ingen mennesker at se«.

Så kom festarrangøren til syne. Hun ledte hende gennem en skydedør og ind i en garage. Pludselig var der dørmænd, billetkøb og 3-400 mennesker på dansegulvet. »Smukt«, kalder hun det.

Hun nåede at spille en time. Så stod der pludselig en politibetjent foran pulten.

»Sluk musikken og tænd lyset! Jeg skal se din alkoholbevilling!«, råbte han.

Hun lignede festens midtpunkt, derfor vendte han sig mod hende.

»Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre«.

Så greb hendes veninde fat i armen på hende og råbte: »Løb!«. De kastede pladetaskerne over skulderen og spænede, alt hvad de kunne. Hun ved stadig ikke, hvad der skete med arrangøren.

Hun smiler i stemmen over historien. Men når man spørger, hvordan det føltes, svarer hun: »Jeg var lidt skuffet over mig selv. At jeg var så uforberedt på, at det kunne ske«.

Najaaraq har brugt lang tid på at lære at forberede sig. Det nager måske lidt i hende, når det ikke lykkes.

Courtesy. (Foto: Daniel Hjort/Soundvenue)

Hun har dj’et i ti år. Hun har spillet op mod 60 jobs i år. Ikke den slags i Danmark til 1.000 kroner, som ingen kan leve af, fordi ingen kan holde til at spille fem-syv gange om ugen. Hun har spillet foran tusinder på Sonar Festival i Barcelona. Og på den legendariske techno-klub Berghain i Berlin. Hun er medejer af pladeselskabet Ectotherm. Hun mener selv, at hun er den ene af to mennesker i Danmark, der kan leve af den undergrundstechno, hun elsker.

Måske ville det aldrig være sket, hvis hun ikke havde brugt nogle år på at fucke op. Og på at gøre skaden god igen. Det har taget tid at vokse ud af sin angst. Og at lære at man står med hele lortet selv, for ellers kommer man til at udnytte sine venner.

USA genkender lyden af Culture Box

Hun fortæller mig historien fra Toronto i en lejlighed i Sydhavnen. Det er ikke hendes lejlighed, hun bor bare hos Simone Øster, hendes dj-veninde, indtil hun skal på USA-turné. Det ser også sådan ud. Væggene er tomme på hendes værelse. Hun laver ris og spejlæg i køkkenet.

»Det var, hvad der var i køleskabet. Jeg har været i Amsterdam hele ugen og er lige kommet med flyet for et par timer siden«, siger hun.

I aften har hun et job på Culture Box.

»Da jeg startede, var det et mål at spille på Culture Box, den store uopnåelige klub i København. Den mest internationalt kendte i landet«.

Siden er det blevet lidt af et stamsted, hvor hun har været med til at forandre klublyden af København.

»Dengang i 2006 var der fokus på block house og electro house. De helt store navne var Kjeld Tolstrup, Djuna Barnes, Tomas Barfod, Filur og Kasper Bjørke. Det var musik, der krydsede over i rock og funk. Meget af det kunne spilles på P3. Nu er der en stor technoscene, men hvis lyden overlapper til noget, er det mere industrial- og punk-elementer. Mange, der laver fester nu, var aktive i Ungdomshuset dengang«.

Courtesy. (Foto: Daniel Hjort/Soundvenue)

Den danske lyd er nået helt til USA. Når hun spiller derovre, er hun ikke kendt som et navn fra Europa, men fra Danmark.

»Folk elsker København. Man får ikke samme reaktion, hvis man siger, man bor i Berlin«, fortæller hun.

»Der har været meget Berlin-inspireret techno i København i mange år, blandt andet på Culture Box. Men det, der gør blandt andet København unik lige nu, er en hurtigere techno. Jeg spiller mange numre fra mit pladeselskab, og man kan se, at folk kender dem. Der er mange melodier i drengene fra scenens techno. Den københavnske lyd har mange følelser«.

Brugte børneopsparingen på pladespillere

Inde i stuen drikker hun grøn the til maden.

»Det er det, jeg holder mig vågen på hele natten. Jeg samler på breve med grøn the. Hver gang jeg er i en lounge i lufthavnen, hvor de har god the, så genfylder jeg min taske«.

Det var ikke det, hun drak tidligere i karrieren. Men nu er det nødvendigt for at holde jetlaggen stangen.

»Jeg er jo blevet dj, fordi jeg godt kan lide at feste«.

Druk og drugs-feste?
»On the record kan jeg i hvert fald godt lide at drikke mig fuld«.

Turnélivet er sundt for hendes rastløshed. Da hun var barn, brugte hun et halvt år på at løbe den af i fjeldene i Grønland, hvor hendes mor stammer fra. Resten af tiden brugte hun den til at slippe ud af Esbjerg, og senere ud af Hillerød.

»Jeg har altid været musiknørd. I starten var det med hiphop. Jeg elskede MC Clemens, da jeg var barn. Jeg ville være Danmarks første kvindelige rapper. Jeg var bare ikke særlig god til at læse og skrive. Det er lidt svært at blive rapper, når du ikke kan skrive dine egne rim«.

Jeg er jo blevet dj, fordi jeg godt kan lide at feste

Det med ikke at være særlig god til at læse og skrive gjorde det også svært at komme igennem gymnasiet. Og så det med ikke at være en skid interesseret. Hun droppede ud, da hun var 18.

»Hvilket var… forfærdeligt. Ej, det var i hvert fald ikke noget, mine forældre var glade for«.

Det med at blive dj var nemmere end at blive rapper. Egentlig bare et spørgsmål om visitkort.

»Dengang havde jeg nok sådan en kækhed. Jeg gik egentlig bare rundt og sagde til folk, at jeg var dj. Og så købte jeg nogle pladespillere for min børneopsparing. En af mine venner købte en bog til mig i New York, som hed ‘How to be a DJ’. Der stod, hvordan man beat-matchede«.

»Så fik jeg lov til at spille et job efter Kristian Leth. Jeg havde ikke selv høretelefoner med. Jeg fandt først ud af efter mit tredje gig, at man selv skal have dem med«.

Så hvem lånte du af?
»Kristian Leth! Han var meget sød. Han kan nok ikke huske det. Håber jeg«.

Najaaraq Vestbirks tre techno-helte

Dr. Rubinstein
»Marina Rubinstein har et lille, ekstremt charmerende smil på læben, når hun spiller, som om hun står med en hemmelighed, og det er en virkelig fed kontrast til hendes hårde acid house-sets. Hun er ligesom mig ‘kun’ dj, uden at udgive sin egen musik, og er kommet imponerende langt på de præmisser«.

Marie Davidson
»Fransk-canadieren Marie leverer et af de mest imponerende live-sets, jeg har set. Hun synger på fransk og engelsk, samtidig med at hun spiller en blanding af industrial, new wave og UK techno med et bord fyldt af analogt udstyr. Hun ekstrovert i sin performance, går rundt mellem publikum og danser helt fantastisk«.

Objekt
»TJ Hertz aka Objekt udgiver max én plade om året og alligevel anses han som en af de mest respekterede producere inden for eksperimenterende techno. Som dj er han nørdet, men har også humor, og formår fejlfrit at mixe tracks sammen, der er så forskellige i tempo og stil, at jeg ærlig talt ikke forstår, hvordan han gør«.

Bange for at blive afsløret

Det ville også være en fornærmelse at kalde hende en rigtig dj, før hun teamede op med Johanne Schwensen. Hendes gymnasieveninde som både kunne score 12-taller og danse til ud på formiddagen. Tilsammen blev de i 2006 Ung Flugt. To 18-årige pige-dj’s var et fænomen på klubscenen i Danmark, og så gik det stærkt. Med interviews og spillejobs alle de fede steder over hele Europa.

»Jeg var skidehård, og vi havde det enormt sjovt. Engang skulle vi spille efter Diplo, faktisk til en Soundvenue-fest. Vi havde været til krebsegilde inden og var meget fulde begge to. Så kommer vi ned på Jolene, og Diplo spiller. Og så er det os, og vi går i gang. Bagefter er der nogen, der hiver os til side og siger: I smed Diplo af pulten. Det er bare overhovedet ikke okay! Der var dømmekraften bare ikke til stede«.

For Najaaraq føltes det, som om alt kom af sig selv. I virkeligheden kom det nok fra Johanne.

»Hun gør ikke noget, der ikke er ordentligt. Hun sørgede for, at vi øvede os. Jeg var den, hvor alt sejlede. Jeg sjuskede for meget. Fordi Ung Flugt fik så meget opmærksomhed, fik jeg indtrykket af, at sådan nogle ting bare kan ske af sig selv. En arrogance. Men sådan ville det ikke være, hvis Johanne ikke havde gjort noget for det. Og det tog jeg for givet«, indser hun.

»Set i bakspejlet er det vildt, at hun gad. Det gad hun jo så heller ikke på et tidspunkt«.

Ung Flugt besluttede at gå i opløsning i 2011. »Det hårdeste break up i mine 20’ere«, kalder Najaaraq det.

Hvorfor blev I uvenner?
»Vi var slyngveninder i mange år. Vi var sammen hele tiden, men dårlige til at snakke om svære ting. Vi var i starten af 20’erne. Jeg var sikkert et ekstremt menneske at være sammen med. Jeg tror, jeg var et hårdt bekendtskab. Drænende. Dengang var jeg hurtig til at give andre folk skylden, hvis noget fejlede for mig«.

Hun lyder hård ved sig selv. Det var hun nok også dengang, selv når hun langede ud efter andre.

»Jeg har dealet ret meget med angst og en slags imposter-syndrom. Jeg har følt, at jeg ikke fortjente succesen. Det er en forfærdelig følelse. Man kan ikke nyde fantastiske ting i sit liv, fordi man er bange for at blive afsløret. Jeg vidste ikke, hvor almindeligt det var. Når jeg i dag er professionel og snakker med andre professionelle kunstnere i flere brancher, så har mange det præcis på samme måde«.

Snakker du med Johanne Schwensen i dag?
»Ja, vi er netop begyndt at se hinanden igen. Det er seriøst en af de bedste ting, der er sket i meget lang tid«.

Kaosårene

Omkring den tid, hvor Ung Flugt faldt fra hinanden, blev Najaaraq syg med en virus. Hun blev indlagt i isolation, og nogle af hendes organer virkede ikke, som de skulle.

»Jeg blev testet for alt. De fandt aldrig ud af, hvad det præcis var«, siger hun.

»Det har en hård tid, som jeg ikke har tænkt på længe. Det var første gang, jeg følte mig dødelig. Det sad i mig i lang tid. Så forsvandt det i nogle år. Så kommer det igen i en anden form, når man bliver ældre«.

Hvordan kommer det igen i dag?
»Først døde Kjeld Tolstrup. Og nu døde Djuna Barnes. Det bliver man meget påvirket af. Jeg har altid været så meget fan, at jeg ikke kunne snakke med Djuna. Jeg har kendt til hende i ti år, og det er først lige for nylig, vi havde den første samtale«.

Er dødeligheden noget, du selv mærker?
»Ja, jeg er helt klart bevidst om, at jeg har festet mig igennem mine 20’ere. Og at jeg gerne vil kunne blive ved med at lave det, jeg laver. Så jeg har en helt anden opmærksomhed på min krop«.

Courtesy. (Foto: Daniel Hjort/Soundvenue)

Efter bruddet og sygdommen stoppede hun med at spille. Hun blev nødt til at lave noget om. »Kaosårene«, kalder hun det. Hun havde forinden kæmpet sig igennem en HF og var kommet ind på konservatoriet, hvor hun tog en uddannelse i music management.

»Der kom et tidspunkt, hvor jeg forstod, at hvis jeg vil noget, så hænger den kun på mig. Ikke nogen andre. Jeg bliver nødt til at deale med min angst, og at jeg har svært ved at læse og skrive. Jeg bliver nødt til at lave mine afleveringer og komme igennem det studie. Jeg bliver nødt til at øve mig for at blive en god dj«, siger hun.

»For at blive lykkelig i det, man laver, bliver man nødt til at tage ansvar. Jeg møder også mennesker i 30’erne, som ikke gør det, og de bliver aldrig succesfulde og aldrig rigtig glade«.

Når technoen dør

Men så mødte hun tre piger, der gjorde hende tændt på at spille igen. Sara ‘Mama Snake’ Svanholm, Emma Blake. Og Simone Øster, som hun crasher hos lige nu. Techno-scenen i København voksede, og pludselig var der tre kvindelige dj’s med samme gode smag. Tilsammen blev de Apeiron Crew.

»Det var sommerens højdepunkt, da vi holdt en kæmpe fest herude i Sydhavnen, Costa del Sydhavnen, hvor techno-vennerne blev blandet med folk fra hiphop- og graffitiscenen«.

Denne gang kunne hun bevare kontrollen i alt det sjove. Og ambitionerne. Hun elsker de andres lyd, fortæller hun, men til sidst var det hendes ambitioner om at eksperimentere mere, der fik hende til at gå solo.

»Det er helt vildt sjovt at spille fire sammen i en gruppe, og de har dannet mig musikalsk. Men jeg kom til et sted teknisk, hvor jeg gerne ville prøve nogle nye ting af. Når man spiller back-to-back, er der hele tiden nogen, der hiver dig i en anden retning. Det kan være fedt, men hvis jeg har en mission om at spille et nummer, kræver det måske fem andre numre for at nå derhen, enten på grund af skift i rytmen eller stemningen«.

Når hun taler om alt det, der er lykkedes under navnet Courtesy, er festlivet ikke det afgørende. Hun er stolt af sin forretningssans, for sådan en har hun også nu. Mange af de numre, hun spiller på jobs, er fra hendes eget pladeselskab Ectotherm, som hun ejer sammen med Apeiron-veninden Sara Svanholm. De udgiver techno fra blandt andre Martin Schacke, Rune Bagge og IBON.

»Når jeg kommer til at kigge tilbage på de her år, vil jeg se på pladeselskabet med større stolthed, end at jeg selv fik lov til at spille på Berghain en masse gange«.

Courtesy. (Foto: Daniel Hjort/Soundvenue)

Det går strygende for hendes drenge. Men hun siger også, at genrer og trends har en kort levetid på scenen.

»Der var nogle år, hvor acidhouse var megapopulært, så blev det megakikset. Det samme med trance. I 90’erne blev de genrer helt vildt store, ligesom big room-techno lige nu bliver mainstream. Og jeg er sikker på, at det nok skal dø ligesom de andre genrer«.

Hvad nu hvis din techno bliver megakikset en dag?
»Jeg spiller så blandet og så outreret, at jeg ikke håber, jeg er i fare for at gå af mode. Det samme gælder de drenge, vi udgiver. Selv om jeg spiller på nogle ret store scener, er jeg altid the weird one out. Hvis folk helt holder op med at høre techno, så er jeg heldigvis god til at undervise«.

Hun får det klaustrofobisk af at lægge fremtidsplaner. Det er rastløsheden igen.

»Den kaotiske tid havde nogle venskabsmæssige konsekvenser for mig. Men jeg er glad for, at jeg har lært de ting, for ellers tror jeg ikke, jeg ville være der, hvor jeg er i dag. Jeg har drømt om at gå ind på en klub og ikke være angst, og ikke drikke noget for at føle, at jeg har ret til at stå foran et publikum og gøre det, jeg er god til. Det er sådan, jeg har det nu«.

Fest. Sammen.

»Nu skal vi også til at gå«.

Tiden er fløjet.

»Vil du køre med til Culture Box i min Christianiacykel?«

På Culture Box klokken 23 er der rødt lys og røg på dansegulvet, men kun spredte dansere.

»Er her altid så tomt?«, spørger en rumæner på pubcrawl.

Så går Courtesy på. Hun havde egentlig lavet et udkast til en playliste, men nu improviserer hun. Hun smider det på, som får rummet til at huje. Fire timer senere, da Sara ‘Mama Snake’ Svanholm kommer op til pulten for at tage over, koger salen. Men Courtesy går ikke ned. Nu kommer Simone Øster, roomien, også derop. De tre veninder fester med salen, sammen.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold