Drake beskyldes for at stjæle artwork til ‘Scary Hours’-projektet – døm selv

Drake beskyldes for at stjæle artwork til ‘Scary Hours’-projektet – døm selv
Drake.
Foto: Kevin Winter/Getty Images

For nogle var det en kærkommen overraskelse, da Drake for tre dage siden ud af det blå delte to nye tracks fra udgivelsen ‘Scary Hours’. For den Houston-baserede dj og producer Rabit aka. Eric Burton var det dog et bittersødt gensyn med sit eget visuelle udtryk fra en tidligere tour.

I et Instagram-opslag anklager han Drakes kreative stab for at have tyvstjålet artwork fra en plakat, han brugte i 2015. »Today I wake up to see OVO has redone one of my 2015 tour posters«, skriver han blandt andet, mens han i hashtag-sektionen kalder Drake og OVO for rotter, kakerlakker og en simp – det vil sige én, der vil gøre hvad som helst i håbet om at vinde kvinders gunst.

Se de omtalte visuelle udtryk i DJ Rabits opslag herunder:

Der er et sammenfald mellem både skrifttype, stil, farver og læseretning, men hvorvidt man vurderer det relativt simple visuelle udtryk som værende stjålet, må være op til den enkelte.

Det er endnu uvist om ‘Scary Hours’ er titlen på et mixtape, et album eller bare et one off-projekt fra Drakes hånd.

Læs også: Drake deler to numre fra nyt hemmeligt projekt