Her er ALT, hvad vi ved om Justin Timberlakes kommende album ‘Man of the Woods’

Her er ALT, hvad vi ved om Justin Timberlakes kommende album ‘Man of the Woods’
Justin Timberlake.
Justin Timberlake udgiver sit femte album på fredag, og musikken, vi indtil videre har hørt, stikker i alle retninger. Timberlake har sagt ganske meget om albummet, men alligevel er det rigtig svært at få en konkret forståelse for, hvad 'Man of the Woods' egentlig vil byde på. Vi har forsøgt at danne et overblik over alt, vi ved om udgivelsen.

Tracklisten

På ‘Man of the Woods’ finder man 16 numre, der tilsammen varer 65 minutter. Stort set alle numre varer mellem tre og fem minutter – de eneste undtagelser er interludiet ‘Hers (Interlude)’ på ét minut og andet track, ‘Midnight Summer Jam’, der varer lidt over fem minutter.

Selv om 65 minutter kan virke af meget, er det faktisk Timberlakes korteste album siden debuten, ‘Justified’ fra 2002.

På tracklisten ser vi også gæstemusikerne, og det er værd at bide mærke i, at Timberlake for første gang i lang tid ikke har nogen rappere med som gæster. I stedet får vi optrædener fra Alicia Keys og countrystjernen Chris Stapleton.

‘Man of the Woods’:
1. ‘Filthy’
2. ‘Midnight Summer Jam’
3. ‘Sauce’
4. ‘Man of the Woods’
5. ‘Higher, Higher’
6. ‘Wave’
7. ‘Supplies’
8. ‘Morning Light’ feat. Alicia Keys
9. ‘Say Something’ feat. Chris Stapleton
10. ‘Hers (Interlude)’
11. ‘Flannel’
12. ‘Montana’
13. ‘Breeze Off the Pond’
14. ‘Livin’ Off the Land’
15. ‘The Hard Stuff’
16. ‘Young Man’

Sponsoreret indhold
Hver lørdag fra klokken 23 ...
... forvandles Hotel Cecil til Cecil AM. Kom indenfor og mærk stemningen.
Cecil AM

Producerne

Justin Timberlake har slået sig sammen med nogle gamle producerkendinge på produktionen. Timberlake har selv været med til at producere samtlige numre, men på ni af albummets numre har han fået assistance af The Neptunes aka Pharrell Williams og Chad Hugo, der ikke har produceret for Timberlake siden 2002. De står blandt andet bag singlen ‘Supplies’.

Det ville jo nærmest heller ikke være en rigtig Timberlake-udgivelse, hvis Timbaland ikke var involveret. Timbaland har været med til at producere fire tracks, herunder førstesinglen ‘Filthy’ og ‘Say Something’ feat. Chris Stapleton.

Der er dog også to sange, hvor Justin har slået sig sammen med en ny producerpartner, hiphopproduceren Eric Hudson. Oven i de nævnte producere arbejder Timberlake også sammen med Danja, Rob Knox, Larrance Dopson og J-Roc, dog aldrig uden, at Timbaland eller Hudson også er involveret.

Æstetikken

Justin Timberlake ser ud til generelt at forsøge at ramme en æstetik, der udtrykker mødet mellem det moderne og det traditionelle. På albummets cover ser vi dette, da det centrale artwork er halvt digitalt fotografi og halvt polaroidbillede.

Musikvideoerne har generelt prøvet at ramme samme blanding af nyt og gammelt. Det gik lidt til side på videoen til ‘Supplies’, men både billedsiden til ‘Filthy’ og ‘Say Something’ har gjort det på hver sin måde. På ‘Filthy’ skal det traditionelle koncertformat håndtere tilføjelsen af en robot, og på ‘Say Something’ ser vi meget tydeligt, hvordan Timberlake lader elektroniske elementer gå i spænd med countryinspiration.

Den orange farve på albummets artwork – ja, hele albummets udseende faktisk, får ‘Man of the Woods’ til at ligne noget moderne indiefolk a la Bon Iver eller Fleet Foxes. Det var også lidt det, vi forventede, indtil vi fik hørt musikken…

Musikken

I en teaser-video har Timberlake netop gjort meget ud af, at vi fik et album, der rørte ved både det moderne og det traditionelle, navnlig den countrymusik, han er vokset op med. Det var dog ikke det, vi hørte på ‘Filthy’ eller ‘Supplies’.

Vi har fået tre singler med musikvideoer, og oven i dette har vi en relativt dybdegående teaservideo, men alligevel er det meget svært at få  et særlig solidt indtryk af, hvordan ‘Man in the Woods’ kommer til at lyde.

Vi har fået fræk electrofunk, nostalgisk countrypop, politisk r’n’b med trap-elementer, og i teaservideoen hører vi også elementer af electroswing, 70’er-funk, blød guitarpop, kammerfolk og klaverballader. Det virker også ret svært for Timberlake og Pharrell at beskrive albummet særlig godt.

Timberlake har skrevet alle sange på albummet, oftest enten i samarbejde med The Neptunes eller countrymusikere som Chris Stapleton og Toby Keith. Man kan håbe på, at nogle af disse samarbejder skaber noget produktivt, men hvis der er noget, de ellers ret forskellige singler har haft til fælles, er det, at de ikke er særlig gode.

Forhåbentlig kan vi få lidt mere klarhed over ‘Man of the Woods’, når det udkommer på fredag.

Læs også: Hvad FANDEN foregår der i Justin Timberlakes nye musikvideo?