Her er syv helt nye album, du skal høre i dag

Her er syv helt nye album, du skal høre i dag
Hver fredag guider vi til ugens vigtigste udgivelser – denne gang med bl.a. Migos, Nils Frahm og Ty Segall

1. Migos ‘Culture II’

Udgivelsesdatoen for ‘Culture II’ fik vi først tidligere denne måned, men der har længe været hype omkring albummet, som er blandt de udgivelser, vi glæder os mest til i år.

Migos har allerede givet os lovende singler i form af ‘MotorSport’ feat. Cardi B & Nicki Minaj og den Pharrell-producerede ‘Stir Fry’, og vi er ellevilde med nyheden om, at selveste Kanye West er involveret i produktionen.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.


2. Django Django ‘Marble Skies’

Den britiske gruppe Django Django imponerede os for første gang tilbage i 2012 med deres eponyme debutalbum, men sidenhen har deres neopsykedeliske popmusik ikke helt haft samme gennemslagskraft.

De gik i en mere elektronisk retning med efterfølgeren ‘Born Under Saturn’ fra 2015, og hvis man skal stole på de sommerlige synthsingler, de har udgivet op til ‘Marble Skies’, vil deres tredje album præsentere en lyd, der befinder sig et sted mellem de to første udgivelser. Forhåbentligt kan man blive positivt overrasket.

Læs vores anmeldelse af albummet HER.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.


3. No Age ‘Snares Like a Haircut’

Amerikanske No Age leverede ganske solid, forfriskende støjpop på deres to første album, ‘Nouns’ fra 2008 og ‘Everything in Between’ fra 2010, men i 2013 endte det med at gå lidt i tomgang for duoen på deres tredje album, ‘An Object’.

Der er gået fem år uden noget nyt album, og selv om singlerne ikke tyder på, at de genopfinder sig selv, er der glimrende sangskrivning til stede på både den vemodige ‘Send Me’ og den mere punkede ‘Soft Collar Fad’

Hør albummet via Apple Music HER.


4. Dream Wife ‘Dream Wife’

Der er sket meget, siden den islandsk/amerikanske rocktrio Dream Wife udgav debut-ep’en ‘EP01’ tilbage i 2016. Dengang var de mere diskrete og æteriske, men på deres første album lader de til at omfavne den punkede side af deres lyd med en god dosis ekstra bombast.

Forskellen kommer især til udtryk, hvis man sammenligner ovenstående albumudgave af ‘Hey Heartbreaker’ med udgaven man kunne finde på ‘EP01’. Denne nyfundne attitude går også igen på de øvrige tracks, de har delt op til udgivelsen af debutalbummet.

Læs vores anmeldelse af albummet HER.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.


5. Nils Frahm ‘All Melody’

Tyske Nils Frahm giver tre koncerter i Danmark den kommende måned, og hvis du har planer om at se den eksperimenterende klavervirtuos, er der god grund til at give hans nye album et lyt.

Frahm er en produktiv herre, men man har ikke set et nyt soloalbum fra ham i traditionel forstand siden ‘Solo’ fra 2015. Der har været et filmsoundtrack, et par samarbejder med andre musikere og en genindspilning af 2012-albummet ‘Screws’, men med ‘All Melody får vi endelig en ny mulighed for at høre Frahm, hvor han er allerbedst: Alene med sine tangenter.

Hør albummet via Spotify HER.


6. Ty Segall ‘Freedom’s Goblin’

Et år uden mindst ét nyt Ty Segall-album er lidt af en sjældenhed, og i år får vi det vist tidligt. Hans livsglade garagerock er som altid let at gå til, og han har ikke skruet ned for charmen på de numre, han har delt på bandcamp op til udgivelsen af ‘Freedom’s Goblin’.

‘Freedom’s Goblin’ byder naturligvis på Segall i sit vanligt højenergiske leje på sange som ‘Every 1’s a Winner’ og den skøre ‘Meaning’, men han gør sig også i ballader i form af ‘My Lady’s on Fire’ og ‘Alta’.

Hør albummet via Apple Music HER.


7. Johnny Jewel ‘Digital Rain’

Selv hvis du ikke genkender hans navn, har du muligvis Johnny Jewels musik. Det har du i hvert fald, hvis du har fulgt med i ‘Twin Peaks: The Return’, hvor han har stået bag noget af musikken, både solo og som en del af gruppen Chromatics.

Hans soloalbum er helt klart også værd at kigge på, hvis man kan lide de mørke lydbilleder, synthesizerne på ‘Twin Peaks’-soundtracket skaber.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.