Postpunk-debutanterne Shame gnistrer af nærvær

Postpunk-debutanterne Shame gnistrer af nærvær
Shame.
Foto: Holly Whitaker
Postpunk-debutanterne Shame gnistrer af nærvær - Songs of Praise
5 6
Shame
'Songs of Praise'

Album, Dead Oceans/Playground

London er spaltet i to dele med Themsen som den geografiske markør, der separerer storbyen. Det er dog ikke kun floden, der markerer skillelinjen i den engelske hovedstad. Byen er også tvedelt i sociale, økonomiske og kulturelle lag med Syd-London som værende hjemsted for mange minoritetsgrupper og socialt boligbyggeri.

Det er herfra, den debuterende postpunk-kvintet Shame stammer. I sommeren 2017 gjorde de sig bemærket med nummeret ‘Visa Vulture’, en skarpladt kritik af Theresa May, der blev annonceret som ‘the world’s worst love song’. Selv om den britiske premierminister ikke står for skud på albummet, fremgår det ikke desto mindre med al tydelighed, at Shame ingenlunde er underlagt apati, men er et band ved deres meningers mod, som både berører skævvridningerne i samfundet og hylder deres eget point-of-view.

»You’re clinging to concrete. Just let go«, lyder det i ‘One Rizla’, og opfordringen til at løsrive sig fra betonjunglen forstærkes af gnistrende guitarer og smældende lilletrommeslag. Men samtidig proklamerer frontmand Charlie Steen, at »My voice ain’t the best you’ve heard / and you can choose to hate my words. But do I give a fuck«.

Det er i dette spændingsfelt, at Shame er et interessant bekendtskab, idet de altså både anskuer deres sociokulturelle ophav med kritiske øjne og i samme ombæring romantiserer det med en flabet attitude. En anskuelse, som albumtitlen tematisk ligeledes indikerer.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Musikalsk formår de fem musikere at forædle og nuancere postpunkens virkemidler. Den særdeles stærke ‘Dust on Trial’ trækker scenegardinet til side på overbevisende manér med en stramt eksekveret puls, der levner åndehuller til såvel eruptioner af støjende guitarer, rytmisk kontrol og den indbydende linje: »Just one step closer to me«.

En opfordring, man hjertens gerne imødekommer, for ikke alene fremgår det, at Shame ved præcis, hvad de gør. De formår også at modellere postpunken på deres egne vilkår og dermed anvende genren som afsæt for effektive salver ladet med personlighed og nerve.

Den frenetiske energiudladning ‘Concrete’ med Steens ærkebritiske lad-agtige tilråb, de melodiøse ‘Tasteless’ og ‘Friction’, og den chorus-draperede ‘Gold Hole’ er vidnesbyrd om Shames sikre favntag med udtrykket.

Det tjener ligeledes gruppen til ære at tøjle tempoet og fremmane en ildevarslende stemning og et tilbageholdt drama i den spoken word-agtige ‘The Lick’. Ligeledes indikerer det kraut-hypnotiske groove i ‘Angie’, at Shame vil og formår mere end de gjaldende paroler og energien som udtryksform.

‘Songs of Praise’ er nærværende, vedkommende og en gnistrende triumf af et debutalbum.


Kort sagt:
Med afsæt i postpunkens energiudladninger og mere afdæmpede momenter kommer den debuterende kvintet særdeles godt fra start. Gruppen fra det sydlige London har heller ikke berøringsangst med både at kritisere og romantisere de sociale og kulturelle træk, som karakteriserer deres verden. Hvilket kun gør indtrykket mere dragende.

Advertisement