Smirnoff Equalising Music

Roskilde-aktuelle Cardi B er ikke et one-hit wonder: Her er syv sange, der beviser det

Roskilde-aktuelle Cardi B er ikke et one-hit wonder: Her er syv sange, der beviser det
Cardi B til sidste års BET Hip Hop Awards.
Foto: Gustavo Caballero/Getty Images
Cardi B bragede sidste år ind på scenen med kæmpehittet ’Bodak Yellow’, der fik alle til at forelske sig i hendes bramfri stil og karismatiske attitude. Men newyorker-rapperen er meget mere end en social media-stjerne med et enkelt hit.

Definitionen på et one-hit wonder er, at en artist snubler over et hit. En kunstner, der ikke er karismatisk eller dygtig nok til det helt store gennembrud, men som gennem held eller snilde får fingrene i en sang, der rammer noget helt rigtigt. Det ene lykketræf følges aldrig op af mere.

Den beskrivelse kunne næsten ikke passe dårligere til Cardi B, som i dag er blevet annonceret til Roskilde Festival.

For selv om rapperen fra New York for de fleste stadig er synonym med bare én single, sidste års storhittende ’Bodak Yellow’, er sangen alt andet end en tilfældighed. Og Cardi er alt andet end en anonym eller ubegavet kunstner, der er snublet over et hit.

Faktisk var hun nærmest en åbenbaring sidste år – hun erobrede 2017 gennem sin blanding af karisma, selvtillid og frygtløs ærlighed.

Alt hun siger er nærmest en catchphrase, hendes tonefald er altid udfordrende, og hun er ikke bange for at tale om alt fra sine skønhedsoperationer til sexvideo, som hun hævder at have indspillet med sin forlovede, Migos-medlemmet Offset.

Samtidig har hun orkestreret sin karriere med strategisk talent: Hun gik fra stripper til social media-stjerne til reality-deltager til rapstjerne med en målrettethed, der gjorde, at den opsigtsvækkende udvikling skete med største selvfølgelighed. Cardi B er ikke faldet over hittet ’Bodak Yellow’. Hun har skabt sin karriere fra bunden af.

Og der er meget mere, hvor den sang kommer fra – både på de tidlige mixtapes, nyere features og hendes seneste single.

Her er syv vigtige Cardi-præstationer, der beviser, at hun er meget mere end et one-hit wonder. Cardi B er kommet for at blive. Og hun skal nok lægge Roskilde Festival ned.


1. ’Lick’

Før der fandtes ’Bodak Yellow’, var der ’Lick’. Den var egentlig Cardi B-singlen, der skulle overtage sommeren 2017, men da ’Bodak Yellow’ fik ekstremt stor succes, blev ’Lick’ glemt i farten.

Det er virkelig synd, for de to sange deler samme DNA: Beatet er tungt, sangen er catchy, og Cardi er magtfuld. Det er samme majestætiske måde at få hvert ord til at lyde som en befaling på, der har gjort ’Bodak Yellow’ så succesfuld – og så har sangen også en stærk gæsteoptræden af Offset fra Migos pre-forlovelse.

’Lick’ er taget fra hendes 2017-mixtape ’Gangsta Bitch Music Vol. 2’, hvor man kan se en Cardi B, der stadig har nogle få ujævne sider, men som næsten er nået frem til den fuldt formede stjerne, der senere på året udgav ’Bodak Yellow’.


2. ’Red Barz’

Ja ja, nu er hun en popstjerne, men Cardi B er også bare en ekstremt kæk og pænt hård newyorker. Og hvis der er én sang, der viser netop den side af hende, så er det ’Red Barz’.

Det er en ekstremt mixtape-agtig sang, hvor Cardi i videoen står sammen med en flok mennesker omkring sig og myrder linje efter linje. Hvis man skær alt det melodiske og poppede fra, er det her kernen af rapperen Cardi B.

Der er masser af linjer at citere, men en af de stærkeste er, når hun slynger trusler ud, der kan få enhver konkurrent til at tabe både kæben og kamplysten: »I’m on some other shit, that Cardi B gutter shit / everytime I catch a hatin’ bitch she on her stutter shit«.

Det er musik, der automatisk får dig op af stolen og helt ud på gaden. Eller, som topkommentaren på Youtube skriver: »Showed this to my cat now is a lion«.

Sponsoreret indhold
Portræt af forfatter Julie Badura
Hun fortæller om at samle sig selv op, starte forfra og følge sine drømme. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

3. ’Finesse (Remix)’

Du har nok set den ekstremt farverige og måske bare lidt overgjorte 90’er-video til ’Finesse’-remixet med Bruno Mars og Cardi B. Hvis du har, så har du sikkert følt den der ærgerlige følelse, når Cardi forsvinder ud af sangen i det mellemste stykke.

For selv om Mars er en strålende sangskriver og performer, mangler han jo netop det, Cardi B har uendelig supply af: Karisma. Man lytter til sangen, når Bruno Mars er på. Men man lytter efter, når Cardi B tropper op.


4. ’La Modelo’

En del af Cardi B’s karisma ligger i hendes accent, der lyder cocky som kun en New Yorker kan, samtidig med, at hendes dominicanske ophav har sneget sig ind i udtalen. Men det er alligevel genialt at høre hende gå planken ud på Ozuna-samarbejdet ’La Modelo’, hvor hun både synger på spansk og rapper på engelsk. Den ekstremt catchy single giver os et glimt af Cardi B som latinamerikansk reggaeton/dancehall-stjerne.


5. ’Bartier Cardi’

’Bodak Yellow’ skabte et kæmpe momentum for Cardi B’s næste single, og set i den kontekst er ’Bartier Cardi’ faktisk et ekstremt modigt træk. Produktionen er langt mere afdæmpet og underspillet end gennembrudshittet, og samtidig er Cardis flow hurtigere og mere komplekst – måske inspireret af den forlovede Offset, der har netop den slags flows som kendetegn?

Uanset hvad, så er ’Bartier Cardi’ en ny lyd for hende, og hun mestrer den til fulde.


6. ’MotorSport’

Migos’ førstesingle fra ’Culture 2’-albummet er frem for alt et udstillingsvindue for to af tidens dominerende kvindelige rappere: Nicki Minaj og Cardi B. For mens den mandlige trio holder sig i baggrunden med afdæmpede og melodiske vers og omkvæd, cementerer både Nicki og Cardi deres status med ekstremt magtfulde vers.

Sidstnævnte rapper blandt andet om at sælge hende og Offsets sexvideo, men versets højdepunkt er, når hun gentænker en af signaturlinjerne fra ’Bodak Yellow’: »Why would I hop in some beef, when I could just hop in a Porsche / you heard she gon’ do what from who? / that’s not a reliable source«.


7. ’Foreva’

Før Cardi B var rapper, var hun realitystjerne, og et af hendes catchphrases var: »If a girl have beef with me, she gon’ have beef with me… foreva

Dén sætning forvandlede hun om til en af sine hårdeste, mørkeste sange til dato i form af ’Foreva’ fra 2016-mixtapet ’Gangsta Bitch Music Vol 1’.

Det er ikke en perfekt sang, men de ting, der senere gjorde Cardi B til en stjerne, er der allerede her: Ekstremt magtfuld stemmeføring og en evne til at få helt normale sætninger til at lyde som meget mere end ordene selv.

Når hun rapper »Come outside lil’ bitch – come outside«, føles det virkelig som om, hun står foran din hoveddør og kalder på dig. Hvis du kan lide hardcore-Cardi, kan ’Washpoppin’ også anbefales – dén sang er i øvrigt opkaldt efter en anden af Cardis catchphrases.

Læs også: Roskilde Festival afslører 17 nye navne – bl.a. Cardi B, Khalid og St. Vincent

Læs også: Roskilde Festival: Her er de syv største scoops i dagens annonceringer

Læs også: Mød Roskilde-aktuelle Cezinando: Balletdanser, rapper og en af Norges største popstjerner