Top Tracks: Hør ugens 11 bedste nye sange – Omar, AV AV AV og stortalentet Jorja Smith

Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.
Top Tracks: Hør ugens 11 bedste nye sange – Omar, AV AV AV og stortalentet Jorja Smith
Omar.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Jorja Smith feat. Stormzy ‘Let Me Down’

Vi har slået på tromme for Jorja Smith flere gange, end vi umiddelbart kan huske. Og vi helmer ikke foreløbig takket være det engelske stjerneskuds nybagte ’Let Me Down’, hvor vokalen er så royalt soulet, at den næsten formindsker Stormzys besyv til en parentetisk detalje. Titlen klinger ironisk, eftersom Jorja endnu ikke har skuffet og med denne single viser helt nye balladekvaliteter af det umiskendeligt gigantiske talent.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Sivas ’Sidste timer’

Dansk autotune-raps storebror påbegynder med ’Sidste timer’ en ganske forfriskende transformation. Sivas’ stilskifte filtreres stadig gennem autotune, men produktionens funkede slap-bas og højglinsende klaver er i en mere poppet boldgade end den, vestegnsrapperen tidligere gjorde sig i. Det er (bogstavelig talt) lyden af Sivas, der smider hættetrøjen og ifører sig jakkesættet. Selv om den hedder ’Sidste timer’, visker den tavlen ren. På fornem vis.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Yangze ’R U’

Civilt kendes han som Jakob Littauer, der er yngste medlem af den musikalsk begavede Littauer-flok, som foruden ham selv tæller brødrene Rasmus (School of X), Jonas og Simon. I en alder af bare 12 smedede han techno i duoen Electrojuice. Nu springer ynglingen så ud under aliasset Yangze, hvis single ’R U’ slår det vinterlige spindelvæv ud af kroppen med krystallinske synths.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Jack White ‘Respect Commander’

Jack Whites kommende album ’Boarding House Reach’, der allerede i november blev udmeldt som praktisk talt færdigt, teases nu med B-siden ’Respect Commander’ (i følgeskab med førstesinglen ’Connected By Love’). White røbede fra start, at pladen ville være en bizar af slagsen, og hans ord holder stik: Først lyder ’Respect Commander’ som et dronet IDM-nummer, dernæst som futuristisk blues. Endnu intet ord om, hvornår albummet lander, men det her stilbrud forsøder ventetiden.


5. Basim feat. Benny Jamz ‘Tilfældigt’

Basim er gået fra at være X Factor-deltager til MGP-vinder til, ja, måske en ny slags popstjerne. Sangerens nyere output tager afsæt i hans marokkanske rødder, hvilket ikke overraskende har ført til samarbejde med Gilli. Denne gang slår Basim igen pjalterne sammen med et B.O.C.-medlem, Benny Jamz, på en mere bombastisk popsmasker.

Hør sangen på Spotify HER.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. The Men ‘Maybe I’m Crazy’

Tiårsjubilæet for The Men er så småt oprandt, hvilket i punkens univers nærmest svarer til Methuselah-lignende anciennitet. Heldigvis lader den splinternye ’Maybe I’m Crazy’ til, at firkløveren stadig råder over både integritet og uregerlighed, selv om de for længst kvittede hardcorefikseringen. Singlen er første smagsprøve på The Mens næste album ’Drift’, der udkommer den 2. marts.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Farida ‘You’

‘You’ etablerer norsk-algeriske Farida som nyeste skud på stammen af Norges musikalske powerkvinder. Den r’n’b-drømmende affære er spækket til randen med ophuggede vokaler og en lækker lydside, som knaser sprødt i øregangen. Sangerinden siger selv, at singlen er første i en række, der lander drypvis i løbet af året – højst sandsynligt som optakt til hendes debutalbum.


8. Wood Chips ‘Heartbeat’

Bag Wood Chips står produceren og multiinstrumentalisten Andreas Asingh, der tidligere gik under kunstnernavnet Slowolf. Dengang boltrede han sig i fremtidsskuende electro, men Wood Chips-projektet indleder en musikalsk såvel som eksistentiel omvæltning for danskeren: Grundet sønnen Karlos (der er født med Downs syndrom) traumatiske nærdødsoplevelse rykkede Asingh familiens københavnske teltpæle ud på landet, hvor han værdsætter hvert livsmoment. Alt dette skinner fantastisk igennem på den håndspillede, livsbekræftende ’Heartbeat’.

Hør sangen på Spotify HER.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Jay Rock feat. Kendrick Lamar, Future & James Blake ‘King’s Dead’

Sidste uge lærte vi, at Kendrick Lamar står for soundtracket til den kommende ’Black Panther’-film. Dengang fik vi aperitiffen ’All the Stars’ feat. SZA, og nu følger Jay Rocks ’King’s Dead’ trop med Kendrick, Future og James Blake på visit. Singlen figurerer både på ’Black Panther’-soundtracket og Jay Rocks kommende album og er et helt andet bæst end førstnævnte track, da det lyder som en bidsk panter helt i sin egen ret. ’Black Panther: The Album’ udgives den 9. februar, mens selve filmen har danmarkspremiere den 15. februar.


10. AV AV AV ‘Balance’

Hvor sidste års ’Everything Is True’ kredsede om højlydte drops og vokal-samples, dykker AV AV AV på deres nye ep ’Fundamental Physics Vol. 1’ ned i den dybere ende af electroens bassin. Bedst høres det på den fremdrivende ’Balance’, der borer sig nedad via god, gammeldags udbygning. Producertrioen melder samtidig ud, at ep’en er første i en serie, de selv beskriver som »dj- og klubvenlig«.

Hør sangen på Spotify HER.


11. Omar ’Samme sprog’

I sidste uge proklamerede vi, at dansk raps sejlivede fokus på afrobeat skal videre i teksten, men det betyder ikke, at genren er lagt i graven – eller at den stadig ikke kan kaste stærke numre af sig. Tag bare den nye single fra Aarhus-talentet Omar, der stadig glimrer i den barske, men varmblodede åre. Vi snakker trods alt stadig samme sprog.

Hør sangen på Spotify HER.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af