Det nyeste hiphop finder du på ’RapCaviar’ på Spotify – opdateres hver uge

Top Tracks: Hør ugens ni bedste nye sange – Cardi B, grime-talent og B.O.C.’s fortsatte dominans

Top Tracks: Hør ugens ni bedste nye sange – Cardi B, grime-talent og B.O.C.’s fortsatte dominans
Superorganism.
Årets første Top Tracks! Her er de bedste sange, 2018 har budt på indtil videre.

1. Bruno Mars feat. Cardi B ’Finesse (Remix)’

Hiphoppens rapkæftede nye førstedame sparker det nye år ind med en visit på remixet af Bruno Mars’ ’Finesse’. Originalen, der stammer fra sidste års forførende ’24K Magic’-album, får her et farveladet ansigtsløft med tunge hyldestnik til 90’er-tv-serien ’In Living Color’. Hvis du ikke vidste det, er kompromisløse Cardi kommet for at blive.


2. Gilli ’Langsom’

Nytårsaftensdag udsendte Gilli singlen ’Langsom’: Et track, der bygger videre på hans succesrige smeltedigel af hiphop, pop og både afrikanske og arabiske elementer. Det ville ikke være en tilsnigelse at anse ’Langsom’ som en slags sejrsgang over 2017, der på vores breddegrader indiskutabelt var Gillis år med kaskader af streamingtal og musikpriser.

Hør sangen på Spotify HER.


3. Octavian ’Party Here’

Englands ærekære grime-genre har længe værnet om sin autenticitet og benhårde traditioner, men selv den har på det seneste undergået transformationer, der nikker til vor tids melodiske zeitgeist. Det skriver den 22-årige grime-novice Octavian under på med ’Party Here’, hvor et minimalt, basulmende beat slynger sig gennem garage- og dancehall-terræner, som var det ingenting. Billedsiden er i øvrigt blevet til på et budget af omtrent 400 kr.


4. Madi Banja feat. Lorentz ’Ljuset i tunneln’

Madi Banja og Lorentz, to af Stockholms mest fremtrædende rappere, tyr til hiphoppens vel nok ældste fortællegreb på rags to riches-fortællingen ’Ljuset i tunneln’. Singlen er et klassisk eksempel på rosen, der mod alle odds gror fra beton – og vi bliver ikke trætte af den lige foreløbig, når den pakkes så lækkert ind.

Hør sangen på Spotify HER.

Annonce

5. RoseGold ‘At Home and Abroad’

De hitværdige numre står sådan set i kø på dansk-britiske RoseGolds OVO-skelende debutalbum ‘Adventures in Odyssey’. Luger man lidt ud i indtrykkene, der for alvor skiller sig ud, må valget falde på den blodsprængte guitarserenade ’At Home and Abroad’, hvor brødrene Ephraim og Joshua Duncan skaber et mere egenrådigt udtryk.

Hør sangen på Spotify HER.


6. Superorganism ’Everybody Wants to Be Famous’

Vi bryder det lige hurtigt ned: Superorganism er en slags alt-pop pendant til hiphopkollektivet Brockhampton. Med baggrund i vidt forskellige verdenshjørner (blandt andet Japan, Sydkorea, USA og Australien) består gruppen af otte personer, hvoraf næsten alle har slået sig ned i et kombineret bofællesskab og studie i London. Umiddelbart lyder det som en stor mundfuld, men singlen ’Everybody Wants to Be Famous’ fra kollektivets selvbetitlede debutalbum (2. marts) er virkelig uimodståelig.


7. Shirt ’Flight Home’

Nye vinde blæser i Jack Whites pladeselskab Third Man Records, da de for første gang har fået en rapper i stald. Newyorkeren Shirt har bølget i østkystens undergrund, men er nu i færd med at tage en kandidatgrad i Europa. ’Flight Home’, førstesinglen fra hans kommende debutalbum ’Pure Beauty’ (9. februar), kredser netop om rimsmedens transatlantiske hjemve, der forlenes med et tilrøget, nærmest Clams Casino-agtigt beat.


8. Justin Timberlake ’Filthy’

Justin Timberlake er halv Steve Jobs-agtig tech-iværksætter, halv robotmarionetfører i musikvideoen til sin dugfriske single ’Filthy’, der er første luns af popsangerens kommende album ’Man of the Woods’ (2. februar). For mange indikerede albummets albumtrailer Bon Iver-lignende skovbundshymner, men her får vi i stedet en slags ’Sexyback’ 2.0. Vi kan ikke helt hitte ud af albummets præmis endnu, men vi er tændte.


9. Kesi ‘Ligesom mig’

Efter et stærkt 2017 med seks overbevisende singler, der for alvor cementerede ham som en af de toneangivende rappere i Danmark, kan man godt forstå, at Kesi starter 2018 ligesom han startede 2017: Med en klubbet, Hennedub-produceret banger. ‘God dag’ fra januar 2017 byggede videre på formularen fra de DJ Mustard-inspirerede klubhits ‘Søvnløs’ og ‘Dumme penge’, og på ‘Ligesom Mig’ giver Nørrebro-rapperen den velkendte formuler en veloplagt omgang mere.

Hør sangen på Spotify HER.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.