Whigfield skal være med i Melodi Grand Prix

Whigfield skal være med i Melodi Grand Prix
Still fra 'Saturday Night'-videoen.

Melodi Grand Prix er ikke lige det, der normalt fylder allermest i vores spalter – mildt sagt. Men for alle glade 90’er-børn (mig selv inklusiv!) byder dagen i dag alligevel på en nyhed, som kan vække en del nostalgi, på godt og ondt.

De ti deltagere til årets danske melodunde er nemlig blevet annonceret, og her finder man solisten Sannie, som de fleste nok vil kende som 90’er-stjernen Whigfield. Så er 90’erne da for alvor tilbage!

Sannie Charlotte Carlson skal optræde med sang nummer fem, ‘Boys on Girls’, der er skrevet af Carlson selv sammen med Domenico Canu og James Reeves.

Til dem, der ikke levede i starten af 90’erne, kan det siges, at Whigfield havde flere gigantiske pophits – blandt andet ‘Another Day’ og signatursangen ‘Saturday Night’, som blev et hit verden rundt. For eksempel solgte singlen mere end en million eksemplarer i England.

Skal det blive personligt, havde jeg da også et nært forhold til sangen, da den var med på en af mine allerførste cd’er: ‘Absolute Let’s Dance 6’ fra 1994, hvor jeg som niårig slugte den side om side med blandt andet Rednex, Mo-Do, Snap og The Prodigy. Mon den stadig ligger hjemme hos mine forældre?

Whigfield har i alt udgivet fem album – det seneste, ‘W’ fra 2012, kom efter en pause på ti år.

Melodi Grand Prix løber af stablen den 10. februar – se hvem Sannie skal konkurrere mod hos dr.dk HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af