Smirnoff Equalising Music

Spåkuglen: 10 potentielle hovednavne til de danske festivaler

Spåkuglen: 10 potentielle hovednavne til de danske festivaler
Childish Gambino.
De danske festivaler er ved at få styr på deres hovednavne. Vi har kigget i festivalspåkuglen og fundet ti af slagsen, der med stor sandsynlighed stadig kan nå at blive klemt ind i toppen af plakaterne.

1. Tame Impala

Hvorfor?
Selv om de har holdt pause de sidste par år, kan man stadig mærke Tame Impalas resonans i musikverdenen. Siden gruppens gennembrud er den psykedeliske scene i Australien og New Zealand eksploderet med navne som Pond, King Gizzard & the Lizard Wizard og Superorganism. Dog er der stadig intet, der slår Tame Impalas knivskarpe sangskrivning på album som ‘Currents’ og ‘Lonerism’, og på Roskilde Festival markerede de sig i 2016 som et fænomenalt liveband.

Hvor?
Gruppen har indtil videre to koncerter på programmet i 2018, og begge er europæiske festivaler i midten af juli. Hvis Roskilde Festival ikke genbruger dem som hovednavn kun to år efter deres koncert på Arena, kunne gruppen tænkes at være et oplagt navn for Haven i starten af august.


2. Massive Attack

Hvorfor?
I 2016 vendte den afholdte triphopduo tilbage efter en længere pause med den glimrende ep ‘Ritual Spirit’. Da de gav koncert i Forum senere samme år, viste de for alvor deres stadige relevans. Gruppens første par udgivelser er toneangivende for, hvad mange forbinder med triphop i dag, og den dystre lyd på ep’en er muligvis mere relevant i 2018, end den nogensinde har været før.

Hvor?
Massive Attack bevæger sig umiddelbart ikke uden for Europa denne sommer, og de lader til at være ledige i løbet af de fleste danske festivalweekender. Det helt oplagte valg kunne tænkes at være NorthSide, der tidligere viste sig at være oplagt til dyster triphop sent på natten, da Portishead gav koncert i 2013.


3. Nick Cave and the Bad Seeds

Hvorfor?
Ganske vist var Nick Cave and the Bad Seeds i Danmark for nyligt, da de gav koncert i Royal Arena i oktober, men Nick Cave har mange fans her i landet, og koncerten blev udsolgt på kun 40 minutter. Danskerne har altså ikke fået nok af Nick Caves dunkle rockpoesi endnu, og det er skam let at forstå oven på smukke koncerter på NorthSide, i Falconer Salen og i DR Koncerthuset. Cave og kumpanernes seneste album, ‘Skeleton Tree’, er et hjemsøgende værk, så endnu en mulighed for at opleve sangene live ville kun være kærkommen.

Hvor?
Nick Cave spiller i Belgien dagen efter Roskilde Festivals afslutning. Han spiller i Holland weekenden inden, og der er ingen datoer fastlagt mellem disse to. Roskilde Festival (som han besøgt hele seks gange – fem med The Bad Seeds og én med Grinderman) er med andre ord meget sandsynligt, hvis han skulle vende tilbage til Danmark. Roskilde kunne desuden godt bruge et solidt hovednavn i programmets mere rockede ende, som det ser ud nu.


4. N.E.R.D.

Hvorfor?
N.E.R.D. er tilbage med albummet ‘No_One Ever Really Dies’ oven på en otte års pause, hvor Pharrell Williams har beskæftiget sig med alskens andre projekter. Sidenhen er Pharrell blot blevet et endnu mere alment kendt navn, og både solo og med N.E.R.D. har han gennem årene givet velbesøgte koncerter på dansk jord. Pharrell er en gudsbenået entertainer, og det er da synd, hvis danskerne ikke får en bid af kagen, når N.E.R.D. rammer sommerens festivalsæson.

Hvor?
N.E.R.D. har kun annonceret én europæisk festivaldato i 2018: Parklife Festival i Manchester samme weekend som NorthSide. Ellers er stort set hele juni og juli ledig, så det kunne sagtens passe sammen med både NorthSide, Roskilde eller Tinderbox. Ser man bort fra festivalprogrammerne, gæster de det franske U Arena i den sidste halvdel af august, så Haven er bestemt heller ikke udelukket.

Annonce

5. Arctic Monkeys

Hvorfor?
Det er efterhånden noget tid siden, vi sidst har hørt noget fra Arctic Monkeys, og selv om Alex Turners sideprojekt The Last Shadow Puppets gav en udmærket koncert på Roskilde Festival i 2016, har vi ikke set aberne i fællesskab på dansk jord siden Roskilde Festival i 2014. Det er også en rum tid siden, de har givet os ny musik, så man kan håbe, de har ny musik med i bagagen, hvis de gæster landet til sommer. De har et bagkatalog af hits, som kun få rockbands på deres alder kan prale af, så der er lagt op til en fantastisk omgang fællessang, hvis de gæster Danmark.

Hvor?
Med fire tidligere shows på Roskilde Festival er de efterhånden vante gæster, men de har en travl turné – de kan kun om torsdagen under Roskilde, og så skal de også skynde sig til Grækenland dagen efter. Det er selvfølgelig slet ikke udelukket, men for drengenes stresstærskels skyld er det måske lidt mere sandsynligt med NorthSide eller Tinderbox, selv om det stadig vil resultere i en hektisk turnéplan. Det mest sandsynlige lader planlægningsmæssigt derfor til at være Smukfest, da gruppen spiller i både Norge og Sverige nogenlunde samtidig.


6. ASAP ROCKY

Hvorfor?
Det føles som om, det eneste, ASAP Rocky har gjort det sidste år, er at forvirre os. Han har været vag i sine udmeldinger, han har delt sange i latterligt korte bidder, han har ryddet sin Instragram, og han har ikke sagt et ord om det fællesalbum, han angiveligt skulle lave med French Montana. Han har dog også annonceret nogle europæiske festivaldatoer, og her i Danmark bør vi da også få muligheden for i levende live at finde ud af, hvad i alverden han har gang i.

Hvor?
ASAP Rocky har annonceret fire koncerter til sommer – alle på europæiske festivaler. Han befinder sig dog i Sydeuropa indtil midten af juni, så en tilbagevenden til NorthSide synes udelukket. Både Tinderbox, Roskilde, Smukfest og Haven kunne sagtens være i spil, da han trods alt ikke har særligt meget på programmet endnu.


7. Lorde

Hvorfor?
Lordes alternative popmusik er kun blevet stærkere siden debuten ‘Pure Heroine’ i 2013. Hendes opfølger i form af sidste års ‘Melodrama’, nærmede sig popperfektion, hvorfor vi også afsluttede året med at udnævne den til årets næstbedste udenlandske album. Samme år gav hun for første gang koncert i Danmark, og denne koncert på Roskilde Festival var et charmerende brag af en festivalforelskelse. Lorde og ‘Melodrama’ har kun formået at få endnu mere hype siden da, så selv om det ikke er længe siden sidst, er vi helt klar på endnu en omgang med den unge newzealænder.

Hvor?
Roskilde havde hende som sagt sidste år, så det ville nok være mest sandsynligt, at Lorde blev hijacket af en anden festival. Foreløbig har hun kun Primavera Sound-festivalen i kalenderen til juni, men det kunne sagtens tænkes at være starten på en festivalturné gennem Europa – og i så fald ville hun snildt kunne kigge forbi Tinderbox, NorthSide eller Haven.


8. Migos

Hvorfor?
Migos er mere aktuelle end nogensinde. De etablerede deres dominans sidste år med ‘Culture’, og i år har de allerede holdt niveauet ved lige med opfølgeren, ‘Culture II’. Uanset om det er Calvin Harris, Katy Perry eller Kanye West, så vil alle have fingrene i den charmerende Atlanta-trios unikke energi. Vi håber også, at det danske festivallandskab vil have en bid af kagen, især med henblik på deres svedige koncert på Tap1 sidste år.

Hvor?
Migos er i Norge fredag i Roskilde-ugen, men tør Roskilde booke flere hiphopnavne af den størrelse, når Cardi B og Eminem allerede topper plakaten? Migos har ikke noget planlagt under NorthSide, men ville de passe ind side om side med Liam Gallagher og Björk? Smukfest kunne sikkert være interesserede i dem, men på det tidspunkt er deres europaturné umiddelbart forbi. Tinderbox kunne også være en mulighed, men med de navne, de har på plakaten allerede, kunne man frygte, at Migos var for dyre at tilføje. Derfor må pilen alligevel nok pege i retning af Roskilde og NorthSide.


9. Nine Inch Nails

Hvorfor?
Over tre årtier har Trent Reznor med Nine Inch Nails markeret sig som en af musikverdenens helt store musikalske innovatorer inden for både metal, alternativ rock og elektronisk musik. De gav senest koncert i Danmark i 2014, og det resulterede i en hårdslående koncert, der formåede at vælte Forum omkuld.

Hvor?
Nine Inch Nails spiller i Belgien den søndag, hvor Roskilde Festival lukker, så der er de altså i nabolaget – og der er stadig tyndt med rock i toppen af plakaten lige nu. Deres turné er indtil videre sat til at starte i Frankrig mandagen efter Copenhell, så det kunne altså også være en mulighed, at de gæstede den københavnske metalfestival.


10. Childish Gambino

Hvorfor?
Donald Glover har sagt, at hans næste album bliver det sidste Childish Gambino-album nogensinde. Man kan let frygte, at han i den sammenhæng også vil stoppe med at give koncerter, så der er muligvis ikke mange muligheder tilbage for at få set Childish Gambino live. For at gøre ondt endnu værre, har han aldrig nogensinde givet koncert i Danmark. Det skal der absolut gøres noget ved, før det er for sent! Med det forfriskende funkalbum ‘Awaken, My Love!’ og hans flair for i tilbagelænet, oldschool stil at gribe publikum på tværs af generationer, ville han være et scoop for alle festivalerne.

Hvor?
Den eneste Childish Gambino-koncert, der indtil videre er skemalagt i år, er en festivaloptræden i London i midten af juli. Det danske festivallandskab ligger med andre ord for hans fødder hele sommeren. Dog er han måske lidt for stor til Smukfest, når de trods alt allerede har et hovednavn hver dag på festivalen.

Advertisement