Danske Céci afslutter sin audiovisuelle ‘4/4’-ep med den ætsende ‘If’

Danske Céci afslutter sin audiovisuelle ‘4/4’-ep med den ætsende ‘If’
Céci.
Foto: Daniel Freestone

Projektet har været lidt mere end et års tid undervejs, men nu er danske Céci nået til vejs ende med sin audiovisuelle debut-ep ‘4/4’, der som titlen antyder består af fire tracks med tilhørende videoer.

Cecilie Dahlin studerer på Sonic College i London, og da vi i starten af året interviewede hende i forbindelse med vores Breakin’ Sound 2018-feature stod det klart, hvordan lyddesign som kunst spiller en stor rolle i hendes musik.

»Når man studerer lyddesign, arbejder man med mange genrer, og lige nu er jeg fascineret af nutidig ambient musik. Det er spændende, hvordan kroppen kan reagere på noget, der i virkeligheden bare er bølger i luften. Hvorfor bevæger vi os til et beat?«, fortalte hun, og på ep’ens sidste nummer ‘If’ mærker man tydeligt tankerne foldet ud. Lydene og vokalen ætser sig fast, mens beatunderlaget slår som tunge hjerteslag. Det er kærligt, men det svier også.

‘If’ er som sagt det sidste nummer på ‘4/4’, der også består af ‘Tight’, ‘Detox’ og ‘InsideOut’.

Læs interview: For Céci er dansen altafgørende: »Hvorfor bevæger vi os til et beat?«