»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Franz Ferdinands nye album er ikke den genfødsel, de håber på

Franz Ferdinands nye album er ikke den genfødsel, de håber på
Franz Ferdinand.
Franz Ferdinands nye album er ikke den genfødsel, de håber på - Always Ascending
2 6
Franz Ferdinand
'Always Ascending'

Album, Domino/Playground

En længere bandpause. Et farvel til den medstiftende guitarist Nick McCarthy, der have en familie at passe. Indlemmelse af de to Glasgow-musikere Julian Corrie og Dino Bardot. En beskrivelse fra frontmand Alex Kapranos beskriver det nye album som »simultant futuristisk og naturalistisk«, mens bandets pladeselskab Domino kalder det en genfødsel.

Strømmen af potentielle årsager til forandring burde være lind nok til, at Franz Ferdinand for alvor havde bevæget sig væk fra deres debutalbums succesformel.

Med den fem et halvt minut lange titelsang tror man også indledningsvist, at det er tilfældet. Kapranos giver den som Bowie over en aparte akkordopbygning, før en discorocket festsang forcerer sin vej frem. Festen er fortsat kernen i anstrengelserne, men opbygningen, akkordvalget og melodierne byder på flere overraskelser. Selv om sangen er svag på hooks, hvis barren sættes i Franz-højde, har man en fornemmelse af en kærkommen karriereprogression.

På størstedelen er albummet er transformationen dog mest en overfladisk en af slagsen leveret af 90’er-lydende synths, disco-inspireret og dynamikløst producerarbejde, en tåkrummende saxsolo på ’Feel the Love Go’ samt en decideret brøler i form af det neonkulørte albumcover. De få sange, der ud over titelnummeret kan kaldes for egentlige afvigelser i Franz Ferdinands karriere (’Lois Lane’, ’Huck And Jim’ og ’Glimpse Of Love’), falder resolut til jorden.

Det skal retfærdigvis nævnes, at bandet stadig er i stand til at ryste fortrinlige rytmer og hooks ud af ærmet, som få andre kan det – tag for eksempel ‘Lazy Boy’ eller ’Paper Cages’. Det giver fortsat fødderne lyst til at rykke sig, som var der foretaget et nostalgisk bestillingsarbejde af skotterne. Fængende, men frækt og frisk er det overhovedet ikke længere.

Endnu en gang føles det desværre som om, at Franz Ferdinand er et album længere væk fra den tidsdefinerende debut i stedet for et album længere inde i en spændende og uforudsigelig karriere.


Kort sagt:
Franz Ferdinand har begået et halvhjertet forsøg på en karriereforvandling, der i sine bedste momenter fremkalder nostalgi og i de værste får en til at krumme tæer. Endnu en gang føles det desværre som om, at skotterne er et album længere væk fra den tidsdefinerende debut i stedet for et album længere inde i en spændende og uforudsigelig karriere.

Advertisement