Latinpoppen er for alvor tilbage – men er den kommet for at blive?

Latinpoppen er for alvor tilbage – men er den kommet for at blive?
Becky G.
Foto: Christopher Polk/Getty Images
Det startede med ’Despacito’, men sidste års gigahit har blot sparket døren ind: Den latinamerikanske popmusik har fået et seriøst comeback, og de amerikanske stjerner står i kø for at få del i successen. Velkommen til popmusikkens post-’Despacito’-tilstand. Her er varmt.

Lige nu virker det som om, alle hoveder inden for popmusikkens verden er vendt mod Latinamerika, og engelsksprogede kunstnere, som ellers hitter stort for sig selv, virker ivrige efter at hoppe med på, hvad de håber kan blive det næste store crossover-hit a la ’Despacito’. Det er ikke unormalt at høre et miskmask af engelsk og spansk på tosprogede popsange.

Netop ’Despacito’ – om man kan lide det eller ej – bærer nok en stor del af skylden for, at vi lige nu befinder os i et øjeblik, hvor latinpop fylder ekstremt meget. Vi lever uden tvivl i en post-’Despacito’-verden, og det er svært at forestille sig latinpoppens nyere bølge af succes, hvis ikke det skelsættende Justin Bieber-remix, der ramte tilbage i april sidste år, havde sparket døren ind for den latinamerikanske popmusik.

Samtidig var tiden måske ved at være moden til, at latinpoppen kunne gøre et comeback. Streamingtjenester og internettet har gjort verden til en smeltedigel, og geografiske landegrænser repræsenterer ikke længere den barriere, de engang gjorde – hverken kulturelt eller praktisk. Sprogbarrieren er måske heller ikke til stede i så stor en grad. Folk verden over hører engelsksproget popmusik uden at kunne forstå det, så hvorfor ikke spansk? Derudover har der jo i længere tid været en tropisk lyd i poppen, som måske også har ført til, at vi nu er klar til at gå planken ud med de mere originale sydlandske tendenser.

Når man snakker om, at latinpop begynder at finde vej til internationale hitlister, er det værd at nævne, at det nok ikke så meget er et genrespørgsmål som et spørgsmål om geografisk og sprogligt tilhørsforhold. Selv om der er visse markører og kendetegn ved latinpop (den vigtigste lige nu nok dembow-beatet), er der ikke blot tale om en genre og en lyd, men om en hel kultur og scene, der er ved at bryde igennem.

Crossover-potentialet og masser af remixes

Noget af det første, der slår én, når man dykker ned i latinpoppen, er, at der dukker en del engelsksprogede kunstnere op.

Mange kunstnere og pladeselskaber har nemlig allerede luret crossover-potentialet i at smække latinamerikanske og amerikanske kunstnere sammen. Hvis to kunstnere kan mødes på ét track, kan man så at sige ramme to fangrupper med ét smæk. Hvilket kan hjælpe med til presse streamingcitronen lidt mere, og det er naturligt nok endnu bedre, hvis de to kunstnere har vidtrækkende fanbaser i forskellige demografier – for eksempel én i Latinamerika og én i USA/Europa).

Det lader til, at pladeselskaberne har indset dette. Latinamerikansk pop klarer sig glimrende på streamingtjenester, især Youtube. Så i teorien er det et simpelt regnestykke: En amerikansk og en latinamerikansk stjerne på samme nummer burde give flere streams end summen af den enkelte.

Og den formular holder da også det meste af tiden. Puertoricanske Luis Fonsis ’Despacito’-efterfølger med Demi Lovato, ’Echame La Culpa’, har opnået fin succes. Colombianske J Balvin og franske Willy Williams klubbede ’Mi Gente’ var allerede et stort hit, inden Beyoncé hoppede på et remix, der katapulterede den til nummer tre på Billboards Hot 100.

Colombianske Maluma har udgivet to numre med engelsksprogede kunstnere: ’GPS’ med French Montana (hvis ’Unforgettable’ i øvrigt har fået et remix med et vers fra J Balvin) og ’Hola’ med Flo Rida. Ozuna udgav for nyligt ’La Modelo’ med allestedsnærværende Cardi B. Han var, sammen med Nicky Jam, i øvrigt også med på et remix af Post Malones ’Rockstar’ to måneder efter originalen gik nummer et i USA, mens Cardi B’s ’Bodak Yellow’ er blevet remixet af latin-trapperen Messiah – endda med nye spanske vers fra Cardi B. Little Mix har lavet et remix af ’Reggaetón Lento’ fra boybandet CNCO, og man kunne blive ved.

Det mest ekstreme eksempel indtil videre er ’Krippy Kush’ med Farruko, Bad Bunny og Rvssian (alle latinamerikanske kunstnere) fra Farrukos album ’TrapXFicante’. Singlen, der udkom tilbage i august, og den tilhørende video var et stort hit i sig selv med over 500 millioner visninger på Youtube og knapt 100 millioner streams på Spotify. Men siden er der kommet to remixes: Et med Nicki Minaj og 21 Savage, og et andet, hvor 21 Savages vers er skiftet ud med et fra Travis Scott (denne version har fået en ny video). Der er yderligere annonceret to remixes med henholdsvis French Montana og Pitbull.

Et sikkert hit?

Ingen af de ovennævnte numre har hidtil nået ’Despacito’s svimlende højder, men langt de fleste af dem har i skrivende stund mindst 100 millioner streams på tværs af platforme, nogle på en del mere. Hvis man rammer ned i den rigtige crossover-lomme, er man i hvert fald garanteret en eller anden form for succes, som artister og pladeselskaber lige nu jagter til den helt store guldmedalje.

Det er værd at bemærke, at latinpop lever ekstremt godt på Youtube, og mange streams, der tikker ind, kommer derfra (hvilket også er tilfældet i resten af popmusikken, men forholdet er endnu mere markant, når man snakker om latinpop). Det er ikke unormalt for et latinpophit at skrabe op mod en milliard visninger på Youtube ind – en præstation, der ellers kun er forbeholdt de allerstørste engelsksprogede hits, som så til gengæld rammer mere på Spotify. På den måde er en del af grunden til den store crossover-aktivitet lige nu måske også et resultat af, at man prøver at indfange og diversificere sine streams.

En anden side af sagen er nok også et kulturelt paradigmeskifte. Popmusik bliver i stigende grad globaliseret og demokratiseret, og der må være grænser for, hvor længe det amerikanske marked kan blive ved med at have monopol på popmusik. Værd at bemærke er jo også, at det lige nu er de amerikanske kunstnere, der er features på de latinamerikanske numre – ikke omvendt.

Annonce

Latinpop kan også selv

Selv uden remixes og features fra engelsksprogede artister er latinpoppen på vej op af sig selv. En af de mest populære artister inden for latinpop lige nu er førnævnte J Balvin, som allerede tilbage i 2016 udtalte, at han var meget opsat på at slå igennem på spansk – og efter ’Mi Gente’ virker han klar til at prøve kræfter med mainstream-markedet.

En anden kunstner, der begynder at få en del momentum, er puertoricanske Ozuna, som har en af de mest spektakulære og markante stemmer i latinpop lige nu. Han udgav sit album ’Odisea’ i august og har siden haft flere hits, blandt andet ’Criminal’ med Natti Natasha. Han er kraftigt repræsenteret på Billboards Latin-chart og er af mange spået til at kunne være den latinpop-artist, der for alvor bryder igennem internationalt på egne præmisser.

På Billboards singlehitliste kan man lige nu finde Ozunas ’Modelo’ med Cardi B, Maluma og Nego De Borels ’Corazon’, Enrique Iglesias og Bad Bunnys ’l Bano’, Farruko, Nicki Minaj, Bad Bunny, 21 Savage & Rvssians ’Krippy Kush’ og ’Mayores’ med Becky G feat. Bad Bunny. Ingen af numrene ligger så højt på listen, men det er værd at bemærke, at disse numre alle er af latinamerikanske kunstnere (dog med Nicki Minaj og Cardi B som et par features), som primært er på spansk. Det bevidner, at latinpoppen også kan for sig selv, og mon ikke vi stille og roligt begynder at se latinpoppen klatre højere op på listen?

Trap og manglende kvinder

Puertoricanske Bad Bunny, som er med på tre af de førnævnte numre, er blevet bannerfører for en eksplosion af latinamerikansk trap, som også sker lige nu.

Udover Bad Bunny kan nævnes kunstnere som Farruko (der også er med på ’Krippy Kush’), Arcangel, Fuego, Bryant Myers og Messiah. Latin-trap er generelt mere tilbagelænet og melodisk i forhold til den mere aggressive trap, vi kender fra USA lige nu, men man finder også hårde tracks imellem.

I den ene ende af spektret er der Fuego, der med sin bløde vokal flyder ovenpå nærmest r’n’b-agtige instrumentaler (numre som ’Por Ti’, ’40’ og ’Dile Quien Soy’). Over for det er der nogle af Arcangels seneste udgivelser som ’Ven’ og ’Austin Baby’. Det meste latin-trap befinder sig dog i et form for sweetspot mellem de to yderpoler.

Bad Bunny er indtil videre den mest fremadstormende latin-trap-artist og nok også den, der har størst potentiale til at bryde igennem til et internationalt publikum. Genren er dog allerede ramt af kontroverser involverende kriminalitet og stoffer, og mange latinamerikanske lande er endnu så konservative, at tekster om stoffer og våben ikke kan få seriøs radioairplay, hvilket gør, at musikken – for nu – primært trives online.

Kvinder i latinpop-genren skal man stadig lede lidt længere efter. Lige nu hitter Becky G (som i øvrigt også har gjort sig på engelsk) med ’Mayores’, brasilianske Anitta hitter med ’Downtown”, og den gamle kending Shakira hitter med ’Perro Fiel’. Alle numrene har dog mandlige features. Natti Natasha er også repræsenteret med to numre, men begge som feature hos en mandlig artist.

Det står altså ikke supergodt til med kønsdiversiteten indtil videre, men måske en større international opmærksomhed kan være med til at udligne problemet lidt. 

En ny global lyd eller en forbipasserende trend?

Det er endnu ikke helt til at sige, hvilken magtrelation der reelt er mellem engelsksprogede og latinamerikanske artister. På den ene side er de engelsksprogede kunstnere tydeligvis villige til i hvert fald delvist at bevæge sig ud i det spanske, og lige nu er det de amerikanske artister, der banker på de latinamerikanske kunstneres dør for at få lov til at samarbejde.

Men omvendt virker det også som om, latinpoppen stadig har brug for de internationale kunstnere for at få de helt store crossover-hits – det er dog nok kun et spørgsmål om tid, før vi får vores første crossover-hit uden en amerikansk kunstner.

Onde tunger vil måske råbe, at de amerikanske kunstnere og pladeselskaber lige nu udnytter den slipstrøm, der blev skabt af ’Despacito’, til at skabe et hurtigt turnaround, og at det blot er en form for kulturel appropriation. Nogle amerikanske kunstnere er også begyndt at inkorporere latinpop-elementer i deres musik, uden at det har set skyggen af Latinamerika. Samtidig er latinamerikanske kunstnere begyndt at lave trap, som jo er en amerikansk genre, der har lavet den modsatte bevægelse og nu vender tilbage til ’moderlandet’ i en muteret form. Et mere optimistisk synspunkt ville måske være, at vi efterhånden er nået til et punkt, hvor der er plads til mere diversitet i popmusikken.

Det er dog et minefelt, og for alt det, ’Despacito’ og Justin Bieber formåede at skabe, var der også problemer i det. Efter Justin Bieber over flere omgange blev fanget i at synge rent sludder i ’Despacito’ live (antageligt fordi han ikke kunne den spanske del af sin feature), var mange hurtige til at beskylde ham for ikke reelt set at have en aktie i nummeret og i den latinamerikanske kultur, men blot at bruge den som en form for rekvisit i sit eget image.

Sidenhen har der dog været mere respektfulde og meningsfulde kollaborationer, men det er klart, at man skal træde varsomt i et politisk klima, hvor en vis person ønsker at bygge en mur og skabe splittelse mellem lige præcis de lande, som er ved at mødes i musikken lige nu.

Det er stadig for tidligt at sige noget endegyldigt om, hvad denne pludselige infusion af latinamerikanske kunstnere og indflydelser i mainstream populærmusik kommer til at betyde. Hvorvidt der rent faktisk er tale om en form for ny global genre (hvis den så også bare kunne fusionere med K-Pop), eller om der er tale om en trend, der på et eller andet tidspunkt falder til ro igen.

Det er jo ikke første gang, latinamerikanske kunstnere har haft succes på de internationale hitlister. Sen-90’erne og de tidligere 00’ere var fyldt med latinpop, der hittede på et globalt plan, men det seneste årti har der trods alt været relativt stille på den front.

Som det ser ud lige nu, hersker der dog ingen tvivl om, at den latinamerikanske invasion anno 2017-18 er kommet for at blive i et eller andet omfang. Og hvorfor egentlig ikke? Verden virker mere klar end nogensinde til at åbne op for en popmusik, der ikke kun er amerikansk.

Vil du have mere? Vi har samlet en række af tidens største latinpophits på en playliste: