Nils Frahms overrumplende, melankolske tangentopvisning fik mig til at knibe en tåre

Nils Frahms overrumplende, melankolske tangentopvisning fik mig til at knibe en tåre
6 6
Nils Frahm

Koncert, Store Vega

Det føltes næsten som om, at Store Vega var omdannet til Tangenthistorisk Museum, hvor den ensomme nattevagt Nils Frahm havde arrangeret en særlig natlig rundvisning for de heldige. Adgangsbilletterne var blevet flået væk.

Det er ikke ofte, der åbnes op for dette museum. Senest leverede Frahm en overjordisk oplevelse for gæsterne på Roskilde Festival i 2015.

Den 35-årige tyskers talent består ikke blot i at fremvise forskellige tiders tangentinstrumenter og formidle deres styrker og charmerende svagheder, men også at afgive en flig af den mest oprigtige melankoli, der findes. Sådan noget står i særligt høj kurs hos undertegnede i disse vintermåneder – og formentlig også hos mange andre.

Til den fineste applaus og efterfølgende katarsis af en stilhed satte Nils Frahm sig ved det harmonium og miniatureklaver, som han senere fortalte, han havde anskaffet sig netop i Danmark, og indledte aftenen med ’The Whole Universe Wants to be Touched’ og ’Sunson’ – de sammenhængende åbningssange fra hans nye mesterværk af et album, ’All Melody’, som også fik lov at definere aftenens gang.

Det var en åbning, der viste mange af Frahms spidskompetencer. Der var omarrangeringen af koret Shards bidrag til pladen. Der var villigheden til at improvisere og udvide visse passager, så man konstant blev holdt på tæerne, hvis man var bekendt med bagkataloget. Der var sammensmeltningen mellem det gamle harmonium og spidsfindige klaver, de ældre synthesizere og det samplede orgel, han havde efterladt derhjemme, samt rytmeboksene.

Der er ikke nogen sonisk eller kompositorisk aldersdiskriminering i Frahms univers, og han er derfor også svær at placere i de gode gamle genrebokse.

Annonce

Der var momenter, hvor det føltes som om, han skyldte alverden til de klassiske minimalkomponister Steve Reich, Terry Riley og Philip Glass. Arven fra John Cage synes dernæst at være ubestridelig med hans trang til at præparere og personliggøre sin instrumenters lyd. Når arpeggiatoren for alvor fik lov at sætte sit præg, var det svært ikke at tænke på Jarres kærlighed til synthesizeren, mens rytmeboksen til tider bragte én ind i den berlinske verden af minimaltechno og til tider endda en subtil applaus til 90’ernes drum’n’bass.

Mest af alt var der de smukke melodier, der har fået en måske endnu større rolle på det seneste album, og som også mere end nogensinde kompenserer for, at Frahms kompositioner ikke nødvendigvis er specielt komplicerede. Han vinder det hele tilbage i sensibilitet.

Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue

Jeg kneb faktisk en tåre, da Frahm i et af sine mere tilbageholdende momenter havde trukket sig tilbage til klassisk piano, hvorpå en medley begyndende med den nye smukke ’My Friend the Forest’ blev spillet. Tåren skyldtes delvist den smukke trillende melodi, men måske endnu mere publikums respekt for musikken. Hvor studieindspilningen har en helt fantastisk knirkende intimitet med sine tætte mikrofonoptagelser, var det i Vega erstattet af knirken fra gulvet, når en tilskuer rykkede sin balance fra ét ben til det andet. Så stille var der, og det føltes som om, hele rummet deltog i fremførelsen af sangen.

I det hele taget kunne Store Vega ikke være meget smukkere end denne aften. Rummet var fyldt til randen af nærværende mennesker, og det subtile lysshow med varme hvidgule farver var som skabt til træarkitekturen.

Imellem sangene fremstod pianisten komplet ukrukket og vandt opmærksomheden over på sin side, når der var nødvendig teknisk klargøring før næste komposition. Det var i en af disse snakke, at Frahm forklarede, at han havde udeladt support, så han kunne spille de fulde to timer, koncerten tilfredsstillende endte med at vare.

Afslutningsvist satte Frahm sig ved flyglet og spillede rytmisk på strengene med stikker, før han svedende sendte os hjem med en intens udvidet version af ’Hammers’.

Jeg følte, at jeg vidste, hvad jeg havde i vente efter at have oplevet hans koncert på Roskilde Festival, men cyklede alligevel bjergtaget hjem igennem Københavns gader med en følelse af at være blevet overrumplet både teknisk og følelsesmæssigt.

Læs også: Nils Frahms ambitiøse ’All Melody’ er et symfonisk kalejdoskop af melodier