NorthSide annoncerer seks nye navne – bl.a. Liam Gallagher og Future Islands

NorthSide annoncerer seks nye navne – bl.a. Liam Gallagher og Future Islands
Liam Gallagher.

Der er gået to måneder, siden NorthSide senest afslørede nye navne, og i mellemtiden er det danske festivallandskab gået mere eller mindre amok i annonceringer.

Nu er NorthSide endelig klar med en seks tilføjelser til plakaten i form af Liam Gallagher, Mike D, Future Islands, Mashrou’ Leila, Richie Hawtin og Susanne Sundfør.

Liam Gallagher er bedst kendt fra sine dage med Oasis i 90’erne, hvor han sang størstedelen af sangene, herunder ’Wonderwall’, ’Live Forever’ og ’Be Here Now’. Han er også albumaktuel med ’As You Were’, der udkom i oktober sidste år. Til hans koncerter består setlisten oftest af lige dele Oasis-klassikere og solonumre, så man kan roligt forvente endnu en omgang nostalgisk britpop-fællessang i Ådalen til juni. Liam Gallagher spiller fredag den 8. juni.

Et andet solonavn, der trækker lidt i nostalgien, er Mike D. Han var en del af den toneangivende hiphoptrio Beastie Boys, som i 80’erne blev kendt for at udviske grænsen mellem rap og rock og for at skubbe til konventioner for, hvordan man kunne benytte samples. Den indflydelsesrige rapper vil fokusere på de gamle Beastie Boys-hits til koncerten, som han spiller torsdag den 7. juni.

Synthpopgruppen Future Islands har markeret sig som et af tidens bedste livenavne, især på grund af deres karismatiske forsanger, Samuel T. Herring. Oven på fremragende koncerter på Roskilde Festival og Smukfest er de nu blevet booket til NorthSide.

Noget der stikker lidt mere ud på plakaten er den libanesiske gruppe Mashrou’ Leila. Deres alternative rocksange bliver sunget på arabisk, og de integrerer også tydelig inspiration fra deres hjemlands traditionelle musik. Det er ikke den slags navn, man ligefrem forventer fra NorthSide, men det er en spændende satsning.

En anden satsning, der peger lidt væk fra, hvad man plejer at kunne forvente fra en NorthSide-plakat, er techno-dj’en Richie Hawtin, der kommer med et audiovisuelt show betitlet ’Close – Spontaneity & Synchronicity’. Showet gør op med forestillingen om, at dj-optrædener bare er at trykke på en knap og lade musikken spille sig selv, for i løbet af koncerten vil kameraer filme helt tæt på hans udstyr, hvor vi så kan se hvad det konkret er, han egentlig gør for musikken.

De nye navne slutter sig til et lineup, der i forvejen tæller blandt andre The National, Björk, Beck, Queens of the Stone Age og Tyler, The Creator. Northside 2018 finder sted den 7.-9. juni i Ådalen i Aarhus.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af