Hypnotisøren havde instrueret Kaya Wilkins i at visualisere sig selv på scenen. Prøv at mærk efter, havde han sagt. Hun skulle tænke over, hvad hun gerne ville føle, når hun ugen efter for første gang stod foran et publikum i det lille galleri i Chinatown i New York. Alene med sin guitar og sin angst.
Der var ingen vej tilbage. Hvis hun ville være seriøs omkring en karriere under musikeraliasset Okay Kaya, måtte hun selvfølgelig på scenen og trodse sine sociale fobier og introverthed.
»Jeg kan huske, at jeg kiggede ned på mine hænder på guitaren«, siger hun. Hun lader blikket hvile på sine egne hænder, mens hun tænker tilbage. Hendes mørkebrune øjne virker nærmest sorte, idet hun kigger op igen.
»Og derfra husker jeg absolut ingenting. Alting flød sammen med nogle grønne og gule farver i baggrunden. På et tidspunkt kunne jeg se min daværende kæreste blandt publikum. Han smilede«.
Hun smiler også nu, løsner skuldrene, lader sin lange lemmer falde sammen og glider ned i stolen. Det er svært at sige, om hypnosen hjalp. Men koncerterne er blevet nemmere i dag, end de var dengang for tre år siden, selv om de stadigvæk er overvældende, siger hun
Det overrasker mig mildest talt, efter alt hvad jeg har læst om hende. Om hendes efterhånden mangeårige, succesrige modelkarriere, der bragte hende fra Oslo til New York for snart otte år siden. Seneste højdepunkter var til de internationale modeuger i foråret, hvor hun gik shows for blandt andre Calvin Klein, Balanciaga og Missoni. På billederne ligner hun en amazonekriger klædt i couture.
Det skurer også, når hun fortæller om, hvordan hun som nyslået musiker drog på amerikansk turné med kritikerroste Tobias Jesso Jr. efter blot at have spillet en håndfuld koncerter. Og at hun nu debuterer som skuespiller med en stor rolle i den prisvindende norske instruktør Joachim Triers overnaturlige horror-thriller ‘Thelma’, der havde dansk biografpremiere i slutningen af 2017. I starten af 2018 kan 25-årige Kaya forhåbentlig tilføje udgivelsen af et debutalbum til sit imponerende cv.
Men jo mere jeg taler med Kaya, jo mere går det op for mig, at det her ikke en historie om, hvad hun har opnået på trods af sin følsomme natur. Det er nærmere en historie om, hvor hun er nået til på grund af den. Et koncept hun selv kun fornylig er begyndt at forstå.
»Jeg er ikke musikalsk trænet. Jeg er ikke guitarist, jeg er ikke sanger – og jeg ryger alt for mange cigaretter. Men jeg tror, jeg er kommet frem til, at det, jeg har, er min sensitivitet. Og at jeg kan bruge den«.
Model for huslejen
Jeg møder Kaya i en lejlighed i det gamle, atmosfæriske Manhattan-kvarter East Village, hvor fotografen, der skal tage billeder til artiklen, bor. Stylisten har medbragt forskellige outfits, og alt ser forrygende ud på dagens hovedperson, der ikke selv virker synderligt interesseret i, hvad hun bliver iklædt. Fordi det er hun ikke.
Modelkarrieren har været med til at bane vejen for hendes succes som musiker og skuespiller, og hun er taknemmelig for den, men den har aldrig været et mål i sig selv. Faktisk blev hun model ved et tilfælde.
Det var en kølig septemberdag, Kaya var 17, og hun stod og kiggede ud over Oslo Havn. Hun havde tømmermænd efter en festlig nat og var en smule irritabel, da en blond kvinde henvendte sig.
Hun spurgte, om hun måtte invitere Kaya med hen til et modelbureau og få taget nogle billeder. Det gjorde hun så. Lidt modstræbende, men også for nysgerrig til at lade være.
Bureauet sendte hende snart til London for at få taget flere billeder, og et år efter lå hun i en køjeseng i New Jersey i et såkaldt ‘modelhus’. Hun havde åbnet døren til en karriere i New York, millionbyen hvor en ung pige fra udkanten af Oslo kan blive verdensstjerne – hvis hun altså vil.
Det betaler huslejen. På den måde er det jo rigtig fedt at få lov til
»Modeverdenen kan være spændende, men arbejdet er ofte ikke særlig stimulerende. Det er en andens kreativitet, der udfolder sig, og min rolle er ret passiv i det«, siger hun.
Stylisten beslutter sig for både at prøve at parre et par ternede bukser med en lædertop med lynlås og en lysegul, gennemsigtig stropkjole. Foto-shootet er uden makeup, glitter og ståhej, og det passer Kaya utroligt godt. Hun er mødt op uden et gram makeup, iført træningsbukser og en løs sort t-shirt.
»Det er svært for mig, når jeg bliver bedt om at være en anden end mig selv. Hvis nu fotografen siger: Nu skal du være en bombshell i sexet undertøj. Det er jo ikke mig«.
Hun gnider tommelfingeren mod pege- og langefingeren og trækker på skuldrene.
»Men det betaler huslejen. På den måde er det jo rigtig fedt at få lov til«.
Kaya hiver en hvid bomulds-t-shirt op af sin medbragte mulepose og breder den med en barnlig glæde ud foran sig, så stylisten kan se printet af en mørkhåret kvinde og påskriften ‘No Pain, No Twain’.
»Må jeg tage min Shania Twain t-shirt på?«, spørger hun håbefuldt.
Stylisten synes, den er fed, så iklædt t-shirten stiller Kaya sig op foran fotografens hvide lærred. Hun virker rutineret, rolig og professionel foran kameraet. Da muligheden byder sig, fortæller hun, at hun vandt t-shirten i Toronto i Canada på en karaokebar.
»Det var et rent tilfælde, men jeg blev så sindssygt glad, fordi Shania Twain er et af mine største idoler. ‘Still the One’ er en af de måske smukkeste kærlighedssange, der findes«.
Hun nynner omkvædet til countrysangen for sig selv, mens fotografen knipser videre, og et øjeblik virker det, som om hun er et helt andet sted.
Det simple
Jeg møder hende igen en lille uge senere i hendes lille, solbeskinnede lejlighed i det industrielle Brooklyn-kvarter Greenpoint. Sidste gang vi sås spærrede hun ellers øjnene dramatisk op ved synet af de adskillige A4-ark med spørgsmål i mit skød. Interviews udmatter hende, forklarede hun ærligt på sit sindigt leverede norske modersmål. Sociale situationer føles i det hele taget ofte »vældigt absurde«.
Men hun i dag virker hun afslappet, måske fordi hun befinder sig der, hvor hun er mest tilpas – i sit hjem og musikstudie. Hun sætter et nummer fra sit kommende album på, placerer sig foran sit køkkenvindue og tænder en cigaret. Hun blæser røg ud af vinduet, mens solen strømmer ind.
»Den handler om prævention«, siger hun med et lille, listigt smil, og snart efter fylder en forsigtig akustisk guitar, akkompagneret af en simpel tromme, rummet. Så Kayas luftige, inderlige vokal: »Would you come with me / to get an IUD / Baby, if you come with me / I will let you come in me«.
Jeg sætter mig hen til hende i vindueskarmen, og hun peger smilende på et overfyldt askebæger.
»Det er her, jeg sidder en del, som du nok kan se«.
Sensitiviteten er afgørende i Okay Kayas flydende, følsomme udtryk. Hendes musikalske lyd er inderlig, ofte melankolsk, og orkestreringen er afmålt minimalistisk, hvilket fremhæver hendes dirrende, lettere jazzede stemme. Glem alt om klimaks, omkvæd og genreforventninger. På hendes nye album gør hun det dog klart, at nok er hun pokkers følsom og inderlig, men at alt ikke behøver at være stuerent og andægtigt af den grund. Teksterne er ofte inspireret af noget så enkelt som en sjov sætning sagt af en eller anden i forbifarten.
»Jeg er stadig meget optaget af det simple – forsøget på at sige meget med få ord. Men jeg er blevet bedre til at lege mere med mine tekster. Man kan gøre ret meget ved at tilføje en smule humor til en simpel frase«, siger hun og knipser. »Og så har du et hook«.
Okay Kayas nye musik rummer også flere elementer af underspillet provokation, der giver den inderlige lyd en til tider flosset kant. Som i sangen ‘Dance Like U’, hvor teksten lyder: »I spend most mornings trying to impress you with my thumb / Most of my nights fingering out how to / Leave this room and come and find you / I have all of these questions to ask you when I see you / Like do you dance like you fuck / Or do you dance like you make love«.
»Jeg har arbejdet med min sensitivitet igennem årene, og jeg tager nogle andre emner op, men dybest set handler mine tekster stadig om det samme: Om relationer mellem mennesker«.
Det har taget Kaya tre år at lave sit kommende album. Hun har skrevet hundredevis af sange, før hun nåede frem til de 12, hun gerne vil have med på pladen. Den lange, opslidende proces står i stærk kontrast til hendes eget gennembrud.
På under et år gik hun fra at være anonym musiker, der lagde sin musik på Soundcloud, til at tage på USA-turné med den ligesindede Tobias Jesso Jr. og arbejde sammen med Rodaidh McDonald fra det prominente engelske pladeselskab XL Recordings. Den anerkendte producer, som har lavet musik med blandt andre Adele, King Krule, Sampha og The xx, producerede hendes single ‘Damn Gravity’, og pludselig var Okay Kaya på musikmagasinernes radar.
Her var en mulighed, som er kun få musikere forundt. Hun kunne tage springet og måske ende ombord på et tog i fuld fart. Men Kaya hev i stedet i bremsen.
»Jeg var gået fra at have 11 følgere på Soundcloud til at arbejde sammen med ham på vældig kort tid. Og jeg havde ikke fundet mit udtryk. Jeg havde bare ikke sangene endnu«, siger hun.
Man tager altså fejl, hvis man forveksler Kayas følsomhed med svaghed. Hun har en stærk kunstnerisk vision, og hun lever sit liv og laver sin karriere på egne præmisser – og i sit eget tempo.
Metal og punk
Hendes musikalske dannelse startede i et grønt hus omringet af natur på halvøen Nesoddtangen, en kort færgetur væk fra Oslo. Nogle husker lugten af kaffe fra deres barndomshjem, men Kaya husker mest af alt musikken.
Hendes mor var billedkunstner og blæste dagligt timevis af soul og jazz gennem huset, når hun malede i stuen eller haven. Oscar Brown Junior og Billie Holiday. Men musikken spændte bredt. En anden af morens favoritter var den sydafrikanske afropop- og jazz-sanger Miriam Makeba, og der gik nærmest ikke en dag, uden at moren satte plader med svenske Lisa Ekdahl på. De stærke kvindelige stemmer er i dag Kayas musikalske forbilleder.
»Min mors favoritter var ikke mine favoritter dengang, men det er de blevet med tiden. Sådan går det nogle gange«, konstaterer hun mildt.
Kayas mor og far mødte hinanden i Oslo, mens moren læste på kunstskolen. Faren var amerikansk sømand, og han rejste tilbage til USA, da forældrenes ægteskab endte, mens Kaya stadig var lille. Hun voksede op med tre af sine i alt fem brødre. Storebroren Sebastian spillede i et black metal-band, og gennem ham lærte hun nogle af Norges tidlige, mest indflydelsesrige black metal-bands som Burzum og Darkthrone at kende. Gemt væk i familiens kælder lærte Sebastian hende at spille metalguitar og -trommer med karakteristisk dobbelt stortrommepedal.
»Vil du høre det?«, spørger hun og finder ivrigt et nummer med black metal-bandet Satyricon frem på Youtube.
»Sangen her husker jeg, vi øvede. Den lå Top 40 i Norge, den er jævlig… Altså, vi var overhovedet ikke cool«.
Vores latter drukner under den hårde metalmusik, der smadrer derudaf, og hun stopper videoen.
»Musikken, jeg voksede op med, stikker i alle retninger, men jeg tror, jeg har plukket fra det hele. Jeg er vild med den måde, guitaren lyder på i black metal«, siger hun og nynner riffet fra sangen med en lille, fin stemme.
Brødrene var centrum i Kayas barndom og tidlige ungdom. Hun var ikke god til det sociale, og hun havde ikke særlig mange venner. Hendes følsomhed var dengang »ret heftig«, som hun med karakteristisk sparsommelighed udtrykker det.
Hun snakkede meget lavt, stammede når hun blev nervøs og krummede ryggen. Men i selskab med hendes brødre var alting nemt, og hun passede ind i flokken, for hun var »omtrent en dreng«. Senere begyndte Kayas to ældste brødre at tage hende med til Blitz, et undergrundsspillested i indre Oslo, hvor der var punkmusik, cigaretrøg, hanekamfrisurer, dåsebajere og helt vidunderligt for generte teenage-Kaya.
På Blitz kunne hun stå gemt væk i sin store uldsweater i baggrunden af sine brødre og bare observere folk eller drukne i mængden i et af de mange moshpits. Blitz var et sted, der fik hende til at føle sig som »en del af noget dejligt«, og hun husker mest af alt en følelse af tryghed, når hun tænker tilbage.
Bruger stilheden
I dag ser Kaya sig selv som d-i-y-musiker. En meters penge fra hendes seng står et skrivebord med mikrofon, højtalere, en forstærker og på hendes væg hænger et whiteboard med en omfattende to-do-liste over folk, hun skal ringe til, eller musiknumre der skal have den endelige masterering.
Her i hendes hvidmalede etværelseslejlighed skriver, synger, spiller, optager og mixer hun sine numre med hjælp og input fra sin kæreste og venner. Hendes autodidakte tilgang til kunsten og karakteristiske følsomme udtryk var styrker, hun også kunne bruge, da hun blev tilbudt en rolle i landsmanden Joachim Triers nye film, ‘Thelma’.
Han sagde, at jeg var en stille skuespiller
Filmen er en nervefyldt skildring af forholdet mellem den religiøse, uskyldsrene Thelma, der spilles af Eili Harboe og Kayas karakter, den populære Anja. En jagende, ulmende stilhed dominerer filmen, og der er mere vægt på den visuelle skildring af indre følelser, frem for dialoger.
Tag for eksempel en scene i filmen, hvor Anja stiltiende ser til, mens Thelma ryger en joint for første gang. Den uprøvede Thelma bliver sendt ind i en hallucination af mørkt, forbudt begær. Virkelighed og fantasi glider sammen, lige der foran alle vennerne. Da Thelma vågner fra sin drøm og skamfuldt indser, hvad der er sket, møder hun Anjas ansigt fuld af fortrydelse og medfølelse. De to unge kvinders udveksling af følelser i det øjeblik er lige så stærk, som den er lydløs.
Filmen havde verdenspremiere på Toronto Filmfestival i midten af september. Efter den første visning kom en af instruktørens agenter hen til Kaya og roste hende for hendes indsats.
»Han sagde, at jeg var en stille skuespiller. Jeg svarede ham, at jeg mest af alt ikke var skuespiller. Og han sagde: Jo, du er. Du bruger stilheden«.
Den rette rolle
Da jeg ser filmen et par dage efter mit første møde med Kaya, er det første, der slår mig, at Kaya i virkeligheden mest af alt bruger sig selv i rollen som Anja. Jeg kan genkende hende, når hun som Anja forsigtigt spørger Thelma, hvorfor hun ikke har svaret på hendes sms’er. Der er noget dirrende over hendes mildhed, og følelserne hænger som tunge skyer i luften over hende.
Jeg kan også genkende hende, når hun som den karismatiske Anja langsomt, men sikkert og fuld af varme og intention, hiver den tøvende Thelma med ud på et lysfyldt dansegulv. Kaya nikker grinende, da hun hører min analyse.
»Jeg tror, de bedste skuespillere kan spille hvilken som helst karakter, men det kan jeg ikke. Jeg har ikke nogen skuespilerfaring, så jeg har bare brugt mig selv. Det var den eneste måde, det kunne fungere på«.
Hun forklarer, at hun arbejdede tæt med Joachim Trier i udviklingen af rollen Anja, som også blev formet efter, hvordan hun selv kunne se sig i den. Måske var det netop derfor, at sceneskrækken ikke var en stor faktor under filmoptagelserne. Kaya var ikke alene med et spotlys i ansigtet, men en del af et filmhold, hvor instruktøren havde tiltro til hende, og hvor hovedrolleindehaveren Eili Harbo var lige dele støtte og inspiration. Det havde også en stor betydning, at Trier er en af Kayas yndlingsinstruktører, som hun føler sig kunstnerisk beslægtet med.
»Jeg er ligesom Joachim optaget af familierelationer og det at vokse op og blive sit eget menneske. Derfor var det let for mig at være et led i det og forsøge at forstå det. Jeg tror, jeg passede til rollen som Anja, fordi jeg forstod, hvad han gerne ville opnå med den«.
Rollen har skabt interesse for hende i filmverdenen, og om nogle måneder har hun planlagt en tur til Los Angeles, hvor hun skal mødes med mulige filmagenter. Men ligesom med sin musik har Kaya en klar idé om, hvad hun vil og ikke vil – og hun går ikke på kompromis. Hun vil gerne afsøge mulighederne inden for skuespillet, men hvorvidt det ender med flere roller, kommer an på hvilke roller, der er derude.
»‘Thelma’ er min første og muligvis sidste film«, konstaterer hun roligt.
Hvad afhænger det af?
»Det afhænger af, om jeg må spille sådan… som jeg er? Jeg er ikke en karakterskuespiller. Og det afhænger også af, om filmen interesserer mig. Jeg er meget åben for film, der ligesom ‘Thelma’ har et dybt indre følelsesliv«.
Ingen plan B
Hendes kommende album er et andet eksempel på den kompromisløshed, der løber igennem hendes arbejde. Hun har fra starten tænkt albummet visuelt, og det skal derfor udgives som sammenhængende, konceptuelle musikvideoer, forklarer hun.
»Jeg er vældig optaget af koncepter i musikvideoer, fordi mediet er alt for kort. Det fine ved at have lavet et helt album er, at man kan skabe et koncept, som alle sangene hører under, som samlet udgør en større fortælling«.
Kaya har fundet det team, der skal gøre videoerne til virkelighed. Men hun har endnu ikke fundet pengene, der skal betale for den omkostningsfulde vision.
»Min manager forstår det ikke,« siger hun og peger på sit lille håndholdte kamera, hun før har optaget nogle videoer på.
»Jeg er jo vældig d-i-y, så jeg tror, han tænker, hvorfor fanden skal du pludselig bruge så mange penge? Men jeg har kunnet se hver episode for mig, mens jeg lavede sangene. Jeg laver ikke musik uden at forestille mig en slags visuel historie. Det er derfor, det er så vigtigt for mig, at de bliver lavet, sådan som jeg har tænkt dem«.
Her er slagsiden ved at være sin egen chef. Man betaler også selv. Så selv om hun indtil videre har nydt ejerskabet over sin kunstneriske proces, afsøger hun muligheden for at blive signet af et pladeselskab.
»Det er egentlig så fint, at man i dag kan slippe uden om pladeselskabet. Kids på 17 år kan købe lydudstyr for 200 dollars, lave en plade og lægge det hele på Soundcloud. Men jeg vil gerne have et label, så jeg kan fokusere mere på de visuelle aspekter af det, jeg laver«.
Hvad er plan B, hvis du ikke finder en måde at finansiere det på?
»Jeg har aldrig brugt det med at have en plan B. Jeg har besluttet mig for det, og jeg kan ikke gå tilbage nu. I værste fald må jeg prøve at betale det selv, og så kommer det muligvis til at tage længere tid. Men det behøver ikke at være let. Og jeg har ventet i tre år på at udgive albummet, så jeg kan godt vente lidt længere, hvis jeg bliver nødt til det«.
‘Thelma’ havde dansk premiere i slutningen af 2017, og Kaya håber på at udgive sit debutalbum i starten af 2018.
Læs anmeldelse: ’Thelma’: Joachim Triers lesbiske horrordrama er rørende og til tider overrumplende